Leder. Inger Støjberg mener, at Venstres ledelse har svigtet hende. Det har den også, men af andre grunde end hun tror.

Løkkes ansvar

Løkkes ansvar Af Klaus Wivel

STØJBERG forlader Venstre. Det bebudede den tidligere integrations- og udlændingeminister i Skive Folkeblad ledsaget af en salve om, at det ikke var »Venstres kernebagland«, der var noget i vejen med. Det var der derimod med »Christiansborg-Venstre«, hvis københavnermentalitet Inger Støjberg mener har fået partiets spidser til at miste jordforbindelsen. Det sande Venstre er »robust og har værdierne i orden«, forklarede hun den midtjyske avis med en fornærmelse af den slags, hun i sin sårede forfængelighed er kommet til at forveksle med smiger. Hun mener åbenbart, at jyderne er ligeglade med, om en minister tiltales for at udstede ulovlige instrukser, så længe det tjener et godt formål. Det er noget af en påstand. Her fra hovedstaden har det aldrig været indtrykket, at juridisk sorgløshed hører til halvøens kerneværdier. Der er en grund til, at landets ældgamle samling af retsdokumenter går under navnet Jyske Lov.

ER Støjberg i færd med at forvandle sig til en identitetspolitiker, der gladeligt hiver Venstre med sig i faldet, skyldes det hendes harme over det svigt, hun føler sig udsat for i sit gamle parti. Den harme er ikke ubegrundet. Hun blev ganske rigtigt underløbet af Venstre-toppen, blot på en anden måde, end den hun forestiller sig. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen spiller i den forbindelse ikke nogen videre værdig rolle. Havde han haft modet til selv at tvinge hende til at gå af som minister eller blot standse hende, da sagen om opsplitningen af barnebrude spidsede til, var Støjberg aldrig endt i en rigsret.

OFFER er Støjberg også for andre af partiets spidser, deriblandt den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, der selv for få måneder siden kaldte Instrukskommissionen for en »barnebrudskommission« og for en »inkvisition«. Politikere må ofte æde deres ord, men sjældent så store og inden for så kort tid. Man må tilgive den tidligere integrationsminister, at hun aldrig i tide opdagede, at partitoppens støtte var som den, løkken yder den hængte.

FOR så vidt angår Venstres ledelse, er det kun alt for tydeligt, hvorfor den lod hende svæve i den vildfarelse. Støjberg ville være kendt som landets mest indvandringskritiske værdipolitiker, og Løkke vidste, at udlændingepolitiken bandt et vakkelvornt borgerligt Danmark sammen. Han så derfor gennem fingrene med, at hun offentligt trodsede hans ordre, som da hun i december 2018 nægtede at tage til Marokko for at underskrive en FN-erklæring om migration, som hun tydeligvis fandt tåbelig.

LØKKES forsømmelser har bragt hende og alle os andre i denne ubekvemme situation. Han ville hæve renter af Støjbergs popularitet og levede med, at hendes vælgertække gav hende grund til at føle sig hævet over ham og måske over loven. Den tidligere statsministers konfliktskyhed betyder, at staten nu er tvunget til at bruge mange millioner kroner på at få afgjort en sag, hvis proportioner alt andet lige ikke står mål med de ressourcer, der bruges på den.

OPPORTUNISME og svaghed har kort sagt ført Venstre-toppen ud i en eksistenskamp, hvor det pragmatiske ægteskab mellem bonden og virksomhedsejeren, landet og byen, nationen og det internationale udsyn, snusfornuften og de liberale principper er ved at blive brudt. Det vil være en ulykke for Venstre såvel som for resten af det borgerlige Danmark at se partiet svinde ind til blot at være den ene halvdel. Når De Konservative overhaler Venstre i meningsmålingerne, skyldes det jo nok mere Ellemanns trængsler end Papes samlende politik. Det vil aldrig fungere uden det forbund af socialliberalisme og nationalkonservativisme, som i tyve år gjorde Venstre til et uanfægteligt statsministerparti.

Læs Hans Mortensens analyse: 'Afdansningsbal i den borgerlige'

Læs også Anna Libaks leder om det grumsede moralske farvand – også kendt som dansk lovgivning

Side 14



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter