Egenkontrol. »Jeg er dæmoniseret som en tyk og utålelig person og et utroligt svin, der ikke fortjener noget som helst.« Camilla Plum har sit hyr med myndighederne og beklager, at »det er svært at finde en brugt mand, som ikke er totalskadet«.

Sorte negle

Sorte negle Af Poul Pilgaard Johnsen

Må jeg se dine fingre?

Camilla Plum efterkommer prompte ønsket.

»Som du kan se, er det ikke bare mine negle, men hele hånden, der er sort, for jeg var nede og arbejde på planteskolen, indtil jeg dejsede om på min seng.«

Hun har lige rejst sig fra eftermiddagsluren.

»Der er to ting, man ikke må være nu om dage: Den ene er tyk, den anden er at være en med sorte negle, og jeg er begge dele. Jeg er forresten også gammel, og det må man heller ikke være som kvinde. Jeg er dæmoniseret som en utålelig person og et utroligt svin, der ikke fortjener noget som helst,« siger hun og gaber. Stuehuset på Fuglebjerggaard nær Helsinge i Nordsjælland er stille. Ruderne løber fulde af regn.

Det er noget af en rutsjetur, Camilla Plum har været på i de senere år. Fra feteret kogekone i fjernsynet og storsælgende forfatter til en udskældt paria. I hvert fald i pressen og i hendes mailboks:

»Jeg får mange hademails. Også dødstrusler. Dengang med ponyen fik jeg vel 2-300.«

Det med ponyen i 2013 vender vi tilbage til. Anno 2021 er det strømmen af sure smileys, påtaler og bøder fra fødevaremyndighederne for brud på hygiejne- og andre regler, der har sikret, at medierne aldrig løber tør for stof om Camilla Plum. Plus selvfølgelig salget tidligere i år af hendes sommerhus ved kysten i Tisvildeleje til den eksorbitante pris af 25 millioner kroner.

»Jeg havde ikke andet valg end at sælge, men det er vældig dejligt efter at have måttet bekymre mig om penge hver eneste dag og nat i ti år,« siger hun. To år forinden gik hun tiggergang hos sine kunder med en offentlig bøn om straks at købe hendes varer i gårdbutikken i Jægersborggade i København, på planteskolen på Fuglebjerggaard og i hendes netbutik for at afværge en akut skattegæld.

Journalisternes begejstrede interviews i Plums paradis i Nordsjælland svandt efterhånden ind, og i de senere år har hun mest besvaret spørgsmål på mail. Så meget desto mere oplagt er det selvfølgelig at benytte besøget til ikke blot at tage Camilla Plums fingre i øjesyn:

– Nu kan jeg stille dig alle de personlige spørgsmål, som du ellers ikke vil svare på. Vi kunne måske ligefrem lave en »Ghita Nørby«, hvor du bliver virkelig sur?

»Det kan du sgu ikke, for jeg bliver bare stille. Men ligesom Ghita bliver jeg altså også træt af kvinder, der opfører sig som små puttenuttede bambier, der lader, som om de er dummere, end de er. Det er en skændsel mod kvindekønnet.«

Politianmeldt

Vi gemmer de personlige spørgsmål til senere og fokuserer på de sure smileys. Hverken hun eller journalisten har efterhånden overblik over antallet, hun har fået.

»Jeg orker ikke gå i detaljer, men jeg er udsat for de mest absurde ting fra levnedsmiddelkontrollen. De har set sig sure på mig, og så er den ikke meget længere. Fordi de åbenbart finder, at det, jeg laver, min gesjæft, min person, mit oeuvre er irriterende. Jeg skal bare makke ret. De prøver at disciplinere mig, og det har mange prøvet gennem tiden, men jeg er kun modtagelig for sund fornuft,« siger hun. Det er gået ud over forretningen:

»Jeg har mistet 50 procent både her og i Jægersborggade. Det er vel også meningen. De vil jo gerne skræmme folk væk fra det utrolige svineri, der åbenbart foregår her, og som jeg er ansvarlig for.«

Senest var myndighederne på besøg for en måned siden.

»Denne gang ville de politianmelde mig, fordi jeg havde glemt at hænge en kontrolrapport op, men jeg har ikke hørt noget siden. Politiet har måske svært ved at tage det alvorligt eller også har de fattet, at det er at skyde gråspurve med kanoner,« siger Camilla Plum. Hun føler sig forfulgt af de hyppige kontrolbesøg, selvom det faktisk er helt efter reglerne, at en sur smiley automatisk udløser to ekstra kontroller:

»Det er ofte de samme to damer, som kommer, og jeg oplever en fantastisk nidkærhed i tjenesten. Det bliver nok ikke bedre efter dette interview.«

Hun har gode forklaringer på mange af de kritisable forhold, som har udløst påtaler og bøder, ja sågar en tvangslukning i nogle uger sidste sommer. Ifølge Fødevarestyrelsens rapport fandt kontrollanterne for eksempel i køkkenet i hendes café på gården »massiv forekomst af mug« på nogle plastikbøtter, som indeholdt fødevarer, men ifølge Camilla Plum var det ikke fødevarer, men derimod plante- og rodfrugtsekstrakter i et privat køleskab, som Fødevarestyrelsen fandt i de mugne bøtter.

»Det er nogle forsøg på at lave en anden form for gødning. Der er så kommet mug på. Det er der ikke noget mærkeligt i overhovedet. Desværre var et skilt, hvor der stod ’privat’, faldet af køleskabet,« forklarede Camilla Plum. Fødevarestyrelsen konstaterede også, at der ikke var rindende vand i en håndvask i køkkenet.

»Jeg havde en aftale med en vvs’er, der skulle være kommet og fikse det to dage forinden, men som først kom mandagen efter kontrolbesøget,« lød hendes forklaring, men også for dette fik hun en påtale.

Camilla Plum understreger, at hun og hendes medarbejdere gør sig mange anstrengelser for at følge myndighedernes anvisninger til punkt og prikke hver gang, noget bliver påtalt.

»Men der kommer nye regler konstant, eller også fortolkes de på nye måder. Det er pisumuligt at leve op til. Der er altid noget, der er faldet på gulvet, et lille hul eller noget, man har glemt. Men det, vi laver her, er dejlig mad og hverken uhygiejnisk eller til fare for sundheden. Det er jo absurd, at man skal skrive op, hver gang man steger et stykke kød, hvad kernetemperaturen er, og hvor længe det er om at køle ned,« siger hun om den såkaldte egenkontrol. Det er hendes kæphest:

»Egenkontrollen er et forsøg på at lære folk, hvordan de skal gebærde sig i et køkken, og det giver da god mening, men når man har lavet mad i rigtig mange år, ved man godt, om noget er i orden eller ej. Egenkontrol kan ikke erstatte sund fornuft og erfaring. Det er naturligt at gøre rent på hylderne – ikke at skrive ned, at man har gjort rent på hylderne. Men hvis vi har glemt at skrive det ned, får vi en bøde. Jo mere vi skriver ned, jo bedre er det, men det er ikke mit billede af, hvad der er bedst.«

– Men hvad skulle kontrollanterne så gå efter?

»Hvis andre blev udsat for de samme krav til kontrollen, ville de have præcis de samme problemer som os. Det er ikke, fordi vi er nogle svin. Det er fint, at der er et kontrolsystem, men det foregår så rigidt, at jeg mister respekten for det. Hvad jeg derimod aldrig har mistet respekten for, er mine gæster. Jeg har lavet mad professionelt, siden jeg var 18. Nu er jeg 64, og jeg har aldrig oplevet gæster, der blev syge eller havde noget at klage over. Aldrig.«

– Men hvorfor skulle myndighederne gå specielt efter dig?

»De bliver provokeret af mig, fordi jeg ikke synes, at egenkontrol er nogen god idé.«

Klammeri

Camilla Plum havde efter udsagn »sygt mange seere« i de år, hun var på skærmen. Men allerede dengang var der nogle, som havde det svært med hygiejnen:

»Jeg havde jo sorte negle, når jeg kom ind med grøntsager fra haven. Ingen kan hive en gulerod op fra jorden uden at få det, men pludselig så man det i nærbilleder på tv. Vi æltede også rugbrødsdej med fødderne, for det er både nemmere og bedre end at ælte med hænderne. Man har gode mikroorganismer mellem tæerne, hvis man bare husker at vaske dem, og i gamle dage havde rugbrødsfabrikkerne mænd gående rundt i dejen.«

Den ville ikke gå i dag, og ifølge Plum viser reaktionerne, hvor langt moderne mennesker er fra et naturligt forhold til mad:

»Det handler om en viden, som ikke længere er til stede. Folk, der er vokset op på landet, forstår det indimellem. Og indvandrerkvinder. Jeg bliver stoppet på gaden af kvinder, som tager mine hænder og siger: Hvor er det godt, at du laver mad, ligesom jeg gør. Jeg har sågar oplevet det på en flyver til Tyrkiet. Men vi lever i en verden, hvor mange er så fremmedgjorte over for det, der er naturligt. I virkeligheden oplever mange det som et savn, især når de får børn, og det er derfor, folk har salat på deres altaner i hele indre by.«

Men det er en lang vej tilbage ifølge Camilla Plum:

»Jeg føler mig som en, der viderefører en tradition, som er tusind år gammel, men det giver problemer, fordi det ikke er hyperhygiejniseret på den industrielle måde, hvor alt er pakket ind og aldrig må røres af menneskehænder. Og det er skræmmende, hvis man tror, at den moderne hygiejnisering er en garanti for, at man blir ved med at være sund og lever længe. Og ikke får rynker og slappe bryster.«

– Hvorfor ville DR ikke længere have dig på skærmen?

»Mon ikke det var den der pony? Det er jeg ret sikker på.«

Ponyen hed Tarzan, og det var Camilla Plums søn Carl, der sammen med en ven i 2013 trak den ned på stranden foran familiens sommerhus, slog den for panden med en gummihammer og skar halsen over på den, mens den stadig var i live.

Det udløste den første shitstorm af mange, selv om hun ifølge eget udsagn var i god tro, da hun i begyndelsen udtalte, at hendes søn ikke havde noget med slagtningen at gøre. Det hjalp næppe på sagen, at medierne flittigt citerede fra et interview med hende fire år tidligere i DSB-bladet Ud & Se, hvor hun fortalte om den dengang 19-årige søn og hans tvillingebror.

»De bliver konstant arresteret, fordi de har lyst til at protestere imod ting,« sagde hun. Og videre:

»Selvfølgelig ville jeg ikke bryde mig om det, hvis de havde lavet noget moralsk forkasteligt. Men det er dejligt, at der er nogle unge i hver generation, som sætter sig op imod regler og forordninger. Jeg har også altid selv følt et ansvar for at lave om på ting. Det, tvillingerne gør, er fedt. Jeg ville da være ked af det, hvis de bare tog sig en pæn uddannelse, opførte sig ordentligt og aldrig kom i klammeri med nogen. Jeg tror meget på klammeri.«

Fuglebjerggaard er en drøm om en bondegård, som den så ud for 75 år siden med forskellige slags dyr og et væld af blomster, urter, grøntsager og frugter overalt.

Gården fik hun som kompensation, da hun for mange år siden gav afkald på at arve moderens meget store formue. De mange millioner blev i stedet fundamentet for Enkefru Plums Støttefond, der var venstrefløjens eneste betydende fond. Trods yderst velhavende var Camilla Plums forældre nemlig venstreorienterede, og inden fonden gik konkurs, støttede den formål inden for fredsarbejde, demokratiudvikling og økologi.

»Jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav arveafkald. Lige fra jeg var 15-16 år, var jeg klar over, at jeg måtte skabe mit eget liv og ikke bare være en rich kid. Ellers ville jeg være defineret af mine forældres penge resten af livet,« siger hun og fortsætter:

»Det er en skæbne værre end døden at have alt for mange penge. Man forstår ikke, hvad der får almindelige mennesker til at gøre, hvad de gør, og man er sat uden for fællesskabet. Man bliver i tvivl, om man ville have nogen værdi, hvis man ingen penge havde, og om den venlighed, imødekommenhed og kærlighed, man møder, i virkeligheden er til en selv eller bare til ens penge. Derfor holder de rige sammen og går til de samme fester, for der kan de blive godkendt som noget andet end en kæmpestor pengesæk med to ben.«

Spørgsmålet om rigdom trigger åbenlyst Camilla Plum:

»Det bliver en del af ens personlighed, og til sidst er man kun et lille skelet inde i en stor metalskal, der går rundt og siger underlige, hvæsende lyde. Jeg har mødt mange rige, og de har et forkvaklet forhold til andre mennesker. Selv mine forældre var i alt for høj grad defineret af deres mange penge. De havde været gladere uden. Mor blev ramt af det, hun var bange for det, og jeg blev selv klar over det i en tidlig alder.«

– Men nu, efter salget af sommerhuset, er du jo selv blevet rig?

»Ja, men nu er jeg gammel nok i den forstand, at jeg har brugt næsten alle mine år på at være mig. Jeg ved godt, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvem mine venner er. Det er et meget godt tidspunkt at få pengene.«

Kønstæsk

Trofast hedder hvalpen, som temmelig insisterende ikke længere vil snydes for Camilla Plums opmærksomhed. Det er en dansk-svensk gårdhund, som har været her i bare ti dage.

»Jeg skal faktisk have en hund til. En kæmpehund, som jeg kan bruge som hovedpude, og som jeg kan lægge benene op på, når jeg ser fjernsyn,« siger hun. Til gengæld er der stadig ingen mand i huset, selv om det nu er ti år siden, hun blev skilt.

»Jeg savner ikke at have en mand i huset, men jeg savner indimellem nogen at dele det hele med. Alle de fede ting. Når der er kommet grislinger, eller når man vil vise en plante, der endelig er kommet op af jorden. Det må man så have med sine børn og venner og entusiastiske medarbejdere. Men det ville da være rart at have en at dele det med, også når der er problemer.«

Alligevel siger hun, at hun ikke et sekund har fortrudt skilsmissen.

»Men jeg synes, det er enormt svært at forestille sig en ny mand, der flytter ind. Alle mænd i min alder er brugte, og nogle også genbrugte. Jeg ved ikke, hvad det er, kvinder gør med mænd, men jeg ved, at det er svært at finde en brugt mand, som ikke er totalskadet. Jeg er så gammel, at jeg synes, mænd og kvinder er forskellige, og jeg sætter pris på forskellene. Det må man jo ikke mene i vore dage – det måtte man heller ikke i ’70erne – men jeg kunne altså godt tænke mig, at min mand var en mand og ikke en wuss, altså en tøsedreng.«

Hun fortsætter:

»De fleste mænd, som har været brugt et par gange, har fået rigtig mange tæsk, kønstæsk, som ændrer deres holdning. Se dem bare på indkøbstur: Efter konen kommer der en mand i en usynlig snor med let luvende hoved og numsen trukket ind under sig. Du kan godt se, at de ikke oser af sex.«

Camilla Plum er ved at tale sig varm:

»Kvinder gør noget ved mænd, som gør dem virkelig uinteressante at overtage, efter at de har smidt dem væk. Det gælder også unge mænd. Det er en kontrolsyge, og det er en meget smitsom kvindesygdom. Jeg savner at tale med en mand, der kan sådan noget med at være fokuseret på noget. Som er mere nørdet, og som ved ekstremt meget om et eller andet. Som er passioneret med sit arbejde. Det er nemlig sindssygt sjovt, og det oplever man ikke med de fleste kvinder. Vi er anderledes indrettet.«

– Men du er da selv meget passioneret med dine ting?

»Jeg tror nok, at jeg er en undtagelse. Jeg er sådan en kvinde, som for 300 år siden ville være blevet brændt på bålet.«

– Hvorfor?

»Fordi jeg ikke er særlig glad for egenkontrol.«