Hvis Joakim skal forsvare et sted mod et terrorangreb, vil han ikke bare stå og lure. Han vil skynde sig ud at lede efter terrorister: smide en røggranat, løbe gennem gaderne og skyde, så snart en modstander kigger frem. Han kan bedst lide at spille offensivt.
»Jeg går efter at få det første kill,« siger han.
Joakim har spillet computer, siden han var fem år. Han har altid spillet meget, og det gør han også i dag, hvor han på niende år er indlagt på retspsykiatrisk afdeling i Aarhus. Ofte spiller han alene på sin stue, og om onsdagen spiller han Counter-Strike i gamer-rummet med to behandlere og en gruppe andre patienter. Counter-Strike er et førstepersonsskydespil, hvor to hold med hver fem deltagere spiller mod hinanden. Er man terrorist, skal man forsøge at plante en bombe og sprænge den, mens antiterrorkorpset forsvarer det sted, bomben skal anbringes.
»Vi spiller ikke på så højt niveau, så vi kan godt lide at gå frem og skyde dem, der kommer fra terroristernes startsted, så vi undgår, at de kommer for godt i gang,« fortæller Joakim.
»Jeg er bedst som counter-terrorist i de fleste baner. Jeg er bedst til at forsvare et sted. Jeg har det problem, at jeg godt kan lide at løbe rundt i banen. Jeg har svært ved at stå stille.«
Joakim har været med i gamergruppen siden begyndelsen for fem år siden og til i dag, hvor den er blevet en overraskende succes for behandlerne: Gennem spillet har de skabt kontakt til en patientgruppe, der ellers er svær at nå. En række sociale mekanismer kommer nemlig i spil, mens terrorister og antiterrorkorps fyrer maskingeværsalver af. Det viser et lille kvalitativt studie, der blev udgivet i slutningen af sidste år, som nu skal følges op af et større kvantitativt studie. I foråret bliver e-sport indført på alle retspsykiatriske afdelinger i Danmark, mens et forskningsprojekt måler, om det vitterlig gavner at spille skydespil med svært psykisk syge patienter.
For Joakim er det meget enkelt.
»Det er tidsfordriv for mig, som det er i dag. Det er bare tidsfordriv. Jeg er herinde og har ikke de helt store muligheder for at underholde mig selv. Jeg har en kæreste, som jeg er forlovet med, som jeg ser på min udgang, og som nogle gange besøger mig. Men bortset fra det skal jeg have rigtig mange timer til at gå med at være alene herinde.«
Flugt fra kedsomheden
Meningsfuldt tidsfordriv er ret væsentligt for en retspsykiatrisk patient. De er dømt til behandling, og en indlæggelse varer typisk flere år. I den tid skal patienterne modtage både medicinsk og terapeutisk behandling, der skal mindske risikoen for, at de begår ny kriminalitet, når de en dag kommer ud, og ruste dem til at mestre en tilværelse i frihed.
På den retspsykiatriske afdeling i Skejby er der en gårdhave, der siges at være meget smuk om sommeren. Der er musikrum, fitnessrum med tunge håndvægte, et fin- og et grovværksted og køkken. Men der er stadig mange timer at slå ihjel.
»Retspsykiatriske patienter keder sig. Det går igen i alle forskningsresultater,« siger forskningsleder og klinisk overlæge på afdelingen, Lisbeth Uhrskov Sørensen.
Den faste gaming om onsdagen har givet behandlerne håb: De mener, at e-sport kan mindske den udbredte kedsomhed, og det vil i så fald være en større sejr, end det måske lige lyder til.
»Man ved, at kedsomhed kan give retspsykiatriske patienter trang til at rømme og få dem til at blive småirritable og aggressive. Så hvis man kan afhjælpe kedsomhed, kan man afhjælpe nogle følgevirkninger også,« forklarer Lisbeth Uhrskov Sørensen.
Derudover ser man på, om e-sport giver bedre relationer på afdelingen, og for at være sikker på, at tiltaget ikke gør mere skade end gavn, vil forskningsprojektet også undersøge, om e-sport kan føre til spilafhængighed.
Der er omkring 400 sengepladser i retspsykiatrien i Danmark. De går til særligt komplicerede patienter med psykisk sygdom. De fleste er mænd med kort uddannelse; de har ofte et højt rusmiddelbrug, og mange er dømt for personfarlig vold.
»Sådan er retspsykiatriske patienter over hele verden,« siger Lisbeth Uhrskov Sørensen.
»Vi ved fra den videnskabelige litteratur, at de er særligt komplekse og har et ekstra stort behandlingsbehov,« uddyber hun.
Så hvis Counter-Strike kan åbne en linje til dem og give noget at mødes om, er det lidt af en landvinding.
De gør det jo alligevel
At spille computer har været en populær aktivitet på Skejbys retspsykiatriske afdeling i lang tid. For seks år siden spillede patienterne bare hver for sig, alene på deres private stuer. Til stor frustration for behandlerne, fortæller socialpædagog Morten Trier.
»På det tidspunkt har vi en del patienter, som opholder sig utroligt meget på stuerne, hvor de spiller computer. Det er svært at få observationer på dem og finde ud af, om medicinen har effekt. Det er svært i det hele taget at give dem nogen form for behandling,« fortæller han.
»Så der begynder at opstå en masse konflikter, fordi man prøver at finde måder at få patienterne ud af stuerne. Man prøver at motivere dem ud, og man prøver at tvinge dem ud ved at give dem afgrænset computertid.«
Men det virker ikke – selv når spiltiden er brugt op, bliver patienterne ved med at holde sig for sig selv.
»Da det så har kørt i rigtig lang tid, foreslår en kollega og jeg, at vi skal prøve at gribe computeren. I stedet for at se den som omdrejningspunkt for problemet, må vi prøve at se den som løsningen.«
Afdelingen indkøber fire computere, to til patienter og to til behandlerne, og i begyndelsen er det eneste krav, at patienterne møder op en gang om ugen og deltager. Interessen vokser, afdelingen køber to computere mere, og i takt med, at populariteten stiger, begynder socialpædagogerne at stramme kravene til at være med. Deltagerne skal spille det samme spil, de skal tale ordentligt til hinanden, og man kan ikke bare forlade spillet, når det ikke er sjovt længere. Flere computere kommer til, nu er der ti maskiner til 16 patienter i alt, og sammenlignet med afdelingens øvrige tilbud er gaminggruppen »meget, meget populær«.
Gruppen lægger sig fast på et spil: Counter-Strike.
»Der var også patienter, der ville spille World of Warcraft, men det spil er meget afhængigt af, hvor mange timer du har lagt i det. Men i Counter-Strike kan selv folk, der aldrig har spillet før, få en eller anden form for meningsfuld rolle, selvom de spiller med nogen, der har plus 10.000 timer,« fortæller Morten Trier.
I dag mødes gamergruppen på onsdage og spiller fra klokken halv fire til ni-titiden om aftenen med et par pauser undervejs. Som optakt taler de to socialpædagoger om de mål, patienterne skal arbejde med i og uden for spillet. Holdet lægger en taktik for spillet, patienterne tildeles positioner, og der udpeges en holdkaptajn. At bruge fem-seks timer koncentreret om en fælles aktivitet er i sig selv usædvanligt på retspsykiatrisk.
At dø for sit hold
Morten Deleuran Terkildsen er antropolog og seniorforsker ved forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM, og i tre måneder observerede han gamerne i retspsykiatrien. I slutningen af sidste år udkom hans studie i et videnskabeligt tidsskrift. Det beskriver, hvordan e-sport ændrer rollefordelingen mellem behandlere og patienter og hjælper med at løse et gammelt dilemma i retspsykiatrien – at give terapeutisk behandling til patienter, der er tvunget til at modtage den.
»E-sport kan flytte nogle ulige relationer, samtidig med at det myndighedsansvar, som er nødt til at være en del af retspsykiatrien, stadig er bevaret. Så behandlere og patienter kan møde hinanden på en måde, hvor de føler sig ligeværdige, og hvor patienterne også kan føle, at de har nogle kompetencer, der bliver anerkendt. Det ved vi er en vigtig del af recovery,« siger Morten Deleuran Terkildsen.
Når man går på de brede gange på afdelingen, er det let at se, hvem der er patient og behandler. Men inde i Counter-Strike kan man ikke se forskel, alle er ens. Behandlere og patienter har et fælles mål, og de har samme opfattelse af, hvad der kendetegner en god Counter-Strike-spiller: Man er god til at ramme, god til at placere sig og følge den aftalte taktik, og så er man god til at give information videre til sit hold. Måske ofrer man sit liv for holdets bedste, men inden man falder til jorden, når man lige at give besked videre om den modstander, der står på lur om hjørnet.
»Det var ikke altid behandlerne, der ledte slagets gang eller bestemte, hvordan taktikkerne skulle udfoldes. Det var også nogle gange patienterne, der fik lederrollen, så behandlerne måtte lytte til patienterne,« fortæller Morten Deleuran Terkildsen.
I gaminglokalet kan behandlerne se, hvordan patienterne fungerer i samspil med andre, og de kan danne sig et indtryk af deres tilstand. Samtidig giver spillet patienterne en ny arena at præstere i, siger Morten Trier:
»De kan få en ny historie om sig selv. Jeg havde en patient, der sagde, at ‘uden for e-sport-lokalet er jeg bare en 42-årig førtidspensionist med psykiske problemer, og jeg kommer ikke til at være mere. Men inde i rummet er jeg JensHansen85, der laver så og så mange kills på et spil’. Man kan blive set i et nyt lys.«
Bedre end fodbold
Det er ikke ukontroversielt at spille skydespil med retspsykiatriske patienter.
»Der har været meget frygt omkring computerspil. En af dem er aggression, og det undersøgte vi meget nøje, da vi startede, for vi skal jo ikke gøre dem mere aggressive. Men der er litteraturen ret entydig: Det kan godt være, man bliver lidt aggressiv, lige når man har spillet, men det betyder ikke, at man bliver voldelig,« siger Lisbeth Uhrskov Sørensen.
En anden bekymring er, at patienterne bliver så opslugt af spillets verden, at de forsømmer virkeligheden. Det ser forskerne ingen tegn på i Aarhus, men spørgsmålet skal alligevel undersøges i det kommende forskningsprojekt, hvor man vil tage udgangspunkt i WHOs diagnose for spilafhængighed. Den er dog under stærk beskydning.
»Der er kæmpestor debat på verdensplan, hvor en stor skare af anerkendte forskere sår tvivl om, om spilafhængighed er en ordentlig diagnose, og nogle mener, at det slet ikke bør være en diagnose. Det har skabt en polarisering i forskerkredse,« fortæller Morten Deleuran Terkildsen.
Men hvorfor overhovedet skubbe på en adfærd, som patienterne i forvejen selv dyrker til overflod?
»Patienterne er ikke indlagt frivilligt. De er her, fordi de er dømt til behandling, og de kan ikke gå deres vej, hvis de ikke har lyst til at være her. Men de skal modtage en behandling, dels en medicinsk, dels en miljøterapeutisk og pædagogisk. Så hvis vi skal kunne møde de mennesker, er vi nødt til at finde en del af frivillighed i det,« siger Morten Trier.
En fodboldturnering ville ikke opnå det samme. Der er stor forskel på patienternes fysiske formåen, og rent socialt er kontaktsport mere kompliceret.
»E-sport er mindre farligt. Jeg kan sidde med mit headset på ved min computer, jeg behøver ikke holde øjenkontakt med dem, jeg skal tale med, jeg kan bare koncentrere mig om min skærm og så tale med nogen, der sidder et andet sted. Jeg behøver ikke komme tæt på dem og bruge min energi på at aflæse deres mimik,« forklarer Morten Trier.
Det gode gamerliv
For afdelingens patienter vil der komme en dag, hvor de igen vender tilbage til samfundet. Friheden lurer derude, men hvad skal den bruges til? Det vil ikke nødvendigvis være et almindeligt liv med arbejde og familie, der venter. De fleste patienter er på førtidspension og har ikke noget stort netværk at komme ud til.
»Mange psykiatriske patienter isolerer sig i deres eget hjem, når de er udskrevet. De kommer ikke særlig meget ud, og der er begrænset social kontakt,« fortæller Morten Trier.
Men hvis en patient kommer ud på den anden side som en toptrænet Counter-Strike-spiller, kan det faktisk øge hans chancer for at skabe sig et godt og meningsfuldt liv, mener Lisbeth Uhrskov Sørensen.
»Hvis man kan indgå i nogle relationer; hvis man er blevet bedre til at indgå på lige fod, så man ikke hele tiden støder imod andre, så tror vi faktisk på, at det bliver nemmere at komme ud i samfundet igen,« siger hun.
Samtidig kan e-sport give et socialt fællesskab med andre mennesker uden for meget besvær. Et nyt billede af det gode liv kan tage form: at sidde derhjemme i fred og ro og spille computer. Ikke være komplet afskåret fra alle andre, men stadig have kontakt til et fællesskab, bare fra en gamerstol og med en skærm imellem. Ingen besværlig mimik at aflæse, intet kropssprog at reagere på. I spillet kan man indgå på lige fod med alle andre, udfylde en rolle og få anerkendelse for et godt sigte eller strategiske evner. Det er alt andet lige lettere end at melde sig ind i en idrætsforening eller begynde på aftenskole, siger Lisbeth Uhrskov Sørensen:
»Jeg tror, vi skal skabe en mulighed for patienterne, som har en vis succesrate. For det er et stort arbejde at mase sig ind i en fodboldklub, det er et stort arbejde at gå ned i en idrætsforening og finde en makker til badminton. Men her har du en computer, og så er du med, og du er uden stigma.«
