Mandattab
Keld Høgh, miljøkonsulent
Lars Løkke Rasmussen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve gevinsten på ni mandater til Venstre med ham i spidsen ved valget i 2019, og han har haft held med ukritisk alene at få gengivet sidste valgresultat i diverse omtaler og analyser, senest af Arne Hardis i WA #2. Men det hører med, at Løkke tabte 13 i 2015 og gik fra 47 til 34 mandater. Dermed vandt han i 2019 kun en del af det tabte tilbage, og han afleverede Venstre med mindre mandattal, end da han overtog formandsposten, nemlig minus fire. Det er godt gået at få et samlet mandattab til alene at fremstå som en succes.
Trump
Asger Aamund, erhvervsleder
Det var dog en ualmindelig idiotisk sammenstilling, Søren Villemoes har foretaget i WA #2, hvor præsident Trump (og jeg) udstilles som fjender af det demokratiske retssamfund. Jeg så hele Trumps tale foran Capitol på tv, og på intet tidspunkt opfordrer han til vold og selvtægt eller til en besættelse af parlamentet. Og hvorfor skulle han dog også ødelægge det, der skulle have været hans store dag på Capitol Hill, hvor republikanske parlamentarikere gennem formelle protester mod valgresultatet 3. november ville udløse to timers debat for hver delstat, der blev omfattet af protesterne?
Hele Trumps taktik gik jo ud på at vise det amerikanske folk dokumentationen for, at valget var præget af systemisk og koordineret valgsvindel, der havde konverteret hans jordskredssejr til et kunstigt produceret nederlag. Besættelsen og vandaliseringen af parlamentet knuste Trumps sidste håb om fire år mere i Det Hvide Hus, fordi den planlagte debat blev annulleret på grund af urolighederne. Det var vist ikke lige det, der var hans hensigt.
Latin
Torben Houman Andersen, speciallæge
På forsiden af kultursektionen i WA #2 har den velskrivende Pernille Stensgaard et rørende og indfølt memento efter begravelsen af sin kære hund. Artiklens latinkundskaber lader dog en del tilbage at ønske, om hunden, kunne man sige, så er begravet hos den citerede litteraturprofessor, Robert Pogue Harrison, eller Stensgaard selv.
For det første findes substantivet humanitas mest oplagt afledt af adjektivet humanus, igen afledt af homo (menneske). Om homo så skulle stamme fra humus, fortaber sig nok i det etymologisk forhistoriske og spekulative. Helt gal er dog angivelsen af humando som verbet »at begrave«. Verbet hedder humo, jeg begraver, efter 1. bøjning og således humare i infinitiv. Humando er højst en gerundiv. Man kunne herefter eksempelvis (under anvendelse af absolut ablativ) skrive: Cane humando in automobile transportato, Stensgaardi animal mortuum amatum humaverunt. På dansk: Efter i bilen at have transporteret hunden, som burde/skulle begraves, begravede Stensgaard (flertal) det døde, elskede dyr.
Vindmølle
Ib Konrad Jensen, journalist og forfatter
Tvind-møllen bliver i WA #2 gjort til forbilledet for de nye moderne vindmøller. Det er en misforståelse. Det designmæssige forbillede for de moderne danske møller er Gedsermøllen, som blev tegnet og konstrueret af ingeniør Johannes Juul fra elselskabet SEAS i 1957. Principperne i denne trevingede, hurtigtløbende opvindsmølle er stammoderen for de møller, som internationale giganter som Vestas, Siemens og GE Wind i dag bygger.
Gedsermøllen producerede strøm fra 1957 til 1967, da den havarerede, og havde på daværende tidspunkt verdensrekorden for strømproducerende vindmøller i uafbrudt drift.
At mølleaktiviteterne på Tvind inspirerede Erik Grove-Nielsen til at designe sine glasfibervinger til at løbe med uret, står til troende. Udgangspunktet for dette var vingerne til nogle mindre prototyper, som Tvindskolerne øvede sig med, inden man byggede den »rigtige« Tvindmølle. Denne, den store mølle, er en nedvindsmølle (vingerne sidder bag tårnet) og er ikke et designmæssigt forbillede.
Men Erik Grove-Nielsens beslutning om at gå modsat Tvind betød faktisk, at hans vinger kom i overensstemmelse med det design, som Johannes Juul havde skabt flere end 20 år tidligere. Juuls møller, både den tidligere Bogåmølle og Gedsermøllen, drejede med uret.
Kostråd
Rasmus Prehn (S), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Coronapandemien sætter sig hårdt på humøret. En af de ramte må være Anders Boas i WA #2. Og han har også forstoppelse. Det er åbenbart Danmarks nye officielle kostråd, der giver Boas tungsind og kedelig trykken for tarmene. Ikke rart – jeg føler med ham. Målet med de nye kostråd er nemlig ikke alene at oplyse om den sundeste kost, der kan forebygge livsstilssygdomme, forbedre vort velbefindende og forlænge levetiden. Målet er også at give en anvisning på, hvad du skal spise, hvis du vil overlade en jordklode med et bedre klima til dine børn og børnebørn.
Anders Boas frygter, at de små, venlige puf, som kostrådene er, forhindrer strukturelle og politiske ændringer af samfundet, som er nødvendige, hvis ikke klimaforandringerne skal vokse os over hovedet. Jeg tænker, at Boas’ argument skal forstås derhen, at hvis vi danskere i forvejen synes, vi gør noget i hverdagen – for eksempel spiser lidt mindre kød – så gider vi ikke også politiske tiltag.
Boas er ikke typen, der kaster om sig med postulater. Slet ikke. Han laver research, før han mener noget. I stakken af bøger, rapporter og tidsskrifter har Boas fundet sin ammunition. I et studie publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change 2019 »antydes det« nemlig, at de små puf i værste fald kan mindske tilslutningen til egentlige politiske reformer.
Det skal vi naturligvis tage alvorligt. Men kan det blive en undskyldning for ikke at foretage sig noget? Ideelt set sker forandringer i samfundet vel ved, at både det individuelle, det kommercielle og det politiske niveau tager fat og ændrer adfærd.
Det økologiske Ø-mærke går jo sin sejrsgang, og forbrugerne har taget det til sig i stor stil trods skepsis i starten, sådan at vi har den højeste økologiske markedsandel i verden. Har det forhindret politiske tiltag såsom ændret indkøbspolitik i det offentlige og krav om økologisk mad i kantiner? Nej, vel? Det individuelle og politiske niveau går hånd i hånd. Tænk på 80erne og 90ernes kampagne imod spritkørsel. Har de forhindret lavere promillegrænse og højere straffe? Nej, vel? Eksemplerne står i kø.
Skal vi for alvor ændre noget, skal vi både på det individuelle og politiske niveau tage fat. Kostrådene er et venligt og positivt puf i retning af bedre sundhed og større klimahensyn. Forhindrer det, at Danmark p.t. har en af verdens mest klimaambitiøse regeringer i verden? Nej, vel? Reformerne, de skal nok komme, forstoppelse eller ej.
Støjberg
Peter Zehler, pensionist
Jeg har i flere år abonneret på Weekendavisen og glædet mig over den fine journalistik. Jeg har ikke tidligere haft behov for at fare i blækhuset for at skrive et læserbrev, men Krasniks leder i WA #2 får mig til at reagere.
Han mener, at rigsretssagen sandsynligvis får dobbelte konsekvenser for Inger Støjberg. Da alt efter hans mening peger på, at hun er skyldig, vil den ene konsekvens være, at hun bliver dømt, og den anden, at hun efterfølgende vil være færdig i politik. Det er så den konklusion, han er kommet frem til, selvom der er jurister, der ikke er så sikre, og som mener, at man lige skal lade retten gøre sit arbejde og blandt andet få genafhørt embedsværket, før man drager konklusioner om hendes skyld.
Krasnik påstår efterfølgende, at Støjberg har været dobbelt uansvarlig. På den ene side har hun efter hans mening ikke overholdt loven, og på den anden side har hun svigtet sine vælgere rent politisk. Han slutter sin leder med: »Hvis hun ikke dømmes ved rigsretten, burde denne dobbelte uansvarlighed være alt rigeligt til at straffe hende ved stemmeurnerne.«
Hov, der hoppede kæden vist af. Hvis Støjberg bliver frifundet, falder Krasniks møjsommeligt konstruerede teori om dobbelt uansvarlighed sammen, idet hun jo så vil have rettens ord for, at hun har overholdt loven og dermed har opført sig ansvarligt. Så står den anden påståede uansvarlighed alene tilbage, altså den politiske. Hvis retten kommer frem til, at hun er uskyldig i anklagerne, er det uklart for mig og sikkert også for hendes vælgere, hvori den politiske uansvarlighed består?
Hvis det, Krasnik mener, er, at Støjberg, selv hvis hun bliver frifundet, har et moralsk ansvar og skal ud af politik, så er jeg bange for, at han kommer til at tøjle sin utålmodighed efter at komme af med hende og i stedet må afvente himlens dom over hende.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
