Det er også en rus at være sur, og er man det virkelig grundigt og gennemgribende hele natten lang, kan man ende med nogle enorme tømmermænd. Men jeg må indrømme, at jeg føler mig helt lys og let i hovedet oven på de serielle surhedsanfald, jeg den seneste tid er gerådet i grundet »lallede bogbloggere og aggressivt prof forlagsmarkedsføring og sociale mediers positivitetstyranni«, som jeg her i tillægget sammenfattede den kælne konspiration.

Heller ikke det velopdragent overbærende, dannet irriterede indlæg ovenfor fra forlagsdirektør Jacob Søndergaard, som jeg i mange år på Rosinante&Co havde et glimrende samarbejde med om udgivelsen af det – i forhold til så megen smalhed – groft forkælede, redaktionelt uafhængige poesitidsskrift Hvedekorn, kan jeg finde ud af at reagere på med andet end barnlig insisteren på min surhed.