Hvad ville vi selv vælge – at dø som en helt i vores eget land eller leve videre som forræder i en andet? Det er et umuligt valg. Det er alle ukrainske mænds valg nu.
Siden invasionen er både ukrainske mænd og kvinder blevet hyldet for deres mod og målrettethed; mændene sender kvinder og børn i sikkerhed, og bagefter tager de hjem for at forsvare fædrelandet. Men ukrainernes selvdisciplin udstiller også den hårde side af vestens abstrakte værdier: I krig er det umuligt at gøre det rigtige uden samtidig at gøre noget utilgiveligt.
Familier rives midt over med et hastigt kys på munden, mens fædre maser deres børn og koner ind i fyldte togkupeer. En ung kvinde fortalte, at hun følte skyld over at være i sikkerhed i Danmark, mens hendes familie stadig var i fare. En dreng i en evakueringsbus fortalte, at hans far var en helt, der skulle redde Ukraine, mens tårer trillede ned ad kinderne; ulykken i hans øjne gik ikke op med ordene i hans mund. I en telefonsamtale mellem Ukraine og Bjerringbro siger en far til sin datter, at de stadig skal til Egypten på ferie: »Vi kan tage, hvorhen vi vil. Når vi har vundet her, og alt er klar, så tager vi afsted.«
Det er sådan, værdier ser ud i praksis, på en perron, på en kirkegård, i et tomt værelse fyldt med velmente bamser og rent sengetøj. Ukrainernes valg i disse uger vil forfølge dem i generationer, for hvordan forklarer du dit barn, at far forlod dig for at dø i Ukraine? Hvordan vender du som mand tilbage efter krigen, hvis du var en af dem, der ikke ville risikere livet? Hvordan tilgiver du som kvinde, at din mand valgte jorden over dig? Det er et utræffeligt valg.
Krigens grusomhed er, at den ikke giver mulighed for at melde sig ud eller forblive neutral eller uberørt. Krig gør enhver til en part og tvinger mennesker til at træffe beslutninger, de ikke har lyst til. Krigens ofre kommer aldrig ud med rene hænder, og bagefter er de alene med ansvaret. Enten svigter du din familie, eller også svigter du dit fædreland. Uanset hvad svigter du også dine egne værdier, og ansvaret er dit for evigt.
De stolt kæmpende ukrainere, både inden og uden for landets grænser, gør lige nu vold på sig selv og formentlig også deres selvfølelse. Vi andre bør se godt efter og lære: Hvor meget koster det at leve i frihed i sit eget land? Hvad er ens fædreland værd, hvis man er seks år og aldrig får sin far tilbage? Og hvad er det værd at være ukrainer, hvis man flygtede, da præsidenten havde brug for en?
Vi kan alle støtte ukrainerne, når vi ser dem ofre sig, og vi kan sende penge, nødhjælp og give dem tag over hovedet, men de vil for altid være alene med det, de ikke kan tilgive sig selv. Det bør vi huske, når krigen forhåbentlig snart er slut. For mange ukrainere vil det føles forkert at have gjort det rigtige.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
