Havanesere. Roen er genoprettet i Cuba efter de store protestdemonstrationer tidligere på måneden. Men under overfladen ulmer en dyb utilfredshed med det styre, der har regeret østaten siden Fidel Castros revolution i 1959. Er dagene talte for det kommunistiske regime?

Oprør mod revolutionen

Oprør mod revolutionen

BARCELONA – Få datoer er i Cuba så ladet med symbolsk betydning som den 26. juli. Årsdagen for Fidel Castros guerillaangreb på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba i 1953 – forløberen for revolutionen seks år senere – udgør en grundpille i landets revolutionære mytologi og fejres vanligvis med pomp og pragt.

I år var der hverken brandtaler eller begejstrede menneskemængder i det centrale Havana. I stedet dukkede præsident Miguel Díaz-Canel op på nationalt morgen-tv i et harmløst indslag fra et landbrugskollektiv, og senere på dagen udsendte han på Twitter en forsigtig opfordring til »fred og fællesskab«.

Intet er, som det plejer i Cuba, hvor galoperende coronasmitte og massive protester mod regeringen har sendt rystelser gennem østaten og udløst en form for eksistentiel undtagelsestilstand. Ikke siden 1990erne har det kommunistiske styre oplevet en tilsvarende folkelig vrede, og begivenhederne har fået mange iagttagere til på ny at spekulere i regimets levedygtighed.

Paul J. Angelo, som forsker i latinamerikansk politik ved tænketanken Council on Foreign Relations, erindrer ikke et tilsvarende anslag mod den kommunistiske top. »At så mange mennesker over hele Cuba går på gaden for at protestere, viser, at utilfredsheden med regimet er massiv, og at mange føler, de ikke har noget at miste,« siger Angelo til Weekendavisen.

»Vi har spist vores frygt«

Det hele begyndte i San Antonio de los Baños, en søvnig provinsby syd for Havana. En stribe langvarige strømafbrydelser fik den lokale befolknings tålmodighed til at slippe op, og tusinder gik på gaden for at protestere mod regeringen. Snart blev det klart, at de langtfra var alene med deres frustration. Efterhånden som dagen skred frem, spredte protesterne sig til hele øen i en offentlig vredesudladning uden fortilfælde i Cubas nyere historie.

Politibiler blev væltet, gadekampe udkæmpet, og flere steder blev de forhadte og forjættede dollarbutikker udsat for plyndringer. I et land, hvor sikkerhedsapparatet har ry for at slå hårdt ned på enhver regeringskritisk adfærd, fik billederne øjeblikkeligt ikonisk status.

»Vi er så sultne, at vi har spist vores frygt,« tweetede den cubanske journalist Yoani Sánchez, og en lang række demonstranter sendte tilsvarende budskaber om sult, desperation og undertrykkelse.

»Vi skal stå i kø i otte timer for at få et stykke brød, og boligsituationen er håbløs,« udtalte kunstner og systemkritiker Tania Bruguera til magasinet Politico.

Pandemien har forværret levevilkårene for mange cubanere, og de i forvejen lange køer til supermarkederne er det seneste år blevet endnu længere. Kritikken mod det kommunistiske regime får stadig mere resonans, og under protesterne blandede krav om mad, medicin og flere coronavacciner sig med paroler som »frihed« og »ned med diktaturet«.

Mange istemte også slagordet »Patria y vida« – fædreland og liv – som er en sarkastisk parafrase over Fidel Castros berømte revolutionsopråb »Patria o muerte« – fædreland eller død. Ordene stammer fra en regimekritisk rapsang af samme navn, som nu er blevet protestbevægelsens uofficielle soundtrack.

At revolutionens hellige symboler er under beskydning, overrasker ikke Anna Ayuso, som er seniorforsker med speciale i Latinamerika ved den spanske tænketank CIDOB. Fortællingen om den cubanske revolution, siger hun, er under erosion og kan ikke længere bruges som propagandamiddel, når der ikke er adgang til mad og medicin.

»Systemet fungerer ikke! Der mangler så mange basale fornødenheder, og vi er nu nået til grænsen af, hvad folk vil acceptere,« siger Ayuso til Weekendavisen.

Foto: Chandan Khanna, Scanpix.
Foto: Chandan Khanna, Scanpix.

Flugten på tømmerflåder

Sidste gang Cuba oplevede protester i et omfang, der minder om de nuværende, var efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991. Den kommunistiske verdens sammenbrud efterlod Cuba politisk og økonomisk isoleret, og i de følgende år skrumpede økonomien med 40 procent. Fidel Castro døbte krisen »el Periódo Especial« – den særlige periode – og bad sin befolkning om opofrelse i revolutionens navn. Mange cubanere sultede, og der var udbredt mangel på medicin og brændstof.

I august 1994 udbrød en opstand i Havana med demonstrationer, gadekampe og plyndringer kendt som »El Maleconazo« – opkaldt efter Havanas berømte kystpromenade Malecón. Regimet slog protesterne ned med hård hånd, og Fidel Castro gav efterfølgende frit lejde til dem, der ønskede at forlade Cuba.

Omkring 32.000 krydsede med livet som indsats Florida-strædet til USA på primitive tømmerflåder, og roen blev efterfølgende genoprettet.

Nu er den gal igen i Cuba, og modsat dengang er det nu over hele øen, befolkningen har rejst sig i protest – også i de landlige provinser, hvor opbakningen til revolutionen traditionelt har været stærkest. Og denne gang kæmper det cubanske lederskab ikke blot mod fattigdom og fødevaremangel.

Covid-19-epidemien har fået solidt tag i den ellers forskånede ø på et tidspunkt, hvor den egenudviklede vaccine netop var blevet klar til udrulning. Med kun omkring 17 procent af befolkningen immuniseret har Delta-varianten haft let spil, og smittetallene er de seneste måneder steget med alarmerende hast.

Dermed kan Cuba – modsat naboerne Jamaica og Den Dominikanske Republik – heller ikke genåbne den lukrative turismeindustri, der både sikrer udenlandsk valuta til regimet og masser af job til cubanerne.

Der er med andre ord meget galt i Cuba lige nu, og ifølge Paul J. Angelo kan troen på revolutionen ikke længere understøtte virkelighedens tunge åg. Ikke alene er revolutionens sociale kontrakt for længst brudt sammen og har efterladt en sta­­dig større andel af cubanerne i dyb fattigdom. Pandemien har og­så bragt det ellers hæderkronede sundhedssystem tæt på ko­l­­­­­­­­­laps.

»Det nationale sundhedssystem har stået som et af de stærkeste symboler på revolutionen. Det har været et kæmpe prestigetab for regeringen, at systemet mere eller mindre er brudt sammen, og det har slået skår i mange cubaneres tiltro til regimet,« siger Angelo.

Castroernes X-faktor

Det er imidlertid ikke kun den statslige servicesektor, der viser træthedstegn. Evnen til at begejstre masserne har også været stærkt nedadgående uden Castro-brødrene som frontfigurer for regimet.

Fidel Castro trådte tilbage i 2008 efter næsten et halvt århundrede ved magten, og selvom hans afløser, lillebror Raúl, ikke havde samme evne til revolutionære dundertaler, kunne han dog stadig bryste sig af at have været med til at vælte diktatoren Fulgencio Batista i 1959.

I det lys er den nuværende præsident, 61-årige Miguel Díaz-Canel, der overtog posten i 2018, en letvægter. Ifølge Paul J. Angelo mangler han den revolutionære x-faktor, der kan samle befolkningen, og det var da også slående, at 90-årige Raúl Castro blev hevet frem fra gemmerne for at tale til folket, da regeringen få dage efter de store protester organiserede en moddemonstration foran den amerikanske ambassade.

»Diaz-Canel har ikke den gravitas, karisma og historiske relevans, som Castro-brødrene har haft. Meget tyder på, at Diaz-Canel stadig er på en form for prøvetid, mens det vurderes, om han er den rette til at bære revolutionen videre ind i det 21. århundrede,« siger Angelo.

Indtil videre har Diaz-Canel om ikke andet vist, at han er klar til at benytte regimets veludbyggede sikkerhedsapparat. Allerede den 12. juli – dagen efter at urolighederne brød ud i San Antonio de los Baños – var protesterne slået effektivt ned over hele Cuba, og internettet var blevet lukket for at hindre spredning af den »antirevolutionære propaganda«. Et ukendt antal mennesker blev arresteret, og hundreder af demonstranter er i den forløbne uge blevet idømt fængselsstraffe for »offentlig uorden«.

Retssagerne er blevet betegnet som summariske og har mødt stor kritik fra både menneskerettighedsgrupper og cubanske dissidenter.

»Det er absurd, at den befolkning, som gennem årtier har ofret sig og givet alt for at opretholde regimet, nu ender på anklagebænken og i fængsel,« lød det fra den 78-årige cubanske musiker Pablo Milanés, som i dag lever i Spanien.

Foto: Chandan Khanna, Scanpix
Foto: Chandan Khanna, Scanpix

Reformer uundgåelige

På overfladen er roen i Cuba således genoprettet, og styret fastholder, at protesterne er orkestreret af USA med hjælp fra udenlandske »lejesoldater« for at destabilisere Cuba. Under overfladen ulmer uroen imidlertid fortsat, og det store åbne spørgsmål er, om regimet i længden kan sidde demonstranternes krav overhørig.

»Hvis ikke regimet kan sikre befolkningen basale nødvendigheder som fødevarer, strøm og medicin, kommer vi formentlig til at se flere protester og mere social uro,« siger Angelo, som samtidig ikke forventer, at systemet vil bryde sammen fra den ene dag til den anden.

»Cuba er en totalitær stat, og det kommunistiske parti har et stort sikkerhedsapparat bag sig. Hele dette system af militær og politi har store aktier i at sikre, at styret opretholder sin nuværende karakter. Dermed ikke sagt, at der ikke godt kan være reformer undervejs, men de vil blive styret med hård hånd fra regimet, og det vil blive en langstrakt proces snarere end en pludselig modrevolution,« siger Angelo.

Spørger man Anna Ayuso, er reformer af det kommunistiske system en uundgåelig udgang på den aktuelle krise.

»Regeringstoppen holder fast i magten uden at have en plan for, hvad de vil med den. De ved udmærket godt, at de ikke kan fortsætte som hidtil, at de er nødt til at gøre noget, hvis det hele ikke skal krakelere. Men hvad der præcist skal ske, det er fortsat det store åbne spørgsmål,« siger Ayuso.

Et af de store dyr i åbenbaringen er den amerikanske embargo, som har stået på siden 1959. Under Barack Obamas præsidentskab blev der indledt et diplomatisk tøbrud, og nogle af de økonomiske sanktioner blev lempet. Kursen blev strammet på ny, da Donald Trump overtog magten, og indtil videre har Joe Biden ikke gjort mine til at lave væsentligt om på den amerikanske linje over for Cuba.

Ifølge Paul J. Angelo vil det være vanskeligt for Joe Biden at retfærdiggøre en opblødning i den nuværende situation.

»På et tidspunkt, hvor det cubanske styre fængsler borgere for at bede om frihed og demokrati, vil det være et problematisk signal at sende, hvis man begynder at knytte tættere økonomiske og diplomatiske bånd til regimet,« siger Angelo.

Meget tyder således på, at det kommunistiske styre indtil videre må søge egne svar på de udfordringer, landet står over for. Og uanset retningen, der udstikkes, er der ifølge Ayuso en særlig gruppe at tage hensyn til.

»Fortællingen om revolutionen har ikke længere samme gennemslagskraft over for de yngre generationer. Alle dem, der er født efter Sovjetunionens sammenbrud, har aldrig oplevet andet end fattigdom og stadig ringere livsvilkår. Cuba har brug for et generationsskifte – og for at det skal ske, skal der også træde en ny fortælling i dens sted. En fortælling, der overbeviser og giver dem håb for fremtiden.«

Regeringstoppen holder fast i magten uden at have en plan for, hvad de vil med den. De ved udmærket godt, at de ikke kan fortsætte som hidtil, at de er nødt til at gøre noget, hvis det hele ikke skal krakelere.

Side 9