Sammenhold. »Vi blå partiledere mødes en gang om måneden, og der er ved at blive opbygget en fælles forståelse af, at hvert enkelt parti i blokken har områder, som er vigtige for dem.« Pernille Vermund tror på det, som Løkke erklærede for en umulighed.

Vi har alle rykket os

Regnebrættet for Pernille Vermunds møder med Lars Løkke Rasmussen inden valgkampen i 2019 er hurtigt gjort op. De var løbet forbi hinanden en enkelt gang på et bornholmsk folkemøde, og ved et andet havde hun set ham på Liberal Alliances båd en tidlig morgen ved firetiden. Men talt med Løkke?

»Inden han kom med sin udtalelse om, at man ikke kunne basere en regering på Nye Borgerlige, havde jeg ikke vekslet et eneste ord med ham. Ikke ét,« siger Pernille Vermund.

Vi sidder på den 45-årige partileders terrasse i hjemmet i Nordsjælland. Sommeren er mådelig, kaffen glimrende og emnet besværligt for det borgerlige Danmark. Vi skal tale om muligheden for et regeringsskifte baseret på det parti, som Løkke stemplede som ubrugeligt, men som nu fylder godt op i den blå lejr.

Det er, som om de dramatiske begivenheder dengang i april 2019 er stammoder for alle den borgerlige bloks aktuelle konflikter. Resten af blå blok blev på en formiddag forvandlet til måbende bønder i et skakspil, da Løkke brugte Vermund som begrundelse for sit overraskende befrielsesprojekt.

Bønderne blev hældt af brættet med den begrundelse, at man ikke kan bygge noget på folk, som vil bryde konventionerne. Siden accelererede begivenhederne i Venstre ud af enhver kontrol. Løkke vandt mandater, men tabte alt og efterlod blå blok i kaos. Man kunne måske få den idé, at hele Løkkes projekt handlede om at sikre Venstre fremgang, så han kunne redde sin formandspost, funderer jeg. Pernille Vermund smiler, som om det ikke er verdens mest dristige teori.

»Jeg er fuldstændig enig. Når jeg ser tilbage på de begivenheder i april 2019, må jeg få den tro, at det var en bevidst strategi fra hans side ikke at kontakte mig. Alt andet lige vil jeg mene, det er sværere at være så uforskammet over for en, man har siddet overfor og diskuteret Danmarks fremtid med, end hvis man aldrig har mødt vedkommende. Men sådan er det måske ikke for Løkke. For Løkke handler alt om Løkke, og det har det gjort, fra han blev statsminister første gang til i dag,« siger Pernille Vermund.

Hun siger, at hun aldrig har forlangt konventionerne opsagt, hun har forlangt udlændingeproblemerne løst fra bunden, også selvom det måtte kræve et brud med konventioner, som det hedder på Nye Borgerlige-dansk. Og det er jo ikke ganske det samme. Der er et rum for politik mellem de to udsagn, et rum, som aldrig blev udforsket af Løkke. I den forstand er hun måske faldet som offer for sin egen propagandas succes? Før valget slog det insisterende og ultimativt formulerede krav om en ny udlændingepolitik så effektivt igennem, at alle – inklusive Løkke – måtte tro, at udtræden af konventionerne var Vermunds alfa og omega?

»Noget er nok en følge af, at man som nyt parti ønsker at slå fast, at man står et andet sted end de øvrige partier, og så risikerer man, at andre lægger noget andet i det, man siger. Op til valget i 2019 var vi ikke i en situation, hvor vi kunne definere os selv. Vi blev defineret af medierne, af andre partier og til sidst primært af Lars Løkke.«

En kaotisk baggrund

At Pernille Vermunds pointe ikke er ganske ubeføjet, blev klart kort efter valget i 2019, hvor Nye Borgerlige akkurat klarede spærregrænsen og kom i Folketinget med fire mandater. Dengang fastslog hun i et interview her i avisen, at »det ikke er ultimativt, at vi meldes ud af konventioner, men (...) ufravigeligt, at problemerne løses«. Vermund sagde også ja til, at hun godt kunne støtte et regeringsgrundlag, som erklærer at ville stå vagt om konventionerne.

I dag er situationen under alle omstændigheder en anden. Vermunds parti er siden valget udstyret med en meningsmålt stabil medvind, som gør Nye Borgerlige lige så store – eller små, om man vil – som Dansk Folkeparti. I den seneste måling fra Voxmeter står begge partier til 12 mandater. Samtidig er Konservative blevet lige så store, som Venstre er blevet små.

Men stik imod Løkkes analyse vurderer Pernille Vermund efter to år i opposition, at det godt kan lade sig gøre at opbygge et regeringsprojekt på de blå partier – inklusive hendes eget, naturligvis.

»Det kommer lidt an på, hvem der kommer til at sidde for bordenden, men ja, jeg tror på det. Vi blå partiledere mødes en gang om måneden, og der er ved at blive opbygget en fælles forståelse af, at hvert enkelt parti i blokken har områder, som er vigtige for dem. Vi har alle rykket os, men det startede jo også på en kaotisk baggrund. Jakob Ellemann, der kom til, efter at Løkke havde smidt en håndgranat og var stukket af. Kristian Thulesen Dahl, som af gode grunde var optaget af alt muligt andet. Alex Vanopslagh, som overtog, efter at Liberal Alliance var faldet helt vildt sammen. Pape var den eneste med overskud og en vis erfaring, men jo slet ikke på niveau med de garvede folk, Venstre har.«

– Bør I stille med en fælles statsministerkandidat inden næste folketingsvalg?

»Jeg ser helst, at de, der gerne vil have statsministerposten, fortæller, hvad de vil. Hverken Pape eller Ellemann har jo rigtig meldt sig på banen med et politisk projekt. Jakob kommer med nogle meldinger, men slet ikke så konkret, at man kan se konturerne af det borgerlige Danmark om fire, otte eller tolv år. Der må man sige, at Mette Frederiksen i god tid var mere klar i mælet, da hun rykkede til venstre i fordelingspolitikken og til højre i udlændingespørgsmålet. Hvis man vil være statsminister, skylder man at fortælle, hvad man vil med magten. Vi har sagt, hvad vi vil: Vi vil have udlændingesagen løst fra bunden og en borgerlig politik, hvor man er sin borgerlighed bekendt. Om den kommende blå statsminister selv mener det eller tilslutter sig ambitionen af taktiske grunde, er jeg ligeglad med, bare der bliver leveret.«

Pernille Vermund understreger, at hun ikke allerede i dag har en favorit som borgerlig statsministerkandidat. Hun har alene fremhævet Pape, fordi Konservative i højere grad stemmer med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i udlændingespørgsmål, end Venstre gør.

»Men som sagt: Det vigtige er ikke, om den kommende statsministerkandidat mener det, men at han kan levere.«

Selv har Pernille Vermund ikke en ambition om at sidde med i en blå regering, men holder dog døren på klem: Ender det borgerlige Danmark med tre lige store partier, vil hun ikke på forhånd udelukke Nye Borgerliges krav om regeringsdeltagelse.

Statsministeriet tager fejl

Det interessante er naturligvis, hvordan det skal gå med Nye Borgerliges krav om at løse udlændingespørgsmålet »fra bunden«. Politikken er i dag formuleret i seks punkter: totalt asylstop. Krav om selvforsørgelse. Eget ansvar for integration. Ud med de kriminelle. Assimilation som forudsætning for indfødsret. Og så oven over det hele viljen til at fravige eller opsige de konventioner, som måtte stå i vejen for politikkens gennemførelse.

»Asylstoppet er det, der vil tage længst tid. Når vi skal træde ud af Dublin-forordningen og hjælpe folk i nærområderne, kræver begge dele et lidt længere stykke arbejde. Det er ikke bare at vedtage en lov, der er også en masse praktiske ting, der skal på plads. Udvisning af kriminelle er derimod ‘bare’ lovgivning – og så måske nogle efterfølgende sager. Vi behøver ikke være duksedreng på det område, for det koster jo, når kriminelle ikke bliver udvist, og prisen betales af danskerne.«

– Men det er jo ikke ‘bare’ at udvise dem, hvis de ikke vil, eller landene ikke vil tage imod dem.

»Nu udrejser de fleste udviste heldigvis, men ellers er der jo udrejsecentret. Og der er vores politik, at der kun skal være én dør ud, og det er døren ud af Danmark.«

Konventionerne står i vejen.

»Ja, og så må konventionen vige. Hvis den hindrer indespærring og udsmidning af udvisningsdømte kriminelle udlændinge, er noget jo helt galt. Der hersker en forståelse i Statsministeriet af, at det samlet set er til fordel for Danmark at bøje sig i den slags sager. Men den forståelse må ændres, for den er forkert. Hvis man konsekvent tager hensyn til konventioner, som aktivistiske dommere hele tiden udvider anvendelsesområdet for, så ender vi med at ødelægge vores land.«

Man er ikke nået til diskussioner af den slags under de månedlige møder for blå bloks ledere. »Jakob ved, hvor jeg står, med Pape har jeg diskuteret det face to face, og han deler min bekymring om den aktivistiske domstol,« som Pernille Vermund siger.

Hvordan vil danskerne kunne mærke en borgerlig regering støttet af Nye Borgerlige? Vil der være markant færre muslimer i Danmark efter en fuld valgperiode?

»Hvor mange indvandrere og efterkommere fra Mellemøsten her vil være, afhænger fuldstændig af, om de, som er her, vil følge loven og leve op til kravet om deres egen selvforsørgelse. Vil de ikke det, må de udvises eller selv rejse ud. Vi mener, at det er et helt rimeligt krav at stille til udlændinge, der kommer hertil, at de skal forsørge sig selv. Så de bør selvfølgelig tegne en forsikring mod arbejdsløshed, så de ikke ryger på gaden fra den ene dag til den anden. Mit håb er, at nogle af dem vælger en anden adfærd og vælger at leve på en anden måde, men vil de ikke, må de finde et andet sted at slå sig ned. Du spurgte til muslimer. Vi taler om udlændinge, uanset om de er muslimer, kristne eller buddhister, men situationen er bare den, at der er en overrepræsentation af kriminelle og mennesker på overførselsindkomst fra Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet.«

Pernille Vermund understreger, at hun tror, at en del af dem, der i dag er på kontanthjælp og integrationsydelse, vil ændre adfærd. Når familierne sættes stolen for døren, vil »mænd acceptere, at deres koner bestiller noget«, som hun formulerer det. Og så vil det i sagens natur være færre, som vil skulle forlade Danmark.

»Når jeg ikke kan slynge et antal ud, skyldes det ikke usikkerhed om, hvad der kan stå i et kommende borgerligt regeringsgrundlag, men at vi ikke kender folks adfærd. Mange har et sortsyn og siger, at de her mennesker aldrig kommer til at forsørge sig selv, og forudser et kæmpe antal, der skal udvises. Når jeg diskuterer det her med folk på venstrefløjen, kan de finde på at sige, at det vil gå ud over 100.000 eller flere. Men slynger man så stort et tal ud, viser det venstrefløjens meget lille tillid til, at folk vil holde loven og forsørge sig selv. Jeg taler jo om folk i den arbejdsføre alder, ikke folkepensionister, og vi vil sikre os, at udlændinge her i landet forsikrer sig mod arbejdsløshed og sparer op til pension.«

Det lyder, som om kun ganske få vil forlade Danmark?

»Jeg vil ikke sige ganske få. Men forhåbentlig vil vi opleve et faldende antal uintegrerede udlændinge. Målet er, at de udlændinge, der er i Danmark, køber ind på danske værdier, overholder loven og forsørger sig selv.«

Hvis Nye Borgerlige støtter eller deltager i en borgerlig regering frem til 2050, vil der fortsat være rigtig mange muslimer i Danmark?

»Hvis udviklingen fortsætter som nu, så vil der ganske rigtigt blive mange flere, som aldrig burde have haft opholdstilladelse i Danmark, og netop den udvikling vil vi ikke acceptere. Men du taler om muslimer, og jeg understreger igen, at vi ikke har vores politik af religiøse årsager. Folk må tro og tænke, hvad de vil, så længe vi andre kan blive fri for at forholde os til deres religion. Når vi kritiserer islam, og når et stort antal muslimer er et problem for Danmark, er det, fordi muslimer i højere grad end andre lægger et pres på vores danske kultur og vestlige værdier. Islam er også politisk. Jo mere islam fylder i et samfund, jo mindre plads bliver der til friheden og demokratiet.«

Borgerlige værdier

Pernille Vermund insisterer på at gennemføre sin udlændingepolitk med den borgerlige blok. Kunne Nye Borgerlige ikke lige så gerne gå efter en politisk blok eksempelvis sammenstykket af Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Konservative og med Socialdemokratiet som statsministerparti?

»Det vil ikke være gavnligt for Danmark, hvis borgerlige partier peger på en socialdemokratisk statsminister, som bortset fra Anker Jørgensen er den mest røde af dem alle i nyere tid. Det er helt uholdbart. Mette Frederiksen siger, at hun vil have folk til at være selvforsørgende, men hun gjorde det modsatte, straks hun blev statsminister. Hun satte ydelsen op for en række børnefamilier, hvor cirka 70 procent var ikkevestlige. Som borgerlig mener jeg, der er en sammenhæng mellem ret og pligt. At stå op og passe et arbejde er vigtigt og måske særlig vigtigt at understrege over for dem, der ikke er vokset op i en protestantisk arbejdskultur.«

De blå partier må også stå sammen om at løse udlændingeproblemet »fra bunden«, fordi det udfordrer vigtige borgerlige værdier at følge den hidtidige kurs. Erfaringerne har vist, at evindelige stramninger og lappeløsninger svækker det borgerlige samfund på to afgørende måder, mener Vermund.

De skærer for det første hele tiden små bidder af det liberale samfund – opholdsforbud, tvangsfordeling og indsatserne i udsatte boligområder går også ud over danskere. Og for det andet får stramningerne indflydelse på den kernevelfærd, borgerlige finder vigtig, eksempelvis sundhedsvæsenet, folkeskolen og gymnasiet. Systemet bliver rigidt og bygger på kontrol og mistillid i stedet for tiltro borgerne imellem.

»Der var selvfølgelig også brodne kar i gamle dage, men vi var ikke nødt til at bygge velfærdssystemet op på den forudsætning, at alle er brodne kar. Det er slemt nok, at du og jeg skal betale mere i skat. Det er værre, at danskerne oplever, at det er blevet ekstremt opslidende og bureaukratisk at komme igennem i velfærdssystemet.«

Thulesen Dahl er begyndt at kritisere jer med afsæt i jeres økonomiske politik. Er det et problem?

»Nej. Problemet er, at partier, som nominelt er borgerlige, siden nullerne har ført socialdemokratisk økonomisk politik og talt som socialdemokrater. Så jeg er glad for Thulesen Dahls kritik. Det er med til at tydeliggøre, at Nye Borgerlige har en borgerlig økonomisk politik. Vi synes, der er behov for en modstand mod den socialdemokratisme, der sniger sig ind alle steder. En borgerlig ambition må være, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge. Derfor er det også godt, at de to partier, der går frem i målingerne – Konservative og os – er tilhængere af en mere liberal økonomisk politik. Venstre ligger tættere på midten, Dansk Folkeparti ligger langt på den anden side af midten i den økonomiske politik.«

Undervejs i interviewet prøver jeg at få Pernille Vermund til at indrømme, at hendes parti fører sig frem som antipolitikere, der ikke er som de andre. Gammelpartierne. Åben mistillid til sundhedsmyndighederne i coronaforløbet. Evindelig omtale af sig selv som selvstændige erhvervsdrivende med erfaring fra det private erhvervsliv – Vermund er selvstændig arkitekt – ikke politikere. Leflen for Men in Black.

Pernille Vermund afviser det hele. Det er vel ikke mærkeligt, at man i starten ikke ser sig selv som politiker, »men nu sidder vi i Folketinget, og så er vi selvfølgelig politikere«, som hun siger. Da jeg nævner Men in Black, hæver hun vantro øjenbrynene. Er jeg klar over, at hendes livvagter i vinter førte hende uden om demonstrationerne, når hun skulle fra Christiansborg? Endelig: Hun har ikke mistro til sundhedsmyndighederne, men tror, at en borgerlig regering hurtigere ville have forladt forsigtighedsprincippet til fordel for et proportionalitetsprincip i pandemibekæmpelsen.

Først da jeg spørger til hendes karakter til regeringens samlede coronastrategi, vurderet efter 13-skalaen, har jeg et vist held. I hvert fald udløser det interviewets eneste tænkepause.

»Otte. Nej, det er måske lidt for højt. Kan vi sige syv?«

Uden minkskandalen ville karakteren vel være én højere?

»Nok mere end én. Minkskandalen er klart det værste. Den rammer ikke mange, men koster det samme som fire supersygehuse.«

Så uden minkene ti?

»Nej, jeg endte på syv, så det ville blive ni uden minkskandalen.«