Noget uhøfligt ankommer jeg 13 minutter for tidligt, så Katrine Winkel Holm er kun halvt færdig med at bage uhævet grahamsbrød og lave kaffe på den gode gamle tragt-vis, da hun beder mig tage plads i køkkenet.
Inden kanden er fuld, når hun at fortælle, at hun synes vældig godt om den socialdemokratiske trio Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og Rasmus Stoklund. Hun får også kritiseret dagens »markedsgymnasium« med ordene: »Det er egentlig utroligt, at Bertel Haarder har sikret sig så godt et eftermæle, når man tænker på, hvad han har været skyld i.«
Endelig finder hun lejlighed til at kritisere John Lennons »Imagine«, som hun kategoriserer som en hyklerisk salme. På samme album som salmen er jo det frysende onde opgør med Paul McCartney, »How Do You Sleep«?
Men så er kaffen også klar. Vi bærer i fællesskab kaffe, brød og en tallerken jordbær ud på altanen, flytter bord og stole væk fra solen og gør os klar til interviewet: Hvordan og hvorledes med det borgerlige Danmark?
Katrine Winkel Holm er, som jeg havde forestillet mig. Et kategorisk menende menneske, hun er trods alt sin fars datter, men hun er det på en mere mild måde end ham. Hun understreger undervejs i interviewet, at hun ville være »meget dårlig til at rådgive politikere«, og den sætningsføring kan jeg bare ikke forestille mig hos Søren Krarup.
Præst er Katrine Winkel Holm, pendlerpræst, som hun siger. Hun bor i Ringsted, men prædiker i Borup, hun kommer direkte fra en bisættelse der. »Næsten ingen vil i jorden i dag,« konstaterer hun. Tidehvervsk debattør er hun også, har medlemsbog hos Dansk Folkeparti og sæde i DRs bestyrelse for samme parti. Kort sagt: kritiker, systemkritiker, erklæret Beatles-fan og et meget behageligt menneske at være sammen med. Vil den 51-årige venligst diagnosticere patienten, det borgerlige Danmark?
»Egentlig er det at være borgerlig det samme som at være ikke-socialist. Det var som sådan, konservative og liberale fandt sammen under Den Kolde Krig. Men nu er der borgerkrig i det borgerlige, mange erklærer ligesom Selsingerne, at ‘vi er de rigtige borgerlige’. For mig er det sådan, at essensen af det borgerlige er det konservative, og konservatismen har det ret godt. Liberalismen har vi kun med for at få styr på økonomien.«
Liberalismen er til gengæld i krise, mener Katrine Winkel Holm, tiden er svær for de liberale, og det har at gøre med masseindvandringen. Liberalismen i Danmark kunne vælge at være nationalliberal, men det valg har den ikke truffet, konstaterer hun og svarer på det spørgsmål, jeg endnu ikke har stillet.
»Jeg kan simpelthen ikke se for mig ... Jeg kan vældig godt lide Jakob Ellemann, men jeg har svært ved at se ham som statsminister. Det indre regnbueflag blafrer virkelig i det parti, og Jan E. Jørgensens Venstre skaber bare flere problemer, end det løser,« siger hun med henvisning til Venstres kultur- og medieordfører, som gerne bruges til at personificere den konventionstro, internationalt orienterede strømning i partiet. Også af Jørgensen selv, han udgav for et par år siden sammen med Berlingskes Bent Winther en bog, som også var en selvdeklaration, en ideologisk selvangivelse: en ægte liberal.
»Det her er ikke nemt for mig at sige, for jeg stemte altid Venstre, før Dansk Folkeparti kom, men hvis jeg skulle vælge mellem Mette Frederiksen og Jan E. Jørgensens Venstre, så måtte jeg vælge Frederiksen.
Hvis Inger Støjberg var leder,« siger Katrine Winkel Holm, men forfølger ikke tanken – helt så indlysende som for et par år siden forekommer den jo heller ikke.
Et parti af voksne
At de liberale er faret vild, mens konservatismen har det godt, betyder dog ikke, at problemet er indkredset, og at det borgerlige Danmark kan gøre krav på statsministerposten her og nu, siger Katrine Winkel Holm.
»Søren Pape? Kan han klare nogen modstand? Han rider på en bølge, og han har medvind, men han overbeviser mig ikke. Både Venstre og Konservative har jo giftet sig med EU, og så har vi allerede problemet. Et konservativt parti skal være EU-kritisk.«
Katrine Winkel Holm erklærer derfor – det er her, hun understreger, at hun nok er en meget dårlig partirådgiver – at der nok vil gå lang, lang tid, før det borgerlige Danmark kan komme til magten.
»Vi skal nok gennem en bundvending. Vi savner både konservative medier og en konservativ tænketank, der kan ruske intellektuelt op i tingene – det konservative kan ikke rummes i CEPOS, som er gennemført liberalistisk og ukonservativ. Det er godt, vi har fået det nye medie Kontrast, de viser gode takter, men vi er nødt til at tænke tingene igennem. Der forestår nok en borgerlig ørkenvandring,« siger Katrine Winkel Holm og efterlyser rige investorer, som kunne sætte penge i en konservativ tænketank.
– Men hvorfor ikke partierne? Er det ikke deres opgave at løse det problem?
»Partierne burde da kunne, men det er for nemt at hakke på dem, den politiske dagsorden kører hele tiden med her og nu-krav.«Jeg spørger, om jeg kan få Katrine Winkel Holm til at sige noget negativt om Kristian Thulesen Dahl, og får et bestemt »nej«. Da jeg spørger, om det er, fordi der ikke er noget negativt at sige, svarer hun »måske«.
»Thulesen og Morten Messerschmidt er et godt makkerpar, og helt unge folk som Peter Kofod og Anders Vistisen er genuint konservative, de er politikere med kvalitet og gennemslagskraft. Dansk Folkeparti får nok endnu en lussing ved kommunalvalget til efteråret, men det er et voksent parti repræsenteret af voksne mennesker, og jeg har respekt for det rugbrødsarbejde, de gør i Folketinget. De kravler ikke op i træerne.«
Katrine Winkel Holm siger, at hun »er gladere for Kristian Thulesen Dahl, end så mange andre er«. Han knokler hårdt, også nu hvor den politiske vejrudsigt byder på evindelig modvind.
»Når han udtaler sig, er det med stor vægt, der er meget mere substans, end når Pernille Vermund siger noget. Men han har selvfølgelig ikke så iøjnefaldende et udseende som hende. Vi er havnet i en destruktiv diskussion mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, et håbløst hundeslagsmål. Sagen er, at Dansk Folkeparti ikke er overflødiggjort og ikke kan slås omkuld. Nye Borgerlige er et meget skrøbeligt projekt, der er noget Liberal Alliance over dem. Den dag Pernille Vermund ikke vil længere, hvad sker der så med Nye Borgerlige?«
Jeg siger til Katrine Winkel Holm, at Nye Borgerlige efter mit skøn er blevet mere pragmatiske. Er hun grundlæggende glad for, at der er kommet et nyt parti, som har næsten samme udlændingedagsorden som hendes eget?
»Det har jeg det ærlig talt blandet med. Det er da glædeligt, at de har gjort modstand mod islam mere stueren, men hvad har de egentlig opnået? Er deres største sejr ikke, at det går Dansk Folkeparti dårligt? Dansk Folkeparti er lykkedes med at få Socialdemokratiet til at kopiere vores politik, og Nye Borgerlige har også stjålet med arme og ben. Dét er en sejr for Dansk Folkeparti, som jeg tager hatten af for.«
– Men Nye Borgerlige har presset Dansk Folkeparti til en mere destruktiv politik, som ikke længere anerkender konventionerne som magtens vilkår?
»Det har du ret i, men det er godt. Måske var Dansk Folkeparti blevet lidt for pragmatiske, for der skal et opgør med konventionerne til. Mette Frederiksen er så stærk, at hun kunne gennemføre det opgør, men det kommer ikke til at ske, det er et fatamorgana.«
Mange kritiserer Thulesen Dahl for at placere sit parti mellem Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen op til valget i 2019. Men det er for let en analyse, mener Katrine Winkel Holm. »Der er jo sket noget med Socialdemokratiet, det er ikke bare spin,« som hun siger.
»Men en del vælgere syntes nok, at Dansk Folkeparti var blevet for pragmatiske, for taktiske. De ventede bare på et nyt parti, og det kom så også. Jeg kender selv en del mennesker, som er gået fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige. Og så tror jeg, det var rigtig dumt at lukke Radio24syv, det gav Dansk Folkeparti meget hård presse, og det var tåbeligt at lukke så magtfuld og begavet en radio lige op til et valg. Jeg savner selv den radiostation i dag.«
Moderne farisæere
Eftermiddagssolen er undsluppet terrassens skygge, og det er så varmt, at kaffen nægter at blive kold i kopperne. Jeg flytter fokus fra de christiansborgske skygger, ud til det religiøse, det kristne: Er det ikke meget lidt tidehvervsk, når førende medlemmer af Dansk Folkeparti er begyndt at skilte med deres kristendom? spørger jeg.
»Det kommer helt an på, om man gør sig til. Det er en misforståelse, at troen er privat, for den er personlig, og det er noget andet. Troen betyder også noget uden for hjemmets fire vægge, den tager man med sig ud af privaten, den findes også uden for den enkelte. Vi skal sige, hvad vi står for, hvad vi vil, hvad vi bygger på. Og det er andet og mere end frihed, flæskesvær, porno, bare bryster, selvrealisering, og at alle bliver skilt. Det er blevet et kæmpe tabu at tale om tro, men den skal fylde. Ikke som gerningsretfærdighed eller båret i reversen som hos Indre Mission i sin tid, men det er ikke kun muslimerne, der har noget at tro på. Det har vi også. Det må politikere også gerne fortælle, bare de kan skelne og ikke tror, de kan føre kristen politik.«
Katrine Winkel Holm finder det forbløffende, så lidt kristendommen fylder i Danmark, hvor stor uvidenheden er om Biblen.
»Men det religiøse dukker hele tiden op, det kommer blot i nye gevandter. Maden, veganernes regler, det er da religion. Madregimet er ikke andet end god gammel farisæisme. Læs Markusevangeliet kapitel syv, hvor Jesus siger, at ‘intet som kommer ind i et menneske udefra, kan gøre det urent’. Det er en historisk anomali at dømme troen ude og sige, at man ‘bare’ er imod islam, for troen er der hele tiden. Ved den bisættelse, jeg forestod i dag, havde enken bedt om, at vi sang Befal du dine veje. Hvad skal man synge om 50 år? Mariehønen Evigglad?«
Katrine Winkel Holm siger, at mit spørgsmål tydeligvis sigter til Morten Messerschmidt, men at hun både har lyttet til ham og læst hans bog, Den kristne arv. Han leverer i bogen oplysning og undervisning om kristendommen, ikke politisk forkyndelse, siger hun.
»Vi skal have nogle vitaminer, vi kan tære på, når vi får modvind i livet. Og hvis ikke vi har kristendommen, laver folk bare deres religion på deres egen måde. Så skaber de deres eget køn, skaber deres eget menneske. Det er helt goldt, det eneste, det ikke handler om, er at skabe en familie. Hele denne bølge af queer og woke er jo en vækkelsesbevægelse, woke betyder vakt.«
Sædelighedsfejden
Interviewet er egentlig slut, men vi taler videre en halv times tid i den brændende sol, blandt andet om litteratur. Katrine Winkel Holm siger, at hun »elsker at hade kvindekvoter i litteraturen«, og da jeg beder hende nævne tre forfattere, der er vigtige for hende, afleverer hun tre kvindenavne: Leonora Christina, Marie Bregendahl og Sigrid Undset.
Men vi berører også nogle af de debatter, som Katrine Winkel Holm senest har bidraget til med skarpe standpunkter vendt mod den offentlige mening. Anklagerne mod Naser Khader for overgreb og krænkelser gennem en årrække; Hun mener ham urimeligt behandlet. Afsløringerne af overgreb i Danmarks Radios Pigekor og på Sankt Annæ Gymnasium.
»Sagen i DRs Pigekor skal selvfølgelig behandles seriøst, for det er alvorligt, hvis man har misbrugt sin magtstilling over for korets piger. Men jeg kritiserer, at man udvider og går hele 30-40 år tilbage i tiden og anklager for noget så diffust som en seksualiseret kultur. DR-undersøgelsen er nødvendig og uomgængelig, men man skal ikke dømmes først i medierne,« siger Katrine Winkel Holm.
Hun tier kortvarigt, inden hun rejser sig med ordene, at »alt det med Khader er jo en sædelighedsfejde«. Hun forlader terrassen, går ind til stuens reoler og kommer tilbage med en bog med Viggo Hørups breve og artikler og begynder at læse op.
Det er et smukt tableau at se og høre en tidehvervsk præst stå i solen og recitere, hvad en radikal kirkefader har skrevet til Bjørnstjerne Bjørnson og udgivet ved det forrige sekelskifte, så den scene kan passende få lov til at slutte interviewet. Hørup har ordet, givet ham af Katrine Winkel Holm:
»Om noget er lumpent, ret af hjertet lumpent, så er det denne sædelighed. Her kommer de torskende i hele stimer med deres sædelighed, som de dyrker offentligt ved at ligge med øjet privat i andre folks nøglehuller. Det er lumpent at overfalde mænd, hvor de er værgeløse. Og hvem kan stå og forsvare sig mod sligt og diskutere vidt og bredt, hvad der er hans eget personlige anliggende og ikke vedkommer nogen – for at give stof til flere foredrag og avisartikler og protestmøder, mens pøblen skriger navne ...«
