Stemmer de til regionsvalget? Det gør de nok? For det gjorde 70,7 procent af vælgerne i 2017. Men hvorfor gør De det? Af pligt sandsynligvis, og fordi De gjorde det til kommunalvalget, hvor 70,8 procent af vælgerne stemte.
Føler De dem så klædt på til at sætte krydset? Det kan jeg ikke vide. Men jeg tillader mig, med statsministerens altmodische ordvalg, at betvivle det. Det er i hvert fald ikke valgkampen, som har bibragt Dem hverken oplysning om valget eller om, hvad der er på spil i regionerne. Det er en simpel konstatering. Det er også et faktum, som må undre. For sundhedspolitik, som er regionernes primære, ja, i praksis eneste betydende opgave, står nok så højt i danskernes bevidsthed. Der er stemmer i den.
Ikke desto mindre frister regionerne skæbnen som det oversete led i folkestyret og altså også i den del af den offentlige sektor, som forsyner os med kernevelfærd. Så der er al mulig grund til for os vælgere at interessere os for regionsvalget.
Sagen er i al sin enkelhed, at regionerne forvalter 130 milliarder kroner. De går så godt som udelukkende til sundhedssektoren, altså sygehusene og praksissektoren. Regionerne er også, det følger af det første, arbejdsgivere for 100.000 medarbejdere. Det blev vi mindet om i sommer, da sygeplejerskerne strejkede uhørt længe. Det var en dyr fornøjelse for dem, men det var, er og bliver det også for regionerne og for os, som er helt afhængige af regionernes serviceydelser, når vi får problemer med helbredet. Nok er strejken overstået, men den har efterladt et dybt sår, som ikke sådan lader sig hele. Og lad mig endelig føje til, at det ikke kun er sygeplejerskerne, der er efterladt med et dybt sår. Det gælder også regionerne. De står med et problem, som det er svært at se en løsning på inden for eksisterende rammer.
Det er ikke regionernes eneste problem. Lad det her være sagt straks, at de på mange måder har gjort og gør det godt. Danmark har et trimmet sygehusvæsen. Det er topmoderne og bliver det i endnu højere grad i de kommende år, når supersygehusene fuldt ud er i drift. I modsætning til, hvad der ellers kendetegner leverandørerne af dansk velfærdsservice, og det er især kommunerne, har regionerne på sygehusene magtet støt og roligt at hæve produktiviteten. De har også, det hører med til billedet, gennem et langt sejt træk så nogenlunde fået styr på ventetiderne, og særligt prioriterede indsatser som kræftpakkerne har gjort deres til, at grimme pletter på den danske sundhedsindsats er udvisket, så indsatsen tåler international sammenligning.
Det er ikke ensbetydende med, at regionerne kan slappe af. Personaleproblemerne er nævnt. Læg dertil, at der er ganske store problemer på akutsiden. Det kan borgerne i Region Hovedstaden tale med om. Så er der almen praksis, som på mange måder er juvelen i det danske sundhedssystem: effektiv, relativt prisbillig og en fleksibel portvogter til de kostbare og knappe ressourcer i det specialiserede sundhedsvæsen. Der er blot den hage ved det, at unge læger ikke vil være (privat)praktiserende læger. De vil ikke tage bøvlet med at drive egen virksomhed, og de vil i særdeleshed ikke nedsætte sig i de dele af landet, som ligger uden for de store byer. Det område er ikke begrænset til Udkantsdanmark.
Den politiske strategi for hævelse af kvaliteten i sygehusvæsenet har været centralisering. Det er en mangeårig proces, som kulminerede med vedtagelsen af sygehuspolitikeren Lars Løkke Rasmussens plan for bygning af seks supersygehuse. Der ligger heri utvivlsomt en hævelse af den tekniske standard, men samtidig kimen til et politisk problem, som partierne – over en bred kam – fik at føle ved folketingsvalget i 2015. Centraliseringen har store politiske omkostninger for partierne, ikke mindst de statsbærende S og V.
Det er i det lys, man skal se regeringens nyligt bekendtgjorte løfte om 20 nye nærhospitaler. Timingen er så plat, at man må tænke, om de virkelig ikke kunne gøre det bedre. Den oplysningssøgende vælger er samtidig ilde stedt, for det er mere end uklart, hvilke konkrete problemer nærhospitalerne skal og kan løse. Det eneste, der står fast, er, at regionerne ikke får penge til at drive dem for, og at regionerne i samspil med Sundhedsstyrelsen (læs de nationale sundhedsmyndigheder) skal finde ud af, hvad deres rolle skal være.
Her er vi ved kernen. Godt nok skal vi på tirsdag otte dage stemme til regionsvalget, og vi skal nok gøre det. Problemet er, at regionerne siden 2007 er forvandlet til forvaltere af et nationalt styret og finansieret sundhedsvæsen. Rammerne er så snærende, at de, for at tage et eksempel, næppe har muligheden for selv at løse sygeplejerskeproblemet. De er også så snærende, at de næppe har mulighed for selv og for den sags skyld hver for sig at løsne centraliseringsknuden. Og tænker man bare moderat vildt, har de heller ikke muligheden for at eksperimentere med en flytning af grænsen mellem de højtspecialiserede offentlige sygehuse og varianter af private »for profit«-leverandører af andre sygehus- og praksisydelser. Alt dette kunne jo godt have været temaer i regionsvalgkampen? Men var de det? Sandheden er, at det ved vi vælgere ikke.
