Leder. Statsministeren vil have os til at stole på sundhedsmyndighedernes råd. Det er hun næppe den rette til at bede om.

Politisk ekspertise

STATSMINISTERENS genåbningsplan hviler på et fundament af sundhedsekspertise. Det forsikrede Mette Frederiksen om, da hun skulle forklare, hvorfor de fleste folkeskole-, gymnasie-, højskole- og efterskoleelever stadig må følge undervisningen fra skærmen under dynerne i isolationssengen, hvorfor erhverv som frisører fortsat må lade saksen ruste i skuffen, og hvorfor det simpelthen var uladsiggørligt at få den borgerlige opposition med i aftalen. Det ville få smitten til at stige til vejrs, hvis eksempelvis 9.-klasserne landet rundt vender tilbage skolerne, lød det – ifølge regeringen – fra sundhedseksperternes beregninger.

STYRKE har Mette Frederiksen jo førhen vist til at gøre, hvad hun mener er det rigtige. Der er således grund til at spidse ører, når hun føler behov for at låne autoritet af sundhedsmyndighederne. Statsministeren lukkede landet ned på trods af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og har det vist sig at være en fornuftig beslutning, må det samtidig stå klart for enhver, hvad budskabet var: Politik står over ekspertise. En regeringsleder bærer ansvaret for de valg, der træffes, og må derfor hæve sig over det, velmenende og kløgtige rådgivere fortæller hende. Nu kan det virke, som om hun stoler så lidt på sin egen dømmekraft, at hun må tørre ansvaret for genåbningen af på myndighederne.

ER det på den baggrund dubiøst, at regeringen ikke har anstrengt sig yderligere for at få oppositionen med, skyldes det, at Frederiksen selv har undermineret sine eksperters troværdighed. Det har hun haft sine grunde til, men så må hun samtidig acceptere, hvis også befolkningens tillid til deres dystre beregninger drages i tvivl. Man er tillige, efter erfaringerne sidste forår, tilgivet den mistanke, at de i denne tid fortæller hende det, hun hvisker dem i øret. Statsministeren har selv gjort det oplagt at spørge, om eksperterne taler som uafhængige rådgivere eller politiske embedsmænd.

OGSÅ den skepsis næres af, at Berlingske onsdag forklarer, hvor usikre sundhedseksperternes beregninger faktisk er, mens Politiken torsdag beretter, at Norge uden alvorlige konsekvenser i flere måneder har haft skolerne åbne. Vores nabolands succes har man tilsyneladende ikke interesseret sig for hos regeringen. Der vil først gives grønt lys for skoleåbningerne, »når sundhedsmyndighederne og de eksperter, der rådgiver regeringen, siger, at det er forsvarligt«, lød det symptomatisk fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

FREDERIKSENS åbningsplan kan udmærket være den rette, ligesom mistilliden til ekspertisen kan vise sig malplaceret; det vil tiden vise. Pointen er, at håndteringen af pandemien i sidste ende er et politisk spørgsmål, ikke et strengt sundhedsfagligt. Derfor forekommer det i særlig grad tykhudet, at statsministeren ikke har bestræbt sig på at give de borgerlige partier indrømmelser, så genåbningen repræsenterer et stort flertal af borgerne. Hvor almægtig hun end er, kan hun ikke alene overbevise en stadig mere udmattet og utålmodig befolkning om nødvendigheden af at udholde dette hæslige regime adskillige måneder endnu.

SVAGHED kendetegner mest af alt oppositionens leder, Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Han taler uden autoritet, og han har ikke formået at samle oppositionen om et troværdigt, samlet alternativ til regeringens, undskyld, eksperternes genåbningsplan. Men samtidig er det indlysende, at hans trængsler er en konsekvens af den himmelflugt, statsministerens popularitet har taget. Det er givetvis også grunden til, at statsministeren med stort letsind kaster Ellemann og oppositionen over bord. Men Frederiksen har ingen interesse i at svække Venstre yderligere, slet ikke i denne tid, hvor et andet hastigt opadfarende parti meget længere ude mod højre står klar til at overtage den blå fane.

I denne uge blev corona til klassisk politik. Læs Hans Mortensens analyse: 'Politisk mutation'

»EUs sanktioner mod fire russiske embedsmænd er snarere end PR-gevinst end en straf,« skriver Anna Libak i ugens anden leder.