I grunden synes jeg ikke, jeg har gjort noget særligt. Det burde ikke være noget særligt at skrive de få ord, jeg skrev på Facebook, dagen efter at en islamist dræbte den franske lærer Samuel Paty: »Fremover vil Muhammedtegningerne indgå som en del af min undervisning. Jeg opfordrer andre undervisere til det samme i respekt for vores modige kollega i Paris. Og for at sikre grundlaget for vores arbejde: ytringsfriheden.« Men de få ord – sammen med Jyllands-Postens 12 Muhammedtegninger – satte en storm af vrede kommentarer i gang, og nogle af dem var desværre også truende. Fjernede jeg ikke tegningerne og min erklæring om at vise dem i undervisningen, kunne det gå mig skidt. Efter råd fra politiet fjernede jeg opslaget samme aften, fik hemmelig adresse og en kontaktperson hos PET. Derfor ønsker jeg ikke at stå frem ved navn og modtage prisen personligt. Og det er jo problemet i sin nøddeskal. Truslerne stoppede, da jeg fjernede opslaget. Dem, der truede mig, fik det, som de ville have det. Det gør, at jeg kan leve en næsten normal tilværelse. Men det har sin pris: Voldsmanden vandt, og frygten for ham forplanter sig til skoler, uddannelser og hele samfundet. Derfor har jeg det også som Daniel i Matador, da hans bedstemor Katrine forærede ham en hest, men han hellere ville have haft den af sin far. Jeg ville hellere have fået prisen fra dem, der har meget at skulle have sagt, men intet siger. Eller som afviser, at der overhovedet er et problem:
Jeg ville hellere have fået en pris af de muslimske samfund i Danmark. At de åbent og utvetydigt fordømmer drabet på Paty og tilkendegiver, at lærere naturligvis kan vise Muhammedtegningerne i undervisningen. Enkeltstående muslimer har ganske vist beklaget truslerne og støttet op om at vise tegningerne. Jeg ville ønske, at de kunne overbevise de muslimske samfund om det samme. Jeg ville hellere have fået en pris af lærernes fagforeninger. At undervisningen ikke skal bero på, om den enkelte underviser tør vise Muhammedtegningerne. Jeg værdsætter foreningernes erklæringer om undervisningsfrihed, og at den indebærer friheden til at vise Muhammedtegningerne. Men hvordan kan den sikres? Ved at vi lærere tager vores dannelsesopgave på os, er svaret ganske rigtigt. Men den opgave kan vi kun tage fuldt og helt på os, hvis vi har friheden til det. Det har vi ikke, hvis vi må frygte for vold. Og det har vi ikke, hvis vi ligger under for misforståede hensyn til studerende og elever, der angiveligt krænkes af tegningerne og derfor skal beskyttes mod dem. Et sådant hensyn går jo netop imod hele ideen om dannelse: at lytte til andres synspunkter og danne sine egne. Det gælder også – eller rettere især – de synspunkter, der byder en imod. Jeg ville ønske, at lærernes foreninger gik skridtet videre og krævede reel undervisningsfrihed. Rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann er undtagelsen, der bekræfter reglen. For han har modigt og lige fra starten stillet sig frem og bakket fuldt og utvetydigt op om min og mine kollegers undervisningsfrihed. Netop fordi den er hele forudsætningen for dannelsesopgaven.
Og jeg ville hellere have fået en pris af undervisningsministeren. At hun ville tage lærernes frygt alvorligt og gå helhjertet ind på at sikre undervisningsfriheden. Trods bred politisk fordømmelse af trusler mod undervisningsfriheden afviser hun at udgive undervisningsmateriale, der viser Muhammedtegningerne. Men det er sådan, voldsmandens veto kan brydes. Det er sådan, vi som samfund kan sikre lærernes ytringsfrihed. Hvis ikke, bliver vores læreplaner reelt sanktioneret af ømskindede og voldsparate islamister. Ikke alene får vi et samfund uden oplysning om og undervisning i Muhammedtegninger. Vi får også et samfund, som potentielt viger uden om andre ømtålelige emner.
Når de muslimske samfund, lærernes fagforeninger og undervisningsministeren ikke vil sikre lærernes ytringsfrihed, er Sappho-prisen så meget desto vigtigere. Derfor stor og varm tak for den.
Anonym underviser på Københavns Professionshøjskole og modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisen overrækkes søndag. Underviserens identitet er redaktionen bekendt. Indlægget er underviserens takketale.
Dette er et læserbrev og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
