Hybris. En bølge af dødbringende oversvømmelser har ramt Europa, og det er i høj grad menneskets egen skyld. Vi breder os i stigende grad ud over arealer, som historisk har været flodernes domæne, og omgiver dem med beton og asfalt. Vi tror, vi kan tæmme naturens kræfter, men det er dømt til at gå galt, advarer forskere.

Flodlandet

Flodlandet Af Peter Harmsen

Den græske kriger Achilleus var den første europæer, der lagde sig ud med en af kontinentets floder. Under Den Trojanske Krig var Skamandros, personificeringen af en anatolsk flod af samme navn, på trojanernes side og ville have dræbt Achilleus, hvis ikke andre guder havde grebet ind. »Op han af Vandet sprang, og henover Sletten han løb paa flyvende Fødder, slagen af Skræk,« skriver Homer om Achilleus, der i Christian Wilsters oversættelse bliver forfulgt af »den regnopsvulmede Flods høitrullende Bølger«.

Tre tusind år er gået, og Europas floder er stadig i stand til at jage en skræk i livet på verdensdelens beboere. De fleste europæere lever inden for en overkommelig afstand til en større flod, og de seneste dages voldsomme oversvømmelser i særligt Tyskland har vist, at det kan være ensbetydende med at balancere på kanten af afgrunden.

Den tyske katastrofe har mindet europæerne om noget, mange måske har glemt: De lever med og af floderne, men nogle gange også til trods for dem. Ben Coates, den hollandsk-engelske forfatter af bogen The Rhine: Following Europe’s Greatest River from Amsterdam to the Alps, forklarer nærmere:

»Mange europæiske lande står ofte for os som enten maritime eller bjergrige, men i virkeligheden er en stor del af dem dybest set flodnationer. Uden de store floder, som passerer gennem dem, ville de se helt anderledes ud. Et Europa uden floder kunne meget vel være et Europa uden London eller Paris, uden de to verdenskrige, uden Wagner eller Rembrandt,« siger han.

Hvor vi tidligere havde respekt for vandets kræfter, lever vi i dag i den illusion, at vi har tæmmet dem.

»Det kan godt være, at vi ikke tænker over floderne så ofte i hverdagen, men sandheden er, at de er som et usynligt elektricitetsnet, der binder hele kontinentet sammen og holder det kørende. De er helt essentielle for vores dagligdag, men de er lette at overse, lige indtil den dag, hvor tragedien rammer,« siger Ben Coates.

Et kompliceret regnestykke

Det har den gjort i Tyskland, hvor omkring 200 er døde og flere hundrede sårede efter ekstraordinært voldsom regn, som især har ramt delstaterne Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz. Også Belgien, Holland og Schweiz har oplevet ødelæggende oversvømmelser.

Samtidig, men en halv jordklode borte, er dele af Kina udsat for den heftigste regn i årevis. I scener, der virker som taget ud af en Hollywood-katastrofefilm, vakler indbyggere i millionbyen Zhengzhou gennem lysebrunt vand til livet.

Ifølge Nigel Arnell, der er meteorolog ved University of Reading, er det et forvarsel om, hvad der er i vente i fremtiden. Mens det er for tidligt at sige konkret, om de igangværende oversvømmelser skyldes den globale opvarmning, øger de højere temperaturer sandsynligheden for ekstreme vejrfænomener.

»Det er helt indlysende, at vi har påvirket det globale klimasystem med den øgede udledning af drivhusgasser. De globale temperaturer er cirka en grad celsius højere i dag end i midten af 1800-tallet, og vi har oplevet masser af usædvanlige hedebølger, tørker og oversvømmelser rundt om i verden,« siger han.

De bygger diger til at holde vandet borte, men det skaber bare en falsk tryghedsfornemmelse, og før eller siden går det galt.

Martin Thoms, ekspert i flodsystemer

Der er potentielt to årsager til, at den globale opvarmning gør oversvømmelseskatastrofer mere sandsynlige, fortæller Arnell.

Der er den helt simple omstændighed, at en varmere atmosfære kan optage mere vand. For hver grad, luftens temperatur stiger, kan den holde på syv procent mere fugtighed, så når det regner, vil nedbøren være kraftigere end før.

Derudover kan den globale opvarmning føre til, at vejrsystemer bevæger sig mere uberegneligt end før. Polarområderne er blevet varmere, og temperaturforskellen i forhold til områder tættere på ækvator er mindsket.

»Det fanger vejrsystemerne, så de bevæger sig langsommere og derfor dumper mere vand ét enkelt sted,« siger Arnell.

Der er en tredje virkning af de globale temperaturstigninger, som især vil gøre sig gældende i Øst- og Nordeuropa. Efterhånden som vintrene bliver lunere, vil mere af sæsonens nedbør falde som regn i stedet for som sne. Så om foråret vil der have ophobet sig mindre sne og derfor også være mindre smeltevand.

»Det vil på den ene side indebære, at der vil være flere små oversvømmelser om vinteren, men på den anden side vil der også være færre oversvømmelser forårsaget af smeltevand om foråret. Så det er uklart, om det samlet set betyder, at oversvømmelserne bliver værre, eller ej,« siger Arnell.

I det hele taget er der ikke nogen en-til-en-sammenhæng mellem stigende temperaturer og voldsommere oversvømmelser. World Weather Attribution, som er et netværk af klimaforskere, undersøgte i 2016 årsagerne til oversvømmelser, som samme år ramte både det sydlige Tyskland og det nordøstlige Frankrig og tvang beboere til at flygte – i nogle tilfælde i kanoer og kajakker.

Forskerne konstruerede blandt andet computermodeller af vejrsituationen i de berørte tyske og franske områder i perioden fra 1960 til 2016, hvor nogle af modellerne viste den faktiske udvikling, mens andre simulerede udviklingen, som den ville have taget sig ud i fraværet af udledningen af drivhusgasser. Resultatet var ikke entydigt. Mens det var sandsynligt, at oversvømmelserne i Frankrig skyldtes det varmere vejr, kunne forskerne ikke påvise en tilsvarende sammenhæng for Tyskland.

Moderne skrøbelighed

Fremtidige undersøgelser vil vise, om en sammenhæng kan konstateres for denne sommers oversvømmelser. Men den præcise årsag ændrer ikke ved, at de er kommet som et chok. »Det tyske sprog har knap nok et ord, der dækker de ødelæggelser, som har fundet sted,« sagde forbundskansler Angela Merkel, da hun inspicerede katastrofeområdet søndag.

Måske er ødelæggelserne i en vis forstand proportionale med, hvor udviklet et samfund er.

»Det ser ud til, at oversvømmelserne ramte store dele af den infrastruktur, for eksempel mobiltelefoner og internet, som vi er mere og mere afhængige af. Det er velkendt, at komplekse, indbyrdes forbundne systemer risikerer en katastrofal nedlukning, hvis dele af systemerne bliver sat ud af spillet,« siger Arnell.

»Så i den forstand er udviklede samfund faktisk betydeligt mere skrøbelige og sårbare, end vi tror. Det er fint nok, når det hele fungerer, men der opstår problemer, når der sker noget stort og uventet. Og selv hvis noget stort er forventet, er der altid en mulighed for, at noget endnu større vil ske.«

Men der er også en vis hybris i den måde, vi i Europa har bredt os ud over arealer, som historisk har været flodernes domæne. Samtidig har vi dækket store områder langs floderne til med beton, cement og asfalt, og det er blevet vanskeligere for landområderne at opsuge overskydende regnvand. Ifølge Martin Thoms, en ekspert i flodsystemer ved University of New England i Australien, er det ikke overraskende, at det nu giver bagslag.

Mange begår den fejl at tro, at vi kan fortælle stærke kræfter i naturen, hvordan de skal opføre sig.

Fiona Haughey, arkæolog

»I Tyskland har flere og flere fået lov til at bygge huse og fabrikker på flodsletter, og flodsletter bliver af og til oversvømmet helt naturligt. Det kan godt være, at de bygger diger til at holde vandet borte, men det skaber bare en falsk tryghedsfornemmelse, og før eller siden går det galt,« siger han.

Han stiller det i kontrast til lande i Sydøstasien og Mellemamerika, hvor huse på flodsletterne ofte er tilpasset miljøet ved at være bygget på pæle. I det hele taget kan de industrialiserede samfund lære af andre kulturer, som lever i tættere kontakt med naturen – og det gælder for den sags skyld også deres egne forhistoriske forfædre.

Arkæologen Fiona Haughey leder projektet Archaeology on the Thames, som foretager undersøgelser af forhistoriske bosættelser langs Themsen, og hun bliver i sit arbejde konfronteret med, hvor radikalt nutidens forhold til floderne har forandret sig.

»Vi har overset den kendsgerning, at floder i virkeligheden er meget farlige. Vi har set dem som tæmmede steder, som vi har kontrolleret ved at bygge mure og dæmninger. Men i Storbritannien har der for eksempel været mange tilfælde af, at floder er brudt igennem deres kunstigt byggede bredder,« siger hun.

»Så har folk tit udtrykt chok over, at det har fået lov til at ske. Men mange begår den fejl at tro, at vi kan fortælle stærke kræfter i naturen, hvordan de skal opføre sig. Vi ser det overalt i verden, hvor der foregår ødelæggelse fra naturens hånd, og vi udtrykker stadig forskrækkelse, når vi bliver berørt af det.«

Utæmmelige kræfter

Uden at overromantisere oldtidsmenneskenes forhold til naturen er der tegn på, at de levede i et mere harmonisk samspil med floderne, måske hjulpet af en religion, der befolkede naturen med guder af forskellig art.

»Vi skal behandle floderne med respekt. I forhistorisk tid forsøgte man aldrig at ændre deres løb eller bygge oven på dem. Og vi skal huske, at hvis en flods forløb er blevet ændret, af den ene eller anden årsag, vil den altid ’huske’ sin tidligere rute og kan på kort tid vende tilbage til sit gamle forløb,« siger Haughey.

Christopher Schliephake, der er oldtidshistoriker ved Augsburg Universitet med fokus på, hvordan de gamle grækere og romere forholdt sig til deres miljø, mener også, vi kan tage ved lære af antikken. Selv om romerne var store ingeniører og fra et tidligt tidspunkt satte al deres kunnen ind på at få Tiberen under kontrol, var floden lunefuld, og langt op i kejsertiden gik den ofte over sine bredder med katastrofale resultater.

Selv den romerske verdens mægtigste mand kom altså nogle gange til kort over for elementerne, og det førte til en grundlæggende forståelse for, at intet menneskeskabt system er fuldstændig fejlfrit og har råd til at ignorere de naturlige omgivelser. Det er en indsigt, som vi har mistet på vej ind i antropocæn – »menneskets tidsalder« – som nogle geologer har kaldt den periode, vi lever i, fortæller Schliephake.

»Oldtidens mennesker havde en evne til at se og fortolke tegn i naturen, for eksempel når de skulle forudsige høstudbyttet. Jeg er sikker på, at oldtidens samfund kan fortælle os et og andet om at leve med usikkerhed. Det er noget, som vi har behov for at lære igen. Jeg er overbevist om, at viden om historien vil have stor betydning for, hvordan vi forholder os til katastrofer som den, vi i øjeblikket oplever,« siger Christopher Schliephake.

»Floder og flodlandskaber er dynamiske miljøer. Deres økosystemer er sårbare over for menneskets indvirken, og derfor er det efter min mening faktisk forkert at kalde oversvømmelserne for naturkatastrofer. De er først og fremmest skabt af mennesket selv. Det er en anden ting, som vi er nødt til at lære igen. Vi skal se floderne som levende organismer. Ellers må vi finde ud af det på den hårde måde, som da Achilleus mødte Skamandros.«

Side 6