Black lives matter. Mange afrikanere drømmer om en fremtid i USA. Men det modsatte findes også. Afroamerikanere, der flytter til Afrika fra USA, er ikke længere et særsyn.

Den afrikanske drøm

Den afrikanske drøm Af Anne Kidmose

DAR ES SALAAM – Det er nærmest umuligt at undgå at lægge mærke til de nye tilflyttere i millionbyen Dar es Salaam i Tanzania.

Jeg møder dem i supermarkedet, i fitnesscenteret, på barerne. Selv på min søvndrukne løbetur mandag morgen passerer jeg en mor med to små børn, der pludrer på amerikansk engelsk.

Mens mange afrikanere, tanzaniere inklusive, drømmer om at prøve lykken i USA, har flere afroamerikanere forladt USA til fordel for Afrika de seneste år. Antallet af videoer på YouTube om »Why I moved to Tanzania« og »Moving to Tanzania from America was the best decision ever« er eksploderet.

Hvad får småbørnsfamilier til at forlade deres hjemland og slå sig ned her? Jeg begynder at lede efter svar, men det skal vise sig at være sværere, end jeg havde regnet med.

En eftermiddag i supermarkedet overhører jeg en småbørnsfamilie tale engelsk med amerikansk accent. Mor, far og to små børn i joggingtøj. Jo, de er fra »the States« fortæller moren, da jeg spørger.

De er flyttet til Tanzania på grund af racisme i USA – og Tanzanias afslappede forhold til coronavirussen, siger hun. De vil ikke vaccineres. Og det behøver de skam ikke her, for under den tidligere præsident John Magufuli blev virussen bagatelliseret; og der var da heller ikke nogen vacciner. Den nye præsident, Samia Hassan, tager den anderledes alvorligt, men der er i øvrigt stadig ingen vacciner.

Jeg aftaler med den afroamerikanske mor, at jeg kan ringe til hende senere. Men da jeg optimistisk taster det telefonnummer, hun har givet mig, får jeg en dyb mandestemme i røret. Det viser sig, at nummeret tilhører en tanzanisk mand i den modsatte del af landet. Dér sidder jeg, lang i ansigtet.

Jeg skifter strategi. Begynder at plage mit netværk om at hjælpe mig med at få kontakt til afroamerikanske tilflyttere og skriver til en række youtubere og instagrammere. Stadig intet. Indtil en afroamerikansk youtuber ringer til mig og forklarer, hvorfor ingen vil snakke med mig. Det er, fordi jeg er fra en europæisk avis, siger han. Europæiske medier rakker ned på Afrika med deres reportager om »sultne børn med fluer i øjnene«, og jeg kan forstå, at det åbenbart også er mit ærinde. Modsat ham selv, der »rapporterer for mit folk, alle verdens afrikanere«. Desuden finder han det enormt morsomt, at jeg skriver for Weekendavisen, som han får til at lyde som »Weekend-division«.

Et bedre liv

Endelig en dag tikker en mail ind fra en afroamerikansk videoblogger. Han kalder sig »Mark Meets Africa« på YouTube, men hedder egentlig Mark Victorian og er opvokset i Las Vegas. Vi aftaler at mødes en eftermiddag i byens største shoppingcenter. Jeg genkender ham hurtigt på de smalle briller og et stort, hvidt smil. Hans skjorte er syet af det spraglede kitenge-stof, der især er populært blandt kirkegængere som stof til søndagskjoler, men efterhånden også er blevet et symbol på afrikansk design.

20-årige Mark Victorian er flyttet fra Las Vegas’ glitter og glamour til de støvede gader i et af Dar es Salaams fattigste kvarterer. Han er på jagt efter nye forretningsmuligheder, fortæller han, og han er allerede ved at registrere et firma, der skal fremstille tekstiler. Hans fremtid skal være tanzanisk.

»Da jeg ankom her, sagde jeg til folk: Hvilken slags bedstefar ville jeg være, hvis mine små børnebørn kom op til mig og spurgte: Hvorfor skal vi have skudsikre veste på i skolen i USA? Hvorfor skal vi gøre sådan og sådan, når politiet kommer? Jeg vil ikke udsætte mine børn for det. De skal være her,« siger han.

Der er også fattigdom i USA. Der er hjemløse mennesker ligesom her, ligesom i ethvert land. Det hedder den amerikanske drøm, fordi du skal sove for at tro på den.

Mark Victorian, amerikansk iværksætter bosat i Tanzania

På sin YouTube-kanal fortæller han om hverdagen i Tanzania, møder med tilfældige tanzaniere og andre afroamerikanere, der også forsøger sig som iværksættere her. Og hver dag modtager han omkring 15 mails fra afroamerikanere, der desperat søger råd om at bosætte sig i Afrika. En kvinde var villig til at tage et hvilket som helst arbejde, hun kunne få i Tanzania, fortæller han.

»De er trætte af USA. De er trætte af uretfærdigheden, af racismen. For mange mennesker er det nemmere at gøre noget her i forhold til økonomien. Tingene er billigere her, det er billigere at lave forretning. Mulighederne er flere, og afroamerikanere går efter det. Nogle fra diasporaen er her ikke for at være en del af en bevægelse, men bare, fordi de tror, de kan få et bedre liv her,« siger han.

Efterkommere

»Diasporaen« kalder han de afroamerikanske tilflyttere. Begrebet henviser til efterkommere af afrikanere, der kom til Nordamerika og Caribien som slaver under den transatlantiske slavehandel. Nu er »diasporaen« så kommet hjem til Afrika.

Og ikke kun til Tanzania. Faktisk har Ghana i Vestafrika historisk været det land i Afrika, som afroamerikanerne søgte imod. Muligvis fordi mange afrikanske slaver begyndte deres rejse over Atlanten fra netop Gha­nas kyst.

Og for de afrikanske lande er afroamerikanernes tilbagevenden en kæmpe mulighed ikke bare for at få nye, ressourcestærke borgere, men også for at tiltrække turister og investorer fra USA. Det sidste er nok det vigtigste, da der næppe er tale om masseudvandring fra USA til Afrika. Det drejer sig formentlig kun om nogle tusinde.

I 2019 bød den ghanesiske præsident, Nana Akufo-Addo, efterkommere af afrikanske slaver »velkommen hjem«. Det skete i forbindelse med, at landet markerede 400-året for slavehandlens begyndelse i USA med en kampagne kaldet »Year of Return«.

I 1619 kastede et engelsk skib anker i den amerikanske stat Virginia. Ombord på skibet var en lille gruppe afrikanske slaver. Deres ankomst er blevet anset for at være begyndelsen på slavehandlen i USA, selvom historikere har peget på, at afrikanere har været i USA før den tid.

Som en del af kampagnen i 2019 tildelte præsident Akufo-Addo ghanesisk statsborgerskab til 126 fra den afrikanske diaspora, heriblandt afroamerikanere. Samme år vurderede den ghanesiske minister for turisme, Barbara Oteng-Gyasi, at de mange besøgende fra den afrikanske diaspora det år havde tilført Ghanas økonomi et tiltrængt løft på omkring 12 milliarder danske kroner.

Hun fortsatte da også den ghanesiske charmeoffensiv kort efter drabet på George Floyd 25. maj i Minneapolis sidste år.

»Vi står med åbne arme, klar til at byde jer velkommen hjem. Please grib muligheden. Kom hjem, start et liv i Ghana. I har et valg, og Afrika venter på jer,« sagde Oteng-Gyasi ved en mindehøjtidelighed for Floyd i Gha­nas hovedstad, Accra, sidste år.

Den lange rejse

Det præcise antal afroamerikanske emigranter er ukendt, men den ghanesiske kampagne i 2019 motiverede flere afroamerikanere til at besøge eller flytte til Afrika, mener Nemata Blyden, som er professor ved Columbian College of Arts and Sciences og forfatter til bogen African Americans and Africa.

Politivold, raceulighed og Trump i Det Hvide Hus har fået i hundredvis af afroamerikanere til at flytte til blandt andet Ghana, Senegal og Tanzania.

»Når jeg underviser mine studerende i emigration fra USA gennem historien, tegner jeg et rudimentært kort over emigrationens strømninger. Der er et klart mønster i forhold til, hvornår afroamerikanere søger mod Afrika. I årene med en stærk følelse af udlængsel vil du sandsynligvis finde lovgivning eller restriktioner fra de amerikanske myndigheders side, som afroamerikanere reagerer på. Det er det samme, der er sket i de sidste fire år. Der er en pludselig interesse i Afrika på grund af, hvad der er sket i forhold til politivold og den slags i det her land,« siger hun.

Ifølge Blyden har afrikanske slaver og deres efterkommere i mange generationer drømt om at vende tilbage til Afrika.

Allerede ombord på slaveskibe ved den vestafrikanske kyst forsøgte tilfangetagne afrikanere at hoppe over bord, mens andre begik selvmord på vej over Atlanten for at »vende hjem«, anfører hun.

I slutningen af 1700-tallet argumenterede afroamerikanere for, at racisme og diskrimination gjorde det umuligt for dem at integrere sig, og at løsningen var at rejse til Afrika. Samtidig spekulerede hvide amerikanere på, hvad der skulle ske med frigivne slaver.

American Colonization Society fandt på at sende dem til et stykke land i Vestafrika, der skulle blive til Liberia, og fra 1820 til 1867 ankom omkring 12.000 afroamerikanere til et lille område myggebefængt Afrika. Malaria var den helt store dræber. Men friheden i Afrika og et virke som kristne missionærer var motiverende for flere afroamerikanere.

»Jeg tror, at ideen om at bidrage til Afrika er en, som vi kan se historisk. I det 19. århundrede handlede det om, at det er vores opgave som afroamerikanere at tage tilbage og civilisere og løfte Afrika gennem kristendommen. Nu sker det måske gennem økonomien. Mange nævner iværksætteri som en årsag til at tage afsted,« siger Nemata Blyden.

20-årige Mark Victorian er blandt dem, der er så begejstret for mulighederne for iværksætteri i Tanzania, at han overvejer at skifte sit amerikanske statsborgerskab ud med et tanzanisk.

»En del af mig vil ikke give slip på USA, men den anden dag spurgte jeg mig selv, hvad det er, jeg holder fast i? Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke kan have et liv her, siden det føles mere naturligt at bo her end i USA. Jeg har ikke haft noget problem med at passe ind her,« siger han.

Når tanzaniere undrende spørger, hvorfor han dog vil forlade mulighedernes land, USA, har han et standardsvar:

»Der er fattigdom. Der er hjemløse mennesker ligesom her, ligesom i ethvert land. Det hedder den amerikanske drøm, fordi du skal sove for at tro på den.«