Synspunkt 1. Hvad er forskellen på avisernes boganmeldelser, forlagenes markedsføring og bogbloggernes indlæg? Debatten om litteraturkritikken raser. I denne kommentar anfægter forlægger Jacob Søndergaard Lars Bukdahls kritik af forlagsbranchen og bogbloggere.
Sure stråmænd
Kristeligt Dagblad indledte sidste måned en interviewrække, hvor forskellige aktører fra bogbranchen udtaler sig om, hvor den litterære institution bevæger sig hen i disse år. Den første, der fik ordet, var Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl. God idé. Dagen efter fik jeg mulighed for at sige noget. Det var jeg glad for.
Til gengæld ærgrer jeg mig over, hvad Bukdahl siger i sit interview, for det er spækket med vildledende påstande og nedladende insinuationer. Påstande, ikke bare om forlagsbranchen og det forlag, som jeg står i spidsen for, men også om de mange bogbloggere, der deler læseoplevelser og boganmeldelser på deres blogs og på de sociale medier. Påstande, som Bukdahl gentager i en kommentar i Bøger #37. Her er hovedsynspunktet vistnok, at jeg og Gutkind Forlag skulle være imod kritiske anmeldelser og tilhængere af lutter begejstrede udråb på sociale medier. Sådan er det ikke.
Del: