Det kan næsten ikke gå galt: To af klodens mest feterede stjerner, der i årevis i helt uhørt grad har spredt håb, glæde og inspiration blandt store dele af klodens folkeslag og nationer, sætter sig ned og snakker sammen om deres barndom, opvækst og liv og om alt det, USA var, er, ikke er, burde være og aldrig bør blive.

Bruce Springsteen og Barack Obama har kendt hinanden siden 2008 og har gennem årene udviklet noget, de begge definerer som venskab, og de taler efter eget udsagn om næsten alt. Samtalerne, der danner grundlag for bogen Renegades, blev tidligere med stor succes udsendt som podcast, og nu får de så endnu en tur i manegen på skrift og i nye gevandter. Det skal danske fans og læsere prise sig lykkelige for. For det er edderbroderemig en flot og vellykket bog, der er kommet ud af det. 300 siders kaffebordsluksus, illustreret ud over alle grænser med billeder, sangtekster, taler og relevante tekstuddrag fra samtalerne.