Leder. Der er bred enighed om, at noget sagtens kan være moralsk forkert, selv om det er lovligt. Desværre breder den opfattelse sig i dansk politik, at noget så også sagtens kan være moralsk rigtigt, selv om det er ulovligt.

Lovligt umoralsk

De fleste mennesker vil formentlig medgive, at noget sagtens kan være moralsk forkert, selvom det er lovligt. For eksempel har mange under coronapandemien ment, at det er umoralsk at tage på ferie i Dubai eller at invitere et par hundrede mennesker hjem til en stor privat fest, selvom det strengt taget ikke er ulovligt.

Desværre synes den opfattelse nu at brede sig i dansk politik, at noget så også sagtens kan være moralsk rigtigt, selvom det er ulovligt. Senest har vi set det i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Konservative har fået slået fast i betænkningen til rigsretstiltalen, at adskillelsen af asylpar »politisk set var rigtig«, men »juridisk var forkert«. Det kan dårligt forstås anderledes, end at loven kan være umoralsk, og enhver må så gøre op med sig selv: Vil man helst gøre det rigtige eller det lovlige?

Samme logik har præget Socialdemokratiets argumentation i minksagen, hvor man har erkendt at have handlet uden lovhjemmel, men fastholder, at man traf den moralsk rigtige beslutning. Man ville såmænd træffe den igen i morgen. Og da en stor granskningsrapport i denne uge slog fast, at Folketingets beslutningsgrundlag for hastevedtagelsen af epidemiloven var helt utilstrækkeligt, jamen så lød begrundelsen igen: Måske gik det ikke efter bogen, men det var den rigtige beslutning, der blev truffet.

Men det går jo ikke. Det er opskriften på vilkårlig magtudøvelse, hvis landet styres ud fra politikeres anfaldsvise moralske anfægtelser og ikke ud fra loven. Hvilket naturligvis ikke betyder, at love er skrevet i sten. Vi vælger skam vores politikere til at lave lovene om. Men vi vælger dem sandelig ikke til at bryde dem. Hvis loven skal laves om, skal det naturligvis ske på retsstatens præmisser og ikke ved, at man bare sætter sig ud over den.

Hvis et flertal i Folketinget mener, at det er moralsk forkasteligt at tillade ægteskaber mellem mindreårige piger og ældre mænd, og at ingen individuel vurdering kan ændre på det faktum, jamen så skylder flertallet da at bringe lovgivningen i overensstemmelse med det, man mener er det moralsk forsvarlige. Det kan enten ske ved, at Danmark overtaler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at anlægge en anden fortolkning af artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv. Eller det kan ske ved, at Danmark udtræder af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og så eventuelt genindtræder med forbehold for artikel 8 om ret til respekt for privat- og familieliv, der forhindrer Danmark i pr. automatik at opløse ægteskaber, hvor der indgår mindreårige.

Som professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen har gjort gældende i Berlingske, er der i juridisk forstand intet til hinder for, at vi udtræder: »Ifølge EMRK art. 58 (Menneskerettighedskonventionen, red.) kan vort medlemskab opsiges med seks måneders varsel. Intet i hverken EU-traktaten eller i den statut, som har skabt Europarådet, tvinger medlemsstaterne til også at opretholde et formelt medlemskab af EMRK.« Om det også er ønskeligt, forholder Mads Bryde Andersen sig ikke til. Det skylder politikerne til gengæld at gøre. Vistnok er deres svar nej. Og hvis det er rigtigt forstået, bør de fluks ophøre med at undergrave tilliden til retsstaten ved at beskylde den for at være umoralsk. For det er faktisk virkelig umoralsk. Selvom det er lovligt.

Læs også Klaus Wivels leder: Støjbergs afgang er Løkkes ansvar