Det var ikke glædestårer, der løb ned ad kinderne på den 30-årige kinesiske bordtennisspiller Liu Shiwen, efter at hun havde fået sølv ved OL i Tokyo. Sammen med sin makker Xu Xin havde hun netop tabt finalen i mixed double – og så endda, for at gøre ondt værre, til arvefjenden Japan.
»Jeg lagde ikke nok kræfter i,« sagde Liu på kinesisk statsfjernsyn henvendt til en skuffet nation og tilføjede bukkende: »Det må I alle sammen virkelig undskylde.«
Det var første gang i to årtier, at Kina gik glip af guld i bordtennis ved OL, men ikke desto mindre fandt Liu tilsyneladende tilgivelse på hjemmefronten. Hendes grådkvalte beklagelse blev taget for gode varer af en fanskare, der ellers ofte kan have let til fordømmelse.
»Sportsfolkene er under et kæmpemæssigt pres, og det japanske hold var også en formidabel modstander. Vi vil altid være stolte over Xu og Liu,« skrev en bruger på det Twitter-lignende sociale medie Sina Weibo i et opslag, som efterfølgende fik over 170.000 likes.
Episoden viser, at olympisk sport er under forandring i Kina. Den er fortsat en vigtig kilde til nationalfølelse og i forlængelse heraf et middel til at styrke kommunistpartiets greb om magten, men symbiosen mellem eliteidræt og politik har været nødt til at følge med tiden.
Kineserne er trætte af, at deres atleter skal opføre sig som uopnåelige olympiske guder udhugget i marmor. De vil have atleter, som er parate til at vise sårbarhed og ikke er bange for at udtrykke følelser. Der skal være mere reality-tv over dem.
Meget er naturligvis stadig ved det gamle. Ifølge Han Li, en Kina-ekspert ved Rhodes College i Tennessee, er OL nu som før en lejlighed til hvert fjerde år at styrke sammenhængskraften i det kinesiske samfund og puste den nationale selvtillid op.
Det er ikke mindst tilfældet, når landet er i vanskeligheder. Legene i Beijing i 2008 fandt sted lige efter, at et katastrofalt jordskælv i det sydvestlige Kina havde dræbt næsten 90.000 mennesker.
I år falder Legene i Tokyo sammen med voldsomme oversvømmelser i og omkring Henan-provinsen i det centrale Kina og har derfor på sin vis spillet en lignende rolle, men der er også små forskelle i forhold til tidligere, fortæller Han Li.
»Vi har fået en ny generation af millennial-sportsstjerner. De har et nyt look og er mere udadvendte og bedre til at præsentere sig selv på de sociale medier. De fremstår sympatiske og som rigtige individer med autentiske personligheder. Det menneskeliggør dem i forhold til tidligere tiders stereotyp om OL-atleter som de rene medaljemaskiner,« siger hun.
Fremtiden tilhører Kina
Det virker dog kun, fordi atleterne stadig forstår, at de skal levere varen. Midt på ugen havde Kina vundet 32 guldmedaljer, mens USA havde måttet nøjes med 25, og værtsnationen Japan med 20.
Med til billedet af kinesisk OL-sport i forvandling hører også, at den kinesiske medaljehøst har en anden virkning i udlandet end før. Hvor Kina som en OL-supermagt indtil for få år siden stadig havde nyhedens interesse, bliver det nu i stigende omfang set som endnu et udtryk for, at Kina sidder tungt på fremtiden.
Midt i en voksende koldkrigsstemning og en stigende mistillid til Kina i kølvandet på coronapandemien er den kinesiske succes ved Legene med til at skærpe modsætningerne i forhold til udlandet, ifølge Pan Wang, der forsker i moderne kinesisk kultur ved University of New South Wales i Sydney.
»Hjemme i Kina er der en forståelig stolthed over resultaterne af OL, men det kan også risikere at kamme over i chauvinisme,« siger hun.
Ønsket om at profilere sig idrætsmæssigt over for udlandet og især Vesten kommer til udtryk i, at discipliner, hvor Kina traditionelt har stået stærkt – bordtennis, gymnastik, vægtløftning og badminton – ikke nyder samme bevågenhed som før.
»Nu vil kineserne hellere se deres sportsfolk vinde medaljer i atletik og svømning, fordi det er discipliner, som tidligere har været domineret af amerikanske og europæiske sportsudøvere, og også fordi det er sportsgrene, som lige nu udvikler sig hastigt på græsrodsniveau i Kina,« siger Lu Zhouxiang, en sportshistoriker ved University of Maynooth i Irland.
Et eksempel er den 32-årige kineser Su Bingtian, der tidligere på ugen kvalificerede sig til finalen i 100 meter-løb som den første asiatiske atlet siden 1932, og samtidig satte en foreløbig stopper for spekulation blandt kineserne selv, om at de var genetisk uegnede til at løbe stærkt.
»Su Bingtian har været med til at sparke ideen om ’den gule races svaghed’ i stumper og stykker, mens hele verden har set med,« skriver en internetbruger ved navn Sirius på Weibo.
Der står meget på spil i Tokyo for Kina, og der er ikke plads til slinger i valsen. Som atlet må man gerne vise, at man ikke er en robot, men der er grænser.
Det opdagede den 23-årige Wang Luyao, da hun missede chancen for at komme med i finalen i luftriffel, og ligesom sin bordtennisspillende landsmand Liu forsøgte sig med at bede om forladelse i al offentlighed. »Undskyld folkens, jeg var for svag. Vi ses om tre år,« skrev hun på Sina Weibo.
Denne gang virkede det ikke. Undskyldningen blev opfattet som uoprigtig og henkastet. »Sendte vi dig til OL som repræsentant for Kina, bare så du kan være svag?« skrev en rasende internetbruger.
I det nye samspil mellem sport og politik, nationalisme og celebrity-kultur er Kinas sportselite kastet ud i en vanskelig balancegang. Det er let at træde forkert, hvis man glemmer, at det trods alt stadig er guldet, der tæller.
