Europas problembarn skifter image

USAs præsident Biden har kun to destinationer på sin igangværende europarejse: Bruxelles, hvor han torsdag mødtes med sine allierede i NATO og EU. Og Warszawa, hvor han i morgen, lørdag, har samtaler med den polske præsident, Andrzej Duda.

Polens placering øverst på den amerikanske præsidents prioriteringsliste er ikke tilfældig. Under den mest alvorlige sikkerhedskrise i Europa siden Anden Verdenskrig er Polen stået frem som en afgørende vigtig allieret i forsvaret af NATOs østflanke, ligesom det overvejende er fra polsk territorium, at de kæmpende ukrainske styrker forsynes med militært udstyr. Og ikke nok med det: Polen har også vist sig som en yderst generøs vært for de godt to millioner ukrainske flygtninge, der i skrivende stund har krydset grænsen.

Siden den russiske invasion af Ukraine 24. februar har USA mere end fordoblet antallet af militært personel udstationeret i Polen til nu flere end 10.000. Tidligere i marts sendte amerikanerne to Patriot-missilbatterier og et antal F-16-fly til Polen til forsvar mod en eventuel russisk aggression. 250 Abrams-kampvogne er på vej.

Polens beliggenhed – med den over 500 kilometer lange grænse til Ukraine – gør også landet til det naturlige udgangspunkt for USAs og andre NATO-allieredes bestræbelser på at forsyne ukrainerne med våben. I tusindvis af Stinger-missiler, Javelin-panserværnsmissiler og anden ammunition er strømmet gennem Polen til regeringsstyrkerne i Ukraine. Polen har selv sendt ammunitionskonvojer til nabolandet med mortérgranater, droner og bærbare missilsystemer. Det sker ikke uden en vis sikkerhedsrisiko for Polen selv. »Russiske raketangreb mod forsyningslinjerne er noget, vi må regne med i de kommende dage og uger,« som Wojciech Kononczuk, en militæranalytiker ved tænketanken Centre for Eastern Studies, siger det til The Economist.

Polsk kampvilje

Den udsatte position har ikke hindret den polske regering i at være en af de varmeste fortalere for at øge støtten til Ukraine. Da regeringscheferne fra Polen, Tjekkiet og Slovenien i sidste uge kørte med tog til den belejrede ukrainske hovedstad, Kyiv, og her mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var det ikke kun den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, der deltog i den symbolsk vigtige solidaritetshandling. Det samme gjorde Polens reelle leder, 72-årige Jaroslaw Kaczynski, formand for regeringspartiet PiS.

Kaczynski foreslog ved den lejlighed, at NATO sender en bevæbnet fredsstyrke ind i Ukraine med det formål at beskytte den ukrainske civilbefolkning mod krigsforbrydelser. Forslaget har ingen gang på jorden – NATO er fast besluttet på at undgå at foretage sig noget, der kan udlægges som aktiv krigsdeltagelse – men det viser, at det ikke er kampvilje, der mangler i Warszawa.

På samme måde er Polen også gået forrest i NATOs forsøg på at tilpasse sig en helt ny sikkerhedssituation i Europa. Således underskrev den polske præsident Duda i sidste uge en lov, der vil øge de polske forsvarsudgifter til tre procent af BNP, og som vil mere end fordoble antallet af soldater i de væbnede styrker. Forsvarsbudgettet skal stige i indeværende år til mindst 2,2 procent af BNP og vil nå tre procent allerede til næste år. Til sammenligning har Danmark lige vedtaget at lade forsvarsudgifterne stige gradvist til to procent af BNP – over en tiårig periode.

Bemærkelsesværdigt var det også, at forslaget om at øge forsvarsbudgettet gik igennem det polske parlaments to kamre, det regeringskontrollerede Sejm og det oppositionskontrollerede Senat, uden en eneste stemme imod.

Gæstfri polakker

Er den polske forsvarsvilje markant, gælder det samme viljen til at hjælpe de hundredtusindvis af flygtninge, der fortsætter med at strømme over grænsen fra Ukraine. Tallet rundede tirsdag 2,1 millioner – det vil sige, at to ud af tre ukrainske flygtninge bliver modtaget i Polen. Alle flygtninge fra Ukraine har tilladelse til at arbejde og bo i Polen i alt fald i 18 måneder, med mulighed for forlængelse. Alle får et mindre beløb at leve for, får en børneydelse på 120 euro om måneden pr. barn (halvdelen af flygtningene er børn), får gratis adgang til offentlig transport og bliver udstyret med en arbejdstilladelse. Flygtningene har fri adgang til det polske sundhedsvæsen, og børnene indskrives i polske skoler.

I titusindvis af polske familier har åbnet deres hjem for ukrainske flygtninge. Vejene fra grænseovergangene er propfyldt med polakker, der venter i bil for at fragte flygtninge til deres næste opholdssted. Velgørenhedsorganisationer, erhvervsliv, lokale embedsmænd og masser af civile aktivister er gået sammen om at tilbyde flygtningene tag over hovedet, læge- eller hospitalsbehandling, brusebad, mad og drikke. Tøj, klapvogne, kørestole, bur til kæledyr, legetøj og andre fornødenheder er samlet ind over hele Polen. Og selvom sportsarenaer, kulturhuse og udstillingshaller er taget i brug for midlertidigt at huse de mange flygtninge, der ikke har fundet husly i private hjem, har Polen indtil videre undgået at oprette egentlige flygtningelejre.

Men selvfølgelig giver den massive og hastigt voksende flygtningestrøm problemer. I Warszawa, hvor der indtil nu er indkvarteret 300.000 flygtninge – det svarer til 20 procent af byens befolkning – har borgmester Rafal Trzaskowski advaret om, at byens modtagelsescentre, skoler og sundhedssystem er tæt på bristepunktet. Det samme gælder Krakow, indtil videre hjem for 100.000 flygtninge.

På trods af problemerne erklærer hele 94 procent af polakkerne sig enige i, at Polen skal modtage de mange flygtninge. Kun tre procent ønsker at lukke grænserne. Det er en markant anderledes holdning end under flygtningekrisen i 2015, hvor den polske regering lukkede sine grænser og endda nægtede at tage imod de 7.000 mellemøstlige flygtninge, som var allokeret Polen som led i EUs fordelingssystem.

Udtryk for dobbeltmoral? Det afviser Aleks Szczerbiak, professor i statskundskab ved Sussex Universitet og ekspert i polske forhold. »Der er store forskelle mellem det, der sker nu som følge af krigen i Ukraine, og situationen i 2015, hvor størsteparten af flygtningene, ifølge regeringen, kom fra lande, hvor deres liv ikke var truet, såsom Tyrkiet, Libanon og Jordan. Det var altovervejende unge mænd, og deres motiv var primært økonomisk. Nu er der ingen tvivl om, at de kvinder og børn, der kommer, flygter fra en væbnet konflikt – mændene rejser den anden vej for at slås.«

En anden vigtig forskel er, tilføjer Szczerbiak, at ukrainerne næsten alle sammen ønsker at rejse tilbage så hurtigt som muligt. Det er derfor, de fleste af dem bliver i Polen, så tæt på grænsen til Ukraine som muligt.

Kan polakkernes helt overvældende positive holdning over for de ukrainske flygtninge opretholdes, hvis konflikten trækker ud? Det er det store spørgsmål, medgiver professor Szczerbiak.

»Hvad hvis konflikten varer længere end to-tre måneder? Hvor lang tid kan folk blive ved at huse dem? Der vil komme et tidspunkt, hvor den gode vilje er udtømt. Vokser problemet til tre til fem millioner flygtninge, som nogle prognoser siger, bliver det meget, meget svært for Polen at klare det her. Så må det internationale samfund, der for øjeblikket klapper os på skuldrene og siger: ‘Godt klaret, Polen’, træde til.«

Forsoning med Bruxelles?

En af de måder, EU kan komme polakkerne til undsætning på, er ved at udbetale de 36 milliarder euro, Polen har krav på fra EUs genopretningsfond. Udbetalingen er suspenderet, indtil Polen implementerer en afgørelse fra EU-Domstolen om at afskaffe det særlige disciplinærkammer under højesteret, et politisk udnævnt organ, der har kompetence til at fyre og forflytte dommere, der ikke dømmer, som regeringen i Warszawa vil have det. Den polske forfatningsdomstol og regering har hidtil afvist at rette sig efter kendelsen, fordi de ikke mener, at EU-Domstolen har kompetence til at tilsidesætte den polske forfatning.

Nogle polske analytikere mener, det er vigtigt, at Europa-Kommissionen står fast i sagen, på trods af at Polen for øjeblikket rider på en bølge af sympati. »Der er allerede tegn på, at EU ønsker at nå til enighed med de semiautoritære magthavere i Polen og accepterer, at det er den pris, der må betales for solidaritet imod Rusland. I så fald vil Polens demokrati blive endnu et offer for krigen,« siger for eksempel Slawomir Sierakowski, grundlægger og chefredaktør for det politiske magasin Krytyka Polityczna, i sit politiske ugebrev.

Aleks Szczerbiak mener, det er mere kompliceret end som så. »Der var allerede før Ukraine-krigen et pres på begge parter for at få løst konflikten om disciplinærkammeret. Præsident Duda har fremlagt et lovforslag, der skal forsøge at løse spørgsmålet, og det vil blive behandlet en af de nærmeste dage i det polske parlament. Ukraine-krigen har bare sat yderligere gang i den proces. Polens internationale renommé er blevet bedre i løbet af de seneste uger, og Europa ønsker at præsentere en enig front. Så formentlig kommer der en løsning på dét problem.«

Men det grundlæggende problem står tilbage, mener Szczerbiak. »Den polske regering mener ikke, at det polske retsvæsens problemer kan løses uden politisk indgriben. Det er logikken bag de reformer, der gav Polen et politisk udpeget nationalt dommerråd med ret til at udnævne dommere. EU ser det som et brud på princippet om domstolenes uafhængighed. Det er hovedkernen i striden. Kommissionen har nu fået et redskab til at tackle det – en ret til at tilbageholde udbetalinger fra EU, hvis det skønnes, at der ikke er uafhængige domstole i Polen. De er jo for eksempel nødvendige for at sikre, at EU-midlerne bruges til det, de er beregnet på. Når opmærksomheden på Ukraine letter, vil den strid vende tilbage.«