Kronik. EUs teknokratiske slag for global klimahandling skaber dilemmaer for Danmark.

Kræmmeren og klimaaktivisten

Kræmmeren og klimaaktivisten

I disse måneder arbejder EU for et skelsættende initiativ i international klimapolitik. Initiativet med det mundrette navn CO₂-grænsetilpasningsmekanisme skal være løftestang for en global CO₂-afgift og sikre, at Unionens klimahandlingsplan, Green Deal, ikke ødelægger europæisk konkurrenceevne.

Men uenighed i EU og modstand fra verdens største økonomier gør, at initiativets fødsel bliver hård. Her synes Danmark med sin ambitiøse klimapolitik og udfordringer med en national CO₂-skat at være en oplagt fødselshjælper. Men ønsket om frihandel og det skeptiske forhold til EU gør sagen mere prekær for regeringen. Som konsekvens står den danske kræmmertilgang til EU sjældent stejlt over for klimaaktivismen.

Omikron-mutation. Russisk oprustning. AUKUS-affæren. Problemerne står i kø i Paris, men det er hverken sundhed eller forsvar, der står øverst på dagsordenen, når Frankrig overtager formandskabet for Det Europæiske Råd den 1. januar. Tværtimod er det global handelspolitik og særligt CO₂-grænsetilpasningsmekanismen, der er den magtfulde medlemsstats øverste prioritet.

EU-Kommissionen fremsatte forslaget i sommer som led i Fit For 55, EUs plan for at nå målsætningen om mindst 55 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990. Mekanismen er en importafgift på elektricitet, cement, aluminium, gødning, jern og stål, der skal implementeres fra 2023-26 og pålægges importører, såfremt tredjelandet ikke har en CO₂-afgift, der modsvarer EUs. Derved søger Kommissionen at slå to store fluer med ét smæk.

Den første flue: EU-landene udgør under ti procent af verdens samlede drivhusgasudslip, en andel, der vil falde i de kommende årtier. Derfor gør målsætningen om klimaneutralitet i 2050 kun en væsentlig forskel for global klimapolitik, hvis EU presser resten af verden til større reduktioner. CO₂-afgifter anses blandt klimaøkonomer for at være et væsentligt og effektivt instrument til reduktioner, men blot 21,5 procent af globale drivhusgasser er ifølge Verdensbanken omfattet af CO₂-skat eller -kvoter i dag. Ved at give tredjelande et incitament til at udvikle deres egen CO₂-afgift søger Kommissionen at presse international handling.

Den anden flue: Mekanismen sikrer, at EUs Green Deal ikke fører til tabt konkurrenceevne og såkaldt karbonlækage, hvor virksomheder rykker produktionen uden for Unionen grundet færre krav til bæredygtig produktion. Med grænsetilpasningsmekanismen vil EU således bruge sin økonomiske styrke og stilling i reguleringen af den globale økonomi til at skabe klimahandling.

EUs flagskib i kampen mod klimaforandringer har traditionelt været handel med CO₂-kvoter på det indre marked. Selvom kvoterne længe var for billige til at have en reel betydning, nåede de et hidtidigt højdepunkt på næsten 90 euro pr. ton i december, som kan mærkes blandt virksomheder med store udledninger. For at undgå, at CO₂-kvoterne skaber karbonlækage, har EU gratiskvoter til konkurrenceudsatte europæiske industrier. Men Kommissionen vil med grænsetilpasningsmekanismen udfase disse, så der kan opstå lige konkurrence i og uden for EU. Initiativet falder dog sammen med en historisk høj energipris i Europa, som har skabt konflikt om EUs energi- og klimapolitik.

Da EUs stats- og regeringsledere mødtes i Det Europæiske Råd den 16. december, kritiserede flere østeuropæiske lande med Polen i spidsen EUs emissionshandelssystem og grænsetilpasningsmekanismen. Landene hævdede, at tunge industrier vil blive ramt hårdt af dyrere energi og CO₂-kvoter, og at stigningen i prisen på kvoterne skyldtes spekulation – en påstand, som European Securities and Markets Authority ikke har fundet evidens for.

Som konsekvens af konflikten kunne Det Europæiske Råd ikke nå til enighed om en fælles erklæring om Europas energipolitik. Initiativet kan gennemføres med kvalificeret flertal frem for enstemmighed, hvilket gør det sandsynligt, at det vil blive besluttet. At gennemføre mekanismen i EU er dog kun den første hindring.

Selvom forslaget ikke er vedtaget endnu, har det vakt stor international modstand. De store vækstøkonomier som Kina og Indien anklager EU for at føre protektionistisk handelspolitik. De truer med at indgive klager til Verdenshandelsorganisationen (WTO) om europæisk konkurrenceforvridning. Ligeledes har Den Afrikanske Union advaret om, at udviklingslande, som normalt er fritaget for tariffer ved eksport til EU, kan blive hårdt ramt af importafgiften. Selv USAs klimachef, John Kerry, har udtalt, at mekanismen alene bør indføres som »en sidste udvej«.

Kommissionen var bevidst om, at initiativet kunne blive genstand for modstand. For at følge WTOs regler om frihandel er mekanismen udformet som en importafgift på importører i EU fremfor en tarif. Ifølge Pascal Lamy, der har været generaldirektør i Verdenshandelsorganisationen og EU-kommissær for handel, kan initiativet desuden ikke anses for protektionisme, da det bygger på et legitimt forsigtighedsprincip om at beskytte menneskeheden fra klimaforandringer. Trods udformningen af initiativet som en afgift, der skaber lige konkurrence, og argumentet om forsigtighed, er det dog et åbent spørgsmål, om initiativet vil overleve WTO-domstolen.

Således er der tale om et stort potentiale, men det risikerer at blive kastet ud med badevandet. Det er derfor ikke ligegyldigt, om Danmark som grønt foregangsland i EU med en stærk position i europæisk og international klimapolitik vil kæmpe for initiativets overlevelse.

Umiddelbart lader initiativet til at være en sjælden mulighed for, at lille Danmark kan skabe global reduktion af drivhusgasser. Samtidig pågår en dansk debat om risikoen for karbonlækage ved indførelsen af en national CO₂-skat. Et problem, som europæiske og globale CO₂-afgifter kan modvirke.

Alligevel rammer initiativet ømme punkter i dansk EU-politik, der gør sagen dilemmafyldt for regeringen. Efter at corona, Brexit og flere år med handelskrig har sat frihandel under pres, er forsvaret af WTO og danske virksomheders konkurrenceevne kardinalpunkter for regeringen. For at gøre ondt værre er initiativet led i, at Kommissionen i kølvandet på sin store coronahjælpepakke søger at indføre afgifter, der går direkte til EU-kassen, hvilket regeringen også er kritisk over for. Kampen mellem kræmmeren og klimaaktivisten i dansk EU-politik er skærpet, og udfaldet kan for en sjælden gangs skyld få globale konsekvenser.

Side 13