Utugt. Lykkelige parforhold udløser også sidespring. Nye studier i utroskab påviser oversete motiver bag et udbredt og udskældt fænomen.

De lykkelige utro

De lykkelige utro

I en ny bog om utroskab fortæller en 52-årig mand om at bedrage sin kone med en sexarbejder.

»Jeg søgte jo ikke en ny kæreste,« forklarer han.

Men han ville gerne se fed mælk drive ned ad nøgen hud, så det købte han sig til. Uden at fortælle sin kone det.

»Jeg ville bare prøve en fantasi af,« siger han i bogen Men hvorfor? af klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann.

Konen opdagede utroskaben. Men hun tilgav ham, og i dag har parret en aftale om, at det er okay for begge parter at søge seksuel tilfredsstillelse uden for ægteskabet. Dermed adskiller de sig fra mange andre monogame par, men de står ikke alene.

»Faktisk ledte jeg slet ikke efter noget andet,« fortæller en 44-årig kvinde i samme bog.

»Han stod der bare, og et glemt behov blev pludselig opfyldt,« siger hun om indledningen til en affære under et kursusophold.

»Jeg forelskede mig i ham, og han forelskede sig i mig, men vi var begge gift og havde børn og dejlige ægtefæller, som vi også elskede begge to.«

Disse to fortællinger er fundet mellem over 400 besvarelser på et spørgeskema om utroskab. De indgår i bogen som små hverdagsberetninger, men de spejler sig samtidig i videnskab. I to amerikanske studier fra 2021 fortæller flere deltagere også om at være utro, selvom de i udgangspunktet er tilfredse med deres parforhold.

»Nogle gange er folk udelukkende utro, fordi de ønsker en større variation i deres sexliv. Ikke nødvendigvis fordi der er noget galt med dem selv eller deres parforhold,« siger Dylan Selterman, psykolog og lektor ved University of Maryland i USA.

Han står bag det ene studie; en spørgeskemaundersøgelse blandt 495 amerikanske studerende, der beskriver en ny vifte af faktorer bag deres sidespring: Folk er også utro, fordi de vil have bedre selvtillid, de vil opnå en følelse af selvstændighed, en bedre social status eller endda en forfremmelse på jobbet. Andre gange er motivet alene situationen; at de er på udlandsrejse eller til en julefrokost. Og kun derfor.

Altså er det langtfra kun dysfunktionelle forhold, der oplever sidespring, siger Dylan Selterman. Derfor håber han, at dokumentationen af de nye motiver kan være med til at forbedre samtalen om et både udbredt og udskældt fænomen.

»Hvis du vil leve monogamt, må du arbejde for det; gøre mere for, at din partner er tilfreds, både intimt og seksuelt, og sørge for at kommunikere, hvad du selv har behov for,« siger han.

»Det kan vi bare konstatere, at mange ikke gør.«

Underskudsmodellen

Selv i et seksuelt frigjort samfund er det svært at tale om noget så udbredt og samtidig så fordømt. I Danmark har knap hver femte været deres nuværende partner utro. Det viste den store Sexus-undersøgelse med over 62.000 deltagere, der udkom i 2019. Andre statistikker siger, at omkring halvdelen af danskerne bedrager en partner i løbet af deres liv. Alligevel er det fortsat en moralsk fordømt handling. Bare tag to meningsmålinger fra Gallup i 2019: Ni ud af ti amerikanere mener ikke, det er moralsk acceptabelt at være sin ægtefælle utro, mens det er lidt over halvdelen af danskerne, der generelt opfatter utroskab som uacceptabelt.

Hvorfor er der dette skel mellem moral og handling? Ved hjælp af to amerikanske psykologistudier fra 2021 er vi kommet nærmere en forklaring. Først og fremmest fordi den klassiske tilgang til utroskab er blevet mere nuanceret, siger Jana Hackathorn, psykologiprofessor ved Murray State University i USA:

»Da jeg selv var en ung studerende, troede jeg også på stereotypen; at der er noget galt med folk, der er utro. At de har en medfødt mental brist, der gør, at de lyver og ønsker at såre andre. Sidenhen har jeg så lært, hvorfor det er en meget forsimplet måde at gå til emnet på.«

Psykologien har traditionelt set på utroskab ud fra en forældet opfattelse, mener både Dylan Selterman og Jana Hackathorn. Enten har man undersøgt de utro for at finde særlige karaktertræk eller mentale problemer. Eller også har man ment, at utroskaben udelukkende bundede i et underskud i parforholdet; at de utro ikke føler sig elsket eller er utilfredse med den sex, de har – eller måske ikke har – i deres parforhold.

På engelsk fagsprog hedder tilgangen the deficit model, og det er den, som nu er blevet suppleret med langt flere motiver for utroskab, forklarer Jana Hackathorn med henvisning til det studie, hun har fået udgivet i Journal of Sex Research i 2021. Studiet bygger på besvarelser fra 545 medlemmer af datingsiden AshleyMadison.com – en platform for folk, der ønsker at have en affære ved siden af deres parforhold.

»Den mest udbredte grund til utroskab er, at det primære forhold er utilfredsstillende. Men det er langtfra den eneste grund. Folk er også utro, fordi de bare vil have mere sex, de er utro, fordi de føler skyld eller har svært ved at knytte sig til deres partner,« siger Hackathorn.

»Utroskaben knytter sig ikke til særlige karaktertræk, og derfor er det at simplificere tingene for meget, hvis man siger, at det kun er dårlige mennesker, der er utro,« mener hun.

I stedet skal vi høre på de utro for at forstå dem. Det er den fremgangsmåde, der også har givet psykologistudier svar på, hvornår de utro går til bekendelse. Og hvornår de vælger at holde på hemmeligheden.

Betinget bekendelse

Utroskab beror selvsagt på en fortielse. Man giver ikke udtryk for sine seksuelle behov over for sin partner. Nogle gange af frygt for den moralske fordømmelse, andre gange fordi det er nemmere at søge sex uden at skulle forsvare det. Sådan lyder Dylan Seltermans analyse.

»Man holder måske på hemmeligheden om sin utroskab for at bevare parforholdet. Måske fordi man er bange for at blive dømt for noget, man måske ikke selv mener, er et problem. Eller som partneren kan misforstå, som om at der noget galt med enten dem eller deres forhold.«

Besvarelserne fra hans undersøgelse viser, at motivet for sidespringet er afgørende for, om man går til bekendelse over for sin partner. Hvis affæren opstår ud fra en følelse af underskud i parforholdet, er den utro mere tilbøjelig til at fortælle sin partner, hvad der er sket. Altså hvis motiverne går på vrede, utilfredshed eller mangel på kærlighed og sex. Så bekender de utro hellere, og forholdet ender hyppigere i et brud.

Omvendt holder flere på hemmeligheden, hvis det handler om at søge overskud; for eksempel mere seksuel variation. Selterman mener, at forskellen kan bero på den moralske opfattelse af utroskab: at det er forkert og partout er et tegn på, at der er noget galt med parforholdet. Derfor kan den opfattelse ende med at skade et parforhold, hvor utroskaben bliver afsløret. Eller først kommer frem mange år senere.

»Man ender med den her mentale gymnastik, hvor man selv vurderer, hvorvidt det er okay – et sted, men kan ende, hvis man ikke har talt om sine behov og opfattelse af, hvor grænserne for utroskab går.«

Betaler ærlighed sig så? Bliver et parforhold altid mere velfungerende, hvis man taler om sine seksuelle behov? Og hvis man erkender sin utroskab? Det har videnskaben endnu ikke et klart svar på. Men noget tyder på, at det hjælper have en oplyst samtale om emnet.

Det nye tabu

Et studie fra Journal of Sex Research fra 2010 har vist, at amerikanere internt i et parforhold ofte har vidt forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at leve monogamt. Og dermed også hvornår man er utro. Noget lignende viste sig, da Berlingske fik Gallup til at undersøge danskernes opfattelse af utroskab i en undersøgelse fra 2019. Her svarede 32 procent, at de opfattede det at flirte på sms eller mail som utroskab, mens det at flirte til en fest kun blev opfattet som utroskab blandt ti procent.

Vi har altså vidt forskellige motiver for at være utro og samtidig vidt forskellige opfattelser af, hvornår en partner er gået over grænsen. Netop derfor er det vigtigt at tale om grænser og behov, siger Maj Wismann, parterapeut og klinisk sexolog. Det er hende, der har skrevet bogen Men hvorfor? og desuden har taget en master i sexologi ved Aalborg Universitet.

»Vi skal bestemt ikke gøre utroskab acceptabelt, men vi skal blive bedre til at acceptere, at der sker en masse seksuelt uden for parforholdet, som det er vigtigt at få snakket med hinanden om på en åben måde,« siger hun.

Nogle partnere er i hvert fald i stand til at tilgive utroskab. Wismann henviser til Gallup-målingen fra 2019, der viste, at over en fjerdedel af dem, der er utro, faktisk ender med at blive sammen med deres oprindelige partner. Samtidig peger Dylan Selterman på undersøgelser, der viser, at flere går fra hinanden, hvis utroskaben bliver afsløret af partneren, frem for hvis den utro selv går til bekendelse. Altså betaler ærlighed sig. Men kun hvis ærlighed er en del af aftalen, understreger Maj Wismann.

»I nogle parforhold har man aftaler som ’det, jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af’. Men hvis du har en aftale, og du bryder den, skal du selvfølgelig være ærlig. Jeg har siddet med mange par, hvor utroskaben først er kommet frem 10-20 år efter, og der findes næsten ikke noget mere smertefuldt.«

I bund og grund skal vi altså blive bedre til at tale om utroskab. Særligt om de mange motiver, der kan ligge bag. Måske skal vi endda tale mere åbent om, hvorvidt vi skal leve monogamt eller i mere åbne forhold, foreslår Dylan Selterman.

»Det kunne godt være, at flere ville foretrække åbne forhold, hvis de vidste, at deres omgangskreds accepterede det.«

Maj Wismann har samme pointe, men understreger også, at mange fortsat foretrækker monogami – og at de skal have lov til det. På trods af utroskab. Hun fortæller, at mange par, der kommer til hende, har svært ved at dele deres erfaringer med andre.

»Utroskab er tabubelagt, og derfor udebliver skadevirkningerne fra debatten. Derfor skal vi tale åbent om det, der gør ondt, og hvordan man kommer videre fra det.«

Nogle par i Wismanns terapiforløb har oplevet, at venner eller familie har taget afstand fra dem, hvis de har fortalt om utroskaben. Det er altså fortsat skamfuldt, selvom det er så udbredt, lyder hendes vurdering. Særligt for dem, der vælger at tilgive deres utro partner.

»Det er det nye tabu, vi skal have dræbt,« mener Maj Wismann: »at blive sammen.«

Side 52