Der er grøde i personlighedspsykologien. I faglitteraturen kan man støde på udtryk som »renæssance« og »guldalder«, og hos førende forskere mærker men en oprømt entusiasme.
»Ja, jeg er sgu kommet til at føle mig accepteret og nærmest mainstream,« lyder det fra Brent Roberts, som er veteran i feltet og professor ved University of Illinois i Urbana-Champaign. »Da jeg gik ind i området for tyve år siden, var det en glemt og hensygnende udkant af psykologien, og ingen ville have os med til deres konferencer. Men nu sprudler forskningen, og andre fagfelter fatter interesse for personlighed.«
Spørger man Steven Ludeke, som er lektor i biologisk og kognitiv psykologi ved Syddansk Universitet, handler opturen især om, at man endelig har lagt en gammel diskussion på hylden. Det han kalder »det store dødvande mellem ’essentialister’ og ’situationister’«. Hvor førstnævnte hævdede, at personligheden var stabil og dens træk praktisk uforanderlige, eksisterede der ifølge sidstnævnte slet ikke nogen »personlighed«. Det enkelte menneske indrettede sig efter og reagerede på de situationer, vedkommende nu engang kom i.
»Men nu har data efterhånden udryddet de to ekstremer og eksponeret en mere kompleks og mere interessant virkelighed,« siger Ludeke. »Der er en vis stabilitet, men der er samtidig muligheder for forandring af personlighedstræk gennem hele livet, og disse muligheder er vi nu i stand til meget konkret at udforske.«
De fem store
»Mulighederne,« siger Brent Roberts, »skyldes i høj grad, at vi står med en model for personlighedstræk, som endelig er bredt accepteret og meget velunderbygget. Nemlig de såkaldte Big Five.«
Femfaktormodellen, som er udviklet af amerikanerne Paul Costa og Robert McCrae i 1980erne og 90erne, er i dag den gyldne standard for at kvantificere personlighedstræk. Modellen beskriver et menneskes personlighed som spændt ud i et koordinatsystem med fem navngivne dimensioner eller domæner. Det er udadvendthed, neuroticisme (eller emotionel stabilitet), venlighed, samvittighedsfuldhed og åbenhed. For hvert domæne skal man forestille sig en akse, der går fra et lavt til et højt niveau, og den samlede score i et domæne dækker over scoren på seks mere specifikke facetter. For neuroticisme, der indfanger personens tendens til at fokusere på negative følelser, indgår således facetterne bekymring, temperament, pessimisme, social ængstelighed, impulsivitet og stressfølsomhed.
Til at kvantificere dimensioner og facetter bruger man testen NEO Personality Inventory-Revised eller NEO-PI-R. I sin fulde udgave består den af 240 spørgsmål eller snarere udsagn, som man skal bedømme på en skala fra 1 til 5 ud fra, hvor godt det passer på én selv. Simple udsagn som: »Jeg udvikler brillante ideer«, »jeg er ikke interesseret i abstraktioner«, »jeg er centrum for festen« og »jeg bryder mig ikke om at vække opmærksomhed«. Man får ikke en absolut score – et tal – men scorer altid op imod en norm i den befolkning eller gruppe, man indgår i. Metoden fortæller dermed, at man eksempelvis ligger i den øverste tiendedel for åbenhed og den nederste halvdel for neuroticisme.
»Personligheden består ikke kun af sine træk,« understreger Brent Roberts og lover at komme tilbage til, hvad der ellers er i spil. »Men du kan sige, at trækkene er den grundbestanddel, der beskriver karakteristiske og automatiske mønstre af tænkning, følelse og adfærd, som er konsistente over tid, og i høj grad også situationer.«
Livet former personligheden
Personligheden er så at sige den default-indstilling, vi går til livet med. Men at den er konsistent over tid, betyder ikke, at den er uforanderlig.
»Nej,« understreger Brent Roberts hurtigt, »og faktisk er renæssancen i feltet især drevet af forskning i netop personlighedsudvikling. Vi er ved at få et ret godt billede af, hvad der helt af sig selv sker i løbet af et liv, og hvordan man selv aktivt kan ændre på personlighedstræk.«
Billedet skyldes i høj grad, at forskerne i de senere år har fået adgang til gode og store datasæt, som følger mennesker over tid. Som da Rodica Damian fra University of Houston i 2019 var den første til at analysere data fra de samme mennesker med 50 års mellemrum, nemlig knap 4000 amerikanske high school-elever, hvis personlighed blev vurderet som 16-årige og igen som 66-årige. Undersøgelsen i Journal of Personality and Social Psychology, viser, at der både er tale om en stabil komponent og om individuel foranderlighed.
Det stabile ligger i det, man kalder rangorden. Man beholder nemlig jævnt hen sin position i populationen, sådan forstået, at hvis man i gymnasiet var mere udadvendt end de fleste af sine klassekammerater, vil man med høj sandsynlighed stadig være det til genforeningen 50 år senere.
»Men de samlede studier på området peger på, at der sker en modning med nogle karakteristiske forandringer i personlighedstræk hen over livet,« forklarer Roberts og tilføjer, at »især de helt unge kan se frem mod noget bedre«.
Fra man er teenager til ung voksen og senere midaldrende stiger både venlighed og samvittighedsfuldhed, som dækker karaktertræk som ansvarsfølelse, selvdisciplin og orientering mod præstation, mens graden af neuroticisme falder, særligt i ungdommen.
Også åbenhed, som har at gøre med, hvor fantasifuld, intellektuelt nysgerrig og eksperimenterende man er, har det med at stige i løbet af ungdommen, mens både den og samvittighedsfuldheden falder fra midt i livet og frem mod alderdommen. Hvis man skal opsummere, kan man sige, at vi dels får slebet kanter af, dels bliver lidt stivere i psyken og lidt mere efterladende med alderen.
»Det er bevægelser, der gælder i gennemsnit,« bemærker Brent Roberts. »Derudover sker der individuelle forandringer af specifikke personlighedstræk, som hænger sammen med livsomstændigheder og erfaringer.«
En ofte citeret undersøgelse fra 2004 fandt, at teenagere, der fik mere støtte fra familiemedlemmer, scorede højere på venlighed som unge voksne end teenagere, der var vokset op med mindre støtte. Flere studier har peget på, at et arbejdsliv med mange positive oplevelser kan give en lavere score på neuroticisme og altså dæmpe tendensen til at dvæle ved negative følelser og halvtomme glas. Samme udvikling ser ud til at ske i et godt parforhold, som samtidig kan øge scoren på samvittighedsfuldhed. Dårlige parforhold – især dem, der er forbundet med seksuelle vanskeligheder – kan omvendt få graden af neuroticisme til at gå op.
Er man ude efter positive personlighedsforandringer på flere fronter, kan det tilsyneladende anbefales at rejse. I hvert fald, hvis man er tysk. Psykologen Julia Zimmermann undersøgte i 2013 godt 1.100 tyske studerende, som enten blev hjemme eller rejste ud i forbindelse med uddannelse. De, som tog ud, havde en større chance for at få løftet deres score på både udadvendthed, åbenhed og samvittighedsfuldhed ved hjemkomsten – uafhængigt af, hvordan de scorede før udrejsen. Deres score på neuroticisme gik til gengæld ned.
Muligheden for at ændre sig
»Den type observationer fører til, at vi må stille det mere provokerende spørgsmål: Kan den enkelte forandre udvalgte personlighedstræk gennem målrettede interventioner?« siger Brent Roberts.
Han mener spørgsmålet retorisk, for han har selv undersøgt sagen. I 2017 gennemgik han 207 studier af mennesker, som havde været i psykoterapi, og konkluderede, at det gør noget ved personligheden. Det var især trækkene neuroticisme og udadvendthed, som viste forandring – henholdsvis ned og op – og ændringerne beløb sig til mere end en halv standardafvigelse. Det gør ikke en tavs østers til receptionsløve, men det er klart mærkbart både for personen selv og vedkommendes omgivelser.
Forandringerne manifesterede sig inden for fire til otte uger og holdt sig i hvert fald et halvt til et helt år efter afsluttet terapi. Visse studier antyder ifølge Roberts, at effekten holder sig i årevis.
»Interessant nok er forandring ikke afhængig af, hvilken type terapi man gennemgår, og vi formoder, at den aktive ingrediens er nogle fællestræk ved alle terapiforløb; nemlig at klienten har en motivation for at ændre sig på bestemte områder, og at terapeuten optræder som en accepterende og støttende autoritet,« siger Roberts.
Et helt nyt studie antyder dog, at man også kan bruge en computer. I hvert fald beskriver Mirjam Stieger fra Brandeis University i tidsskriftet PNAS et eksperiment med godt 1.500 deltagere, som blev coachet af en mobilapp ved navn PEACH.
I appen vælger man personlighedstræk, som man ønsker at ændre i en given retning, og vejledes herefter af PEACH, som både kan chatte, vise videoer og give øvelser og anbefale tilpassede adfærdsændringer. Og det virker faktisk. I forhold til kontrolgruppen rapporterer både forsøgspersoner og deres bekendte om personlighedsændringer i den ønskede retning, og foreløbig holder de sig i de tre måneder, man har undersøgt.
»Kan vi gøre noget for at ændre os? Det er det spørgsmål, jeg oftest får fra mine studerende, når jeg underviser i personlighedspsykologi,« fortæller Steven Ludeke fra Syddansk Universitet. »Og jeg mener, at beskeden om den foranderlige personlighed er vigtig at få indarbejdet i kulturen i bredere forstand. Fordi vores personlighed har gennemgribende indflydelse på vores liv.«
Sådan en indflydelse troede den bredere psykologi ellers ikke på, indtil erhvervspsykologer tilbage i 1990erne begyndte at vise sammenhænge mellem aspekter af personligheden og sager som jobpræstation og jobtilfredshed. Ud af det arbejde voksede en underskov af enkeltstudier og senere metaanalyser, som i dag tegner et billede af nogle klare statistiske sammenhænge. Groft sagt er personligheden et af psykologiens bedste parametre, når det kommer til at forudsige udfald i domæner som parforhold, generel livstilfredshed samt fysisk og mental sundhed.
Personligheden former livet
En del hænger på graden af samvittighedsfuldhed. En høj score på denne dimension og dens facetter af selvdisciplin og selvregulation har i gentagne undersøgelser vist en positiv sammenhæng med bedre skolepræstationer, bedre præstationer på job, højere indkomst, bedre sundhed, et bedre velbefindende og et længere liv.
Omvendt er en høj score på neuroticisme knap så god at have. Den øger blandt andet risikoen for depression og angst, for kroniske fysiske lidelser og for ringere tilfredshed i parforhold.
»Vi er ved at få fingerpeg om, at personlighedsforandring har konkrete følger,« siger Brent Roberts og kommer med et eksempel. »Studier fra den kliniske psykologi peger på, at en ændring i scoren på neuroticisme betyder mere for langtidsprognosen for depressionsbehandling, end en ændring i patientens depressionsscore gør.«
I det hele taget breder personlighedspsykologien sig, fortæller Steven Ludeke. I en kommende artikel i det toneangivende Journal of Personality and Social Psychology viser han og kolleger, hvordan en lang række konstruktioner, som bruges i den bredere psykologi, i realiteten er facetter af Big Five. Det gælder populære størrelser som selvværd, impulsivitet, vedholdenhed, robusthed og mange andre.
»Hvis flere vil bruge Big Five i stedet for at opfinde deres egne træk, kan vi forankre eller forbinde meget af psykologien i personlighedsforskning og åbne øjnene for, at personlighed netop er en faktor i alt, hvad der har med menneskers oplevelser og adfærd at gøre,« siger Ludeke.
Brent Roberts deler visionen. Han mener ligefrem, at psykologien endelig er moden til, at man vender tilbage til at producere »store teorier«.
»Som jeg begyndte med at sige, er Big Five en grundbestanddel i fænomenet personlighed, men der indgår andre aspekter. Over de seneste tyve år er forskningen kommet frem til yderligere tre domæner, nemlig motiver, evner og narrativ identitet. Endnu ved vi langt mindre om dem end om træk, men de har oplagt betydning,« siger Roberts.
Man kunne som eksempel nævne socio-emotionelle evner. Som Weekendavisen for nylig beskrev, oplever den pædagogiske verden en hel bevægelse for at booste børns sociale kompetencer, ligesom ledelsesfilosofier vil gøre det samme for medarbejdere (»Følelsesregiment«, Ideer 3. september).
»Ja, det er interessant. Evner er jo potentialer, men vi ved faktisk endnu ikke, hvor stabile eller foranderlige de er hos den enkelte. Opgaven er nu at få undersøgt og integreret disse domæner med Big Five,« siger Roberts og holder en lille pause.
Det her lyder måske grandiost, men vi skal forsøge at skabe kernen i en samlende teori for selve den menneskelige natur.«
