Realisme. Med bare ni procent af den globale CO₂-udledning i Europa er det vigtigt, at måden, vi reducerer udledningen på, kan kopieres i resten af verden, siger den tyske klimaforsker Hans von Storch om den europæiske klimapolitik.

Vi når ikke Paris

Vi når ikke Paris

Europa bør gå forrest i kampen for at reducere CO₂, siger den tyske klimaforsker Hans von Storch om EU-Kommissionens nye klimaudspil »Fit for 55«.

Men, fortsætter han: Det vigtigste er ikke hvert gram CO₂, vi sparer i Europa, men at hvert gram, vi reducerer, sker på en sådan måde, at reduktionen kan gentages og blive til gigaton CO₂-reduktion i resten af verden.

»Det kan vi gøre med teknologi, som er økonomisk billig, og som kan bruges i andre lande med langt større udslip,« siger han.

»Ellers når vi ikke i nærheden af at nedbringe de globale CO₂-udledninger til nul endsige leve op til Parisaftalen. Andre lande har også dygtige forskere og udviklere, men vi har i Europa stor viden om, hvad der skal til.«

Hans von Storch er en af klimadebattens sværvægtere. Han har været med til at skrive den naturvidenskabelige del af IPCCs tredje (AR3) og femte (AR5) klimarapport som såkaldt lead author. Og han har en række videnskabelige artikler og en stribe bøger bag sig om klimaproblematikken, blandt andet Die Klimafalle (Klimafælden) om den farlige forbindelse mellem politik og klimaforskning.

Jeg er taget til Rødvig for at tale med ham om IPCCs sjette klimarapport (AR6), om oversvømmelserne i Eifel-området og om forslaget til at skærpe den europæisk klimapolitik, »Fit for 55«, fra EU-Kommissionen. Også forholdet mellem forskning og politik vil jeg høre hans holdning til.

Professor Hans von Storch har været chef for det tyske kystforskningsinstitut nær Hamborg og professor i meteorologi ved Hamborg Universitet. Jeg har læst, at han har et sommerhus på Stevns, men vidste ikke, at han taler godt dansk og kun undtagelsesvis må søge efter danske ord. Og han insisterer på, at vi taler dansk, så han kan øve sig på sproget.

At han sammen med sin hustru, der også er klimaforsker, som udlænding har kunnet få lov at eje et sommerhus i Danmark og desuden har interesse for at tale dansk, skyldes, at hans mor oprindelig var dansk statsborger. Hun tilhørte det tyske mindretal i Tønder, men da hun i 1946 blev gift med en tysk statsborger, tog staten hendes danske statsborgerskab fra hende. Sådan var reglerne dengang. Selv blev han født på Föhr, en lille ø i Vadehavet syd for Sild, og altså omkring 20 kilometer syd for den danske grænse. At han er velbevandret i dansk, kommer blandt andet af, at han har abonneret på Politiken i næsten 50 år, fortæller han.

Hans von Storch var som sagt lead author på AR5, så hvordan opfatter han den nye IPCC-rapport?

»Den sjette IPCC-rapport siger først og fremmest, at den femte klimarapport var rigtig. Nu er man mere sikker på det, man sagde for seks år siden. Den indeholder ikke dramatiske nye udsagn. Og den er også mere sikker på, at opvarmningen er menneskeskabt, men kun på den måde, at der ikke er andre forklaringer på, at det bliver varmere. Det er altså et statistisk bevis, at klimaet ændrer sig på grund af vores udledning af CO₂,« siger professoren.

»Klimarapporten viser, at vi kan beskrive udviklingen mellem udledning og opvarmning i vores klimamodeller. Derfor kan vi sige, at hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, bliver det varmere i et omfang, vi kan beregne. Vi får længere perioder med mere varme, og vi får oftere kraftigt nedbør, fordi varmere luft kan indeholde mere fugtighed. Derimod kan vi ikke sige, at der bliver flere storme i vores del af verden eller flere og længere kuldeperioder. Vi kan heller ikke sige noget om hagl. Der er altså nogle ekstreme vejrbegivenheder, som kan forbindes med klimaforandringer, mens andre ikke kan. Men i den offentlige klimadebat blive de alle begrundet med menneskeskabte klimaforandringer.«

Tilpasningstid

Klimaet er farligt, og det bliver farligere. Hvad vi ikke ved, er, om oversvømmelserne, som vi har set for nylig i Eifel-området i det vestlige Tyskland, skyldes drivhusgasser, men det er plausibelt.

»Men faktisk ved vi også fra optegnelser fra byen Ahr­weiler, der blev ramt af katastrofen, at der gennem de sidste 600 år har været voldsomme skybrud og oversvømmelser cirka en gang hvert hundrede år. Så det er ikke sådan, at det ikke kan ske igen, selvom vi lykkes med at beskytte klimaet,« siger han.

Rapporten forventer det samme af fremtidige stigninger i havets vandstand som den femte klimarapport: omkring en meter i slutningen af dette århundrede eller cirka to meter ifølge mere aktivistiske forskere.

»Jeg finder det også værd at bemærke, at med de scenarier, der bliver brugt i fremskrivningerne, er der næsten ingen af modellerne, hvor verden lever op til 1,5 procent-målet fra Paris. Det vil blive overskredet. Det er, hvad IPCC køligt skriver.«

Professoren siger, at det bliver umuligt at få den globale udledning af CO₂ ned på nul i løbet af ganske få årtier, uanset hvor meget man prøver i de rige lande. Det får ham til at opfordre til at lægge mere vægt på det, man kalder klimatilpasning.

»Vi står over for to opgaver: at reducere CO₂-udledningen – det er det, klimaaktivister og politikere taler mest om – samt at tilpasse vores systemer og infrastruktur til at kunne klare ekstremt vejr som skybrud og stormfloder. Kampen for at reducere CO₂-udledningen må ikke betyde, at vi ikke forbereder os på at begrænse for eksempel oversvømmelser. Her er der i Tyskland aktivister og også visse forskere, der siger, at det at bruge kræfter på klimatilpasning bare er et skalkeskjul for ikke at gøre noget ved udledningen af drivhusgasser.«

Professoren pointerer, at situationen er dybt alvorlig, og at der skal handles nu.

»Men jeg synes, at der er et politisk motiv bag at fremstille det, som om vi står ved randen til en katastrofe – apokalypsen, som nogle kalder det, øjensynlig uden at vide, hvad apokalypsen egentlig betyder i bibelsk forstand. Men sådan er klimadækningen i medierne typisk i Tyskland, for eksempel i Der Spiegel og Die Zeit. Du ser det samme i Politiken i Danmark.«

Von Storch vender tilbage til EU-Kommissionens nye klimaforslag, og hvad vi kan gøre i Europa.

»Jeg tror, at vi vil opleve en ændring i den politiske dagsorden i løbet af de næste ti år, hvor man erkender, at vi ikke klarer Paris-målet på 1,5 grader. På verdensplan klarer vi heller ikke at stoppe udledningen af CO₂ inden 2050. Der vil være en del lande, der klarer at reducere udledningen af CO₂, men ikke så meget, som der er behov for. Lande som for eksempel Sydafrika vil fortsætte med at udlede CO₂ i lang tid. Vi må erkende, at store dele af verden stræber efter at komme til at leve på den måde, som de ser i Hollywood-filmene på tv. Samtidig bliver vi flere mennesker i verden. Så det er ikke nemt. Vi skal ned på nul. Ikke kun i Tyskland og Danmark, men i hele verden.«

Professoren forklarer, at når vi taler om Kinas store udledning, skyldes en del, at vestlige lande har flyttet en betydelig del af deres industriproduktion til Kina.

»Vi må heller ikke glemme, at Kina har gjort en kæmpemæssig klimaindsats med sin etbarnspolitik. Ellers havde der været omkring 400 millioner flere kinesere i dag.«

Det, vi ifølge von Storch kan gøre i Europa, er at udvikle teknologi, som er klimaneutral, og bruge den, selvom den stadig er dyr. Dermed kan vi bidrage til, at den udvikles yderligere.

»Det var det, vi gjorde med LED-pærerne. Det kan vi gøre med elbilerne og så videre. Og synes vi personligt, at det ikke går hurtigt nok, kan de af os, der har råd, betale en frivillig skat til teknologiudvikling, for eksempel til at gøre skibsfart CO₂-neutral. Så skal der komme store negative emissioner, altså bindinger af CO₂. Det er der ikke så mange, der taler om, men det er en kæmpeudfordring.«

Tysk kernekraft

I Tyskland besluttede kansler Merkel efter Fukushima at lukke de tyske kernekraftværker. De sidste lukker efter planen i 2022, og de sidste kulkraftværker i 2038. Man kalder det et led i den såkaldte Energiewende (energivending), som skal erstatte kernekraft og kul med sol, vind og biomasse. Men kun coronakrisen gjorde, at Tyskland med 40,8 procent levede op til sit eget 2020-mål om en CO₂-reduktion på 40 procent siden 1990. Og det tyske miljøministerium vurderer, at målet om en reduktion på 65 procent i 2030 ikke bliver nået, men kun 49 procent, hvis der ikke kommer nye indgreb.

Hans von Storch forventer, det bliver besluttet, at de resterende kernekraftværker får lov at køre videre, så længe de kan. Ikke at han ønsker det, men det er rationelt. Ikke mindst når man mener, at hvert gram CO₂-reduktion tæller, og når man ikke vil gøre op med Sankt Florian-princippet (det, man i Danmark kalder »ikke-i-min-baghave«) ved at etablere højspændingsledninger fra Nordtyskland med strøm fra vindmøllerne i Nordsøen og Nordtyskland ført til Sydtyskland.

Von Storch tror også, at den grønne bevægelse vil blive svækket i de kommende år, og at politik mere vil komme til at handle om arbejdspladser, boliger, skoler og ulighed – og ikke om at opdrage befolkningen til ikke at bruge plastiksugerør, eller hvilke ord man ikke må bruge i forskellige sammenhænge. Det har den social­demokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz vundet stort på ved valg til overborgmester i Hamborg.

Kunst og klima

Jeg har bemærket, at Hans von Storch har talt for, at man også inddrager kunst og kultur i klimadiskussionen. Men er der ikke tendens til, at kunstnere og humanister overdramatiserer klimaproblemerne?

»Sådan er det desværre. Men kunstnere og humanister kan hjælpe videnskaben. Ikke ved at formulere klimapolitikken, men de kan bidrage til, at man ser på en anden måde på tingene. Så de er en inspirationskilde, som bidrager til, at alle ikke tænker ens. Og jeg synes, at det er godt at blive provokeret indimellem. Ikke at de ved bedre, men de nærmer sig problemerne på andre måder end forskerne,« siger han.

»Vi har jo den illusion i offentligheden, at videnskaben ved, hvad der skal gøres. Det gør vi ikke. Vi kan sige, at hvis vi vil A, er det også nødvendigt, at vi gør B. I offentligheden bliver det gerne til, at forskerne siger, at vi ubetinget skal gøre B. Svenske Greta Thunberg siger for eksempel: ’Lyt til videnskaben’. Men hun lytter ikke til videnskaben, men til de forskere, hun kan lide. Hvis nogen dramatisk insisterer ’Vi vil have nul-emission i morgen’, kan forskerne sige, at det kan ikke lade sig gøre. Og hvis nogen siger ’Jeg vil ikke have klimaforandringer, men jeg vil heller ikke skære ned på CO₂-udledningen’, kan vi sige, at det heller ikke lader sig gøre. Det, vi kan forklare, er betingelserne for, om noget virker eller ej.«

Men ellers er det en offentlig politisk-demokratisk debat, der skal afgøre, hvad der skal ske, forklarer han.

»Det er ikke sådan, at kloge folk skal beslutte, hvad vi skal gøre. De ville være forfærdeligt, hvis vi bare skulle følge ordrer fra forskere. Det har vi haft nok af i det 20. århundrede. Tænk på racebiologien.«

Hans von Storch fortsætter:

»Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev berømt i forskerverdenen forud for en videnskabelig prækonference om klimaet i marts 2009 forud for COP15 i København ved at henvende sig til en aktivistisk klimaforsker og professor og sige: ’Fortæl os, hvad vi skal gøre’. Men det er forkert, at videnskabsfolk skulle udforme politikken. Anders Fogh Rasmussen skulle lytte til forskerne om sammenhængene i stedet for at bede dem komme med et politisk program, for der er mange forskellige aspekter at tage hensyn til, og det er kun politikerne, der kan afveje dem over for hinanden. Det var forfærdeligt, hvad statsministeren sagde. Fogh opfordrede forskere til at være aktivister for den politik, han ønskede at få vedtaget på COP15.«

Apropos klimakonferencen i København, så nævner jeg, at en hacker eller whistleblower kort før COP15 offentliggjorde flere tusind e-mails, der viste, at der var et netværk af forskere omkring University of East Anglia, der blandt andet søgte at styre, hvem der kunne få optaget videnskabelige tidsskriftartikler i de vigtigste tidsskrifter. Det blev kaldt Climategate. Blandt de mange mails var der også en mail, hvis afsender kaldte Hans von Storch »en lidt mærkelig fyr«.

– Jeg opfatter det sådan, at afsenderen ikke rigtig vidste, hvor han havde dig: om du var på den ’rigtige’ side eller ej.

»Det kunne jeg godt lide, altså at han ikke vidste, hvor jeg stod. Jeg er der, hvor jeg lærer af mine studier. Så det var jeg faktisk stolt over. Men på det menneskelige plan var jeg skuffet over, at en person, jeg kendte, skrev sådan. Han var ikke ærlig over for mig.«

Jeg slutter med at spørge, om vi med den vækst, der sker i CO₂-udledningen, nærmer os en grænse for opvarmningen, et tipping point, hvorfra det ikke er muligt at rulle baglæns med negative emissioner, altså optag og deponering af CO₂. Det mener von Storch ikke.

»Vores klimamodeller viser det ikke, men det er også en del af skræmmefortællingen, at folk ikke vil kunne bo i store dele af verden længere. Men hvad har vi set i de senere årtier? Masser af mennesker er tværtimod flyttet til områder, hvor det tidligere var svært for vestlige mennesker at bo på grund af varmen. Det gør de i dag på grund af opfindelsen af klimaanlæg. Tænk på Arizona eller Singapore for eksempel, som folk flytter til. De områder, hvor folk ikke ville bo på grund af varme, er blevet færre og mindre, ikke flere og større i løbet af de sidste 50 år. Mennesker, der plages af sult, er også blevet færre, når vi ser bort fra områder ramt af borgerkrig. Jeg er optimist.«

»Vi har jo den illusion i offentligheden, at videnskaben ved, hvad der skal gøres. Det gør vi ikke.«

Blå bog

Hans von Storch er en fremtrædende tysk klimaforsker. Han er professor ved Hamborg Universitet og har et stort antal videnskabelige artikler og bøger bag sig. Von Storch har repræsenteret Tyskland i det internationale klimapanel IPCC og bidraget til panelets tredje og femte klimarapport.

Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.

Side 8