Kronik. Den mangeårige chefredaktør Henning Fonsmark indkapsler et væsentligt aspekt ved det borgerlige Danmark: Skal de liberale og konservative kræfter forenes, skal der helst være noget at være imod.
Fonsmarkdoktrinen
Siden folketingsvalget i 2019 har borgerlige politikere og intellektuelle efterspurgt samling om et fælles projekt, der kan hjælpe dem til at genvinde magten. Men hvad er det egentlig, der forener liberale og konservative?
Kigger man på de sidste 100 års politiske historie, har de borgerlige partier haft skiftende projekter og samfundsvisioner, men fællesnævneren for liberale og konservative har oftest været modstanden mod venstrefløjens samfundsidealer og politisering af samfundsområder som uddannelse, kultur og demokrati. Den amerikanske historiker Corey Robin argumenterer i bogen The Reactionary Mind for, at det fælles projekt for amerikanske højreorienterede består i reaktionen mod progressive bevægelser for større lighed og demokrati eller kort sagt bekæmpelse af enhver tendens, der udfordrer den etablerede samfundsorden og magt. I en dansk sammenhæng kan man mere rammende sige, at det samlende borgerlige projekt ofte har handlet om at bekæmpe venstrefløjens – og i særdeleshed Socialdemokratiets – samfundsopbygning og angivelige tendens til at ideologisere og politisere stadig flere områder af samfundet. Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard kunne forenes i kampen mod smagsdommere og kulturradikale, og i dag slår Henrik Dahl og Morten Messerschmidt pjalterne sammen mod den såkaldte identitetspolitik.
Del:


