Sårbart. En ny type af ejere åbner kvindecentre af tvivlsom kvalitet – til skade for kvinderne og for kommune- og statskassen. Det mener politikere og kvindesagsforkæmpere. »Særdeles kritisabelt,« siger socialministeren.

En god forretning

En god forretning Af Magnus Boding Hansen

Mens det meste af velfærdsstaten er underlagt bureaukrati og besparelser, er tilliden til landets kvindekrisecentre overraskende stor.

Her vurderer man selv, om en kvinde har brug for hjælp og hvor længe. Man fastsætter også selv taksten. Regningen deler kommunen og staten. Loven er indrettet sådan for kvindernes skyld: Der er ikke tid til at vente på faglig ekspertise fra kommunen, når en kvinde søger ly en sen nattetime. Et dusin kvinder dræbes hvert år i hjemmet, og titusinder får tæv.

Men flere kritikere i branchen spørger nu, om denne udstrakte tillid stadig er velbegrundet. De mener, at nye krisecentre åbnes af folk uden indlysende faglige forudsætninger.

Antallet af krisecentre for voldsramte kvinder er steget fra 47 i 2017 til 80 i dag. Nogle af de nye er inkompetente, siger Sanne Graffe, forkvinde i Landsforeningen for Voldsramte Kvinder. Hun er ugentligt i kontakt med kvinder på krisecentre: »De fortæller mig, at de føler sig opmagasineret og overladt til sig selv af en ny type bagmænd, som jagter hurtige penge.«

At de nye operatører på markedet om ikke andet er en spraglet flok, kan man google sig til:

I år har en kogebogsforfatter åbnet krisecenter i Roskilde, en integrationskonsulent har gjort det i en liebhaverbolig i Charlottenlund, og en ejendomsspekulant har startet ét i Korsør. Det samme har en kreds af finansfolk fra Vestegnen i en flække på Sydsjælland. På Nordfyn er en bodybuilder, som ejer en skønhedsklinik i Nakskov, indtrådt som direktør for et krisecenter.

En kvinde, som har været på tre af de nye krisecentre i samlet i ti måneder, fortæller: »Ét sted fik jeg kun hjælp af frivillige. Et andet blev jeg syg af at være, fordi der lugtede sådan af skimmelsvamp. På et tredje var den ene socialrådgiver ordblind og den anden nyuddannet, og de gav mig aldrig svar på noget. Direktøren drev et leasingfirma og flirtede tit med os.«

Også konkursryttere og forhandlere af motorcykler og dametøj entrerer i disse år markedet – typisk med en selskabskonstruktion, som gør det muligt at trække et overskud ud. Den kombination vækker bekymring på tværs af ideologiske skel. Som Ulrik Wilbek, Venstre-borgmester i Viborg og formand for KLs socialudvalg, formulerer det:

»De må gerne tjene penge, men det må ikke være indtjeningen, der er motivationen. Der skyder flere og flere krisecentre op, hvor vi tænker: ’Hvem er de der for?’«

Borgmesteren har ledt efter en løsning på problemet i et år uden at finde én, siger han. Han frygter, at de indskrevne kvinder svigtes, og at offentlige midler misbruges:

»Nogle har fået øje på området som et, hvor man kan lave en god forretning. Normalt er det nogle, der er optændt af den gode ild, som står bag. Nu er det nogle, vi ikke kender. Man bliver bare lidt bekymret. De indskrevne står i en utrolig sårbar situation. Det samme gør vi som samfund, fordi vi – forståeligt – har vist krisecentrene så stor en tillid, at vi kan snydes.«

Wilbek er nervøs for, om Socialtilsynet har ressourcer til at sortere de illegitime fra.

Ikke ideen med et krisecenter

At kritikken er fremherskende, viser Weekendavisens granskning af to krisecentre. Da Ellested Krisecentret 1. juni i år åbnede i nogle fremlejede kursusbygninger i Ørbæk på Fyn, var et stort drama ifølge flere medarbejdere gået forud. Før centret formelt blev deres arbejdsplads, havde de arbejdet for at sikre en godkendelse fra Socialtilsynet, og de var undervejs raget uklar med manden bag, Jannik Hansen. Han ejer kvindecentret via et holdingselskab. Hverken han eller hans kæreste og medinitiativtager, Nanna Buch, havde erfaring med at hjælpe voldsramte. Buch har ifølge virksomhedsregistre haft et nedrivningsfirma. Hun er motiveret af at have været udsat for vold i et tidligere forhold, fortalte hun stedets ansatte. Jannik Hansen ejer et juvelfirma og har fast arbejde på en olieboreplatform, som han rejser ud til i uger ad gangen.

Birte Lundgreen var daglig leder, da Ellested åbnede i sommer, og har tidligere arbejdet på velrenommerede krisecentre. Om ejeren Jannik Hansen fortæller hun:

»Fra start talte han om at ville trække penge ud til sig selv. Jeg sagde til ham, at det slet ikke er ideen med et krisecenter. Efter en måned blev jeg fyret.«

Birte Lundgreen skaffede stedet de første fire kvinder. Men hun syntes ikke, at de fik den behandling, de skulle have:

»Ellested tager 2.800 kroner pr. kvinde pr. nat. Jannik Hansen spurgte mig meget ind til det tal i starten. Det skulle være højt uden at vække opsigt, det var helt tydeligt.«

Jannik Hansen afviser i en mail Lundgreens påstande og tilskriver hende et hævnmotiv.

»Vi har aldrig lagt skjul på vores manglende erfaringer,« skriver han videre, »hvilket også er årsagen til ansættelsen af en leder.«

Ellested blev godkendt som krisecenter på den betingelse, at Socialtilsynet ville få bedre indsigt i stedets økonomi senest 1. oktober. Samme dag konstaterede Socialtilsyn Syd i en rapport, at penge flyder på uigennemskuelig vis mellem ejer og center og ikke nok med det:

Socialtilsyn Syd finder det »problematisk«, at centret ikke har »en ledelse med relevant ledelsesmæssig uddannelse og erfaring«, at centret ikke »sikrer, at borgerne i tilstrækkelig grad har kontakt til personale med relevante kompetencer i forhold til deres behov«, at »tilbuddets medarbejdere ikke i tilstrækkelig grad har opdateret viden eller praktisk erfaring med målgruppen og tilbuddets metoder«. Desuden kritiserer Socialtilsyn Syd, at der er adgang til centrets udearealer fra offentlige arealer, fordi det kan true kvindernes sikkerhed. Kritikken var dog ikke tilstrækkelig til at lukke stedet, og kun ti dage efter ophævede tilsynet, ifølge krisecentret selv, alle påbud mod dem.

Kamilla Bjørn Drøidal, direktør i LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre, frygter, at man kan åbne krisecentre af for lav kvalitet, og for om tilsynet med dem er godt nok: »Tilsynet følger en generisk kvalitetsmodel, som ikke fokuserer på den faglige kvalitet,« siger hun. Socialtilsyn Syd har afvist at lade sig interviewe.

På nettet reklamerer Ellested med, at de »henter i hele landet«.

Det tilbud betragtes blandt erfarne folk på området som en meget dårlig idé. Det kan være decideret livsfarligt for en kvinde, der vil forlade en voldelig partner, vurderer Lisbeth Jessen, direktør for krisecentret Danner og tidligere efterforskningsleder i politiets rocker- og bandeindsats og chef for national sikkerhed i PET:

»Manden kan jo helt enkelt følge bilen og opdage, hvor hun er, og hvis kvinden er overvåget, kan det føre til en konfrontation. Både bilens nummerplade og personalets udseende kan give den voldelige part spor om kvinden. 12-15 kvinder bliver dræbt hvert år. Det er kvinder i livsfarlige situationer, som sådan et tilbud kan bringe i fare,« siger hun i Danners gamle bygning ved søerne i København. Krisecentret Danner blev åbnet for »trængende fruentimmere« af Grevinde Danner i 1873 og drives i dag som en ngo.

Trine Schaldemose, vicedirektør for Mødrehjælpen, siger, at der er krisecentre, de har hjulpet kvinder væk fra, »fordi de ikke har styr på sikkerheden, og ingen voldsfaglighed har. Det kan forværre kvindens traumer.« Afhentning af kvinder finder hun særskilt problematisk: »Når kvinden tager afsted selv, kan hun sørge for at være alene på afrejsetidspunktet.«

Jannik Hansen skriver i en mail, at det naturligvis er farligt, hvis en voldsmand følger efter en kvinde, men tilføjer: »Denne risiko bliver dog ikke mindre af, at kvinden kører i egen bil, offentlig transport eller taxa. Det kræver naturligvis ekstrem årvågenhed uanset transportformen.«

»De er spekulanter«

Flere tidligere Ellested-medarbejdere bekræfter uafhængigt af hinanden, at ejeren var ukvalificeret og talte åbent om, at han håbede at trække penge ud til sig selv. To siger, at de er så bange for ham og hans kæreste, at de kun vil fortælle anonymt:

»De er pisseligeglade. De er spekulanter,« siger den ene.

Den anden siger, at hun oplevede Jannik Hansen som ­truende.

En tredje kvinde, Helena Kjær, står frem med navn i det håb, at nogen skal gribe ind:

»Alt er galt derude,« siger Helena Kjær, der arbejdede frivilligt et halvt år, før stedet åbnede. Hun havde kontraktlig lovning på et lønnet job som »driftsansvarlig«, når stedet åbnede. Forinden sagde hun dog op, da hun fik den mistanke, at ejerne havde profit for øje. »Jeg kan mærke, at tingene ikke længere stemmer overens med min ordentlighed og værdisæt,« skrev hun i en mail med sin opsigelse 29. marts 2021.

Også Dorte Walter Varde, en rutineret iværksætter på det sociale område, fik kolde fødder. Hun var ifølge en mailudveksling udset til at være bestyrelsesmedlem, men bakkede ud. I sine 25 år i bestyrelser har hun aldrig mødt nogen så uprofessionelle som dem, siger hun:

»Jeg fik en revisor til at researche dem til bunds. Alle røde lamper lyste. Tilsynet burde lukke dem. De var simpelthen for smarte i en fart. Jeg tror, de ville trække penge ud,« siger hun og viser en mail, hvori Nanna Buch med en advokat vender sit »behov for at se på muligheder i at have en indtjening af anden vej. Må man sidde i bestyrelse og yde konsulentarbejde for fonden? Skrive en faktura for de medgåede timer for fundraising, økonomistyring mm. til fonden?«

Jannik Hansen og Nanna Buch afviser i dag, at de kun ønsker at trække penge ud:

»Det er løgn, at vi har talt om at trække penge ud af stedet. Når det er sagt, er der intet ulovligt eller odiøst i at overføre et eventuelt overskud fra en virksomhed til ejerne, holdingselskab eller ej. Det er helt gængse rutiner inden for virksomhedsdrift og et væsentligt incitament for udvikling,« skriver de i en mail.

De lever af Jannik Hansens løn fra boreplatformen, tilføjer de og hæfter sig ved, at de er godkendt af Socialtilsynet: »Vi indrømmer gerne, at vi i de første faser i perioder har famlet os frem, men igennem hele forløbet har det været i dialog med Socialtilsynet og med fagmedarbejdere som de drivende kræfter.

Det afgørende må dog være fasen efter etablering, herunder hvorvidt socialtilsynet har godkendt krisecentret og har tillid til dets drift, samt hvorvidt beboerne på krisecentret trives. Som tidligere nævnt blev centret godkendt den 4. juni.«

Parret skriver, at de ugen før udsendelsen af tilsynets kritiske rapport havde et godt møde med tilsynet, hvor de fik at vide, at de var i »udvikling, ikke i afvikling«.

Som svar på anklagerne sender de også en erklæring underskrevet af deres medarbejdere, som i samlet flok og i første person ental forholder sig til denne artikel: »Jeg kan ikke genkende artiklens fremlægning af hverken Nanna (Buch, red.) Hansen, Jannik Hansen eller Ellested Krisecenter.«

Kvinder som ikke kan lide mænd

Farverig er ved første øjekast også Søhavegaard Krisecenter nær Sindal i Nordjylland.

Det drives af Christian Tække og hans kone, Sascha Kirchert. Sammen har de tidligere haft en Bed & Breakfast på ejendommen.

Kilder med et nært kendskab til stedet beskylder over for Weekendavisen Søhavegaard for at vægte profit over faglighed. Ingen af dem kan dog bevise egentlige uregelmæssigheder.

Ifølge Christian Tække er beskyldningerne udtryk for en beskidt kamp om branchens sjæl:

»Der pågår en lille intern krig mellem kvindekrisecentrene. Vi er nogle forholdsvis nye aktører i branchen, hvor der også er en gammel garde af kvindesagsforkæmpere med stort Q,« siger han.

De har ikke alle været lige imødekommende over for ham, som var den første mand, som åbnede et kvindekrisecenter. »Der er kvinder, som pr. definition ikke kan lide mænd, men formålet med vores arbejde er jo at ændre en voldskultur.« Christian Tække siger, at der »selvfølgelig er brodne kar i branchen«, men at han ikke er et af dem.

Andre af de nye aktører svarer igen i samme tone. Stine Louise Eising von Christierson, administrerende direktør i Forenede Care, som startede inden for vinduespudsning og nu driver to krisecentre, kalder kritikken af sit firmas historie og mulighed for profit for »snobberi og ideologi«.

Misbrug af offentlige midler

At der skal en hel del til, før et krisecenter lukkes, vidner en anden aktuel sag om. Ifølge landets fem socialtilsyn er kun ét krisecenter lukket siden begyndelsen af 2020. Det skete efter et forløb med grove uregelmæssigheder og en politianmeldelse. Af en aktliste fra Socialtilsyn Syd fremgår det, at et krisecenter blev angivet til en hvidvaskenhed i politiet af en tidligere revisor. Weekendavisen kender centrets navn, men skriver det ikke, fordi der, efter vi kontaktede dets ejer, er blevet nedlagt navneforbud i sagen på initiativ fra dennes advokat.

Også Socialtilsyn Hovedstaden, som stedet hørte under indtil januar 2021, nåede at politianmelde tilbuddet og dets ejer for »formodet misbrug af offentlige midler af et større omfang«, uden at det på det tidspunkt blev lukket.

I stedet blev der 12. april 2021 afholdt et virtuelt dialogmøde.

Dagen efter kom tilsynet på uanmeldt besøg og fik ifølge aktindsigten at vide af flere medarbejdere, at deres løn var forsinket, og at der var knappe ressourcer til indkøb af mad, værnemidler og olie til fyret. Krisecentret havde ellers ifølge sit seneste offentliggjorte regnskab et overskud på over en million kroner. Centret erklærede sig dog konkurs få dage før en vigtig frist for at indlevere beviser i sagen.

Af de akter, Socialtilsyn Hovedstaden overdrog til Socialtilsyn Syd i januar 2021, fremgår det videre, »at tilbuddets daværende eksterne regnskabsmedarbejder havde afbrudt samarbejdet i sommeren 2020, idet der efter hendes opfattelse skete misbrug af offentlige midler ved anvendelse af beløb fra tilbuddets drift til private formål for selskabets ejer«. Til tilsynet oplyste ejeren, at det var hende, der var blevet snydt af en tidligere medarbejder, som hun hævder »angiveligt havde overført skønsmæssigt mellem kr. 1,2 millioner og 1,3 millioner fra tilbuddet til sig selv«. Det samme skriver hun til Weekendavisen. Ejeren fik også del i de millioner, som sundhedsminister Astrid Krag i 2020 satte af til nye krisecenterpladser.

Hvor krisecentrets penge er blevet af, forsøger en kurator nu at finde ud af. Anklagemyndigheden i Næstved bekræfter til Weekendavisen, at sagen fortsat efterforskes.

En kvinde, som i lang tid var stedets daglige leder, fortæller i sit hjem i København, at end ikke hun fik lov af ejeren til at se de reelle budgetter og ofte personligt måtte lægge ud for indkøb.

»Vi manglede altid alt muligt, selvom taksten var ret høj,« siger hun.

Den politianmeldte ejer afviser i sit svar til Weekendavisen de nævnte påstande. Hun har tværtimod skudt kapital i virksomheden, skriver hun. »Vi drev et velfungerende krisecenter med høj faglighed, hvilket også fremgår af socialtilsynets score. Kvinderne har naturligvis intet manglet. Lukningen skete som følge af koncernens samlede økonomiske situation, som dels skyldtes covid-19, dels injurier.«

Hun tilføjer, at hun kun nåede at modtage en brøkdel af Socialstyrelsens bevilgede midler til nye krisecenterpladser, og at hun vil »retsforfølge relevante parter«.

Siden den tidligere daglige leder forlod stedet, har hun arbejdet på at åbne sit eget kvindekrisecenter. Det er svært at gennemskue markedet, også som idealist, fortæller hun. Selv ønsker hun at skrive ind i vedtægterne, at hendes center ikke må tjene penge. Men hun ved fra to krisecentre, at de trækker overskud ud på hele syv og ti procent. Det overrasker hende, at den praksis vinder frem, siger hun: »De fleste i branchen er stadig ildsjæle. Men noget er gået galt.«

I en reaktion på denne artikel oplyser socialminister Astrid Krag, at et lovindgreb er på vej:

»Nu strammer vi op – og det gør vi netop for at luge ud i de brodne kar i branchen. Vi styrker Socialtilsynet og det økonomiske tilsyn med sociale tilbud, hvilket et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om (i foråret, red.). Den giver flere muligheder for at gribe ind, når kvaliteten ikke er i orden, og bliver udmøntet i et lovforslag, som jeg fremsætter her i efteråret,« skriver hun.

»De forhold, som beskrives i artiklen, er særdeles kritisable. Vi har at gøre med kvinder, som står i en utrolig svær situation, og hvis liv er præget af kaos, afmagt og fortvivlelse. Dem skal vi som samfund kunne tage hånd om.«

Side 4






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank