Alliance. Liberalisterne er de værdikonservatives egentlige fjender, socialdemokraterne er venner, siger højskolemanden Thue Kjærhus.

Borgerlighed er Frederiksen og Grundtvig

Borgerlighed er Frederiksen og Grundtvig Af Hans Mortensen

Man ved, at man er kommet på højskole, når en diskussion om tilstanden i det borgerlige Danmark begynder med den marxistisk inspirerede Frankfurterskoles filosof Theodor Adorno. Man ved, at begrebet borgerlighed skal have en rystetur, når det er statsminister Mette Frederiksen, der bliver fremdraget som konservatismens aktuelt bedste håb.

Rønshoved Højskole ligger så sydligt i landet, som man næsten kan komme. Der er udsigt over Flensborg Fjord med gammeldansk idyl til alle sider. Herfra udgår tænketanken Rønshovedgruppen, bestående af en række værdikonservative forfattere og universitetsfolk. Her dyrkes klassisk konservativ borgerlighed.

Værdikonservatisme – ikke partikonservatisme. Sidstnævnte giver højskoleforstander Thue Kjærhus ikke meget for. Faktisk er han medlem af et helt andet parti end Det Konservative Folkeparti.

Forvirret? Det er der god grund til, men nu skal vi forsøge at få lidt orden på sagerne og eventuelt et bud på, hvordan de borgerlige skal komme videre. For det er i udgangspunktet anledningen til interviewet. Men der er grund til at advare om, at det ikke bliver i dette interview, vi præsenterer en model for, hvordan Folketingets blå partier i en fart kan genvinde magten. Der er nemlig tale om en sætningsskade af ældre dato, og før man erkender den, er der ikke så meget at stille op og måske heller ikke så meget grund til at stille noget op.

»Jeg er et konservativt menneske, som er rundet af det grundtvigske. Det er en organismetanke, hvor man tænker på helheden. Venstre, som jeg er medlem af, var indtil 60erne et agrarkonservativt parti. Da bønderne så blev antalsmæssigt reduceret i 1950erne og 1960erne, skulle Venstre finde nyt terræn for ikke at blive marginaliseret. Derfor forsøgte man at erobre byerne, hvor folk var fuldstændig tonedøve over for det grundtvigske. På det tidspunkt tog man tilnavnet Danmarks Liberale Parti. Siden har man fået flere og flere medlemmer med en anden tilgang til samfundet. De er blevet liberalister. Det gamle Venstre var konservativt, man tænkte på det nationale og på helheden. Samtidig var man markedsøkonomisk liberale – ikke rettighedsliberale,« forklarer Thue Kjærhus.

I det hele taget er der mere Grundtvig end Pape og Ellemann i den borgerlighed, der udgår fra Rønshoved. Spørgsmålet er så, om det er politisk operativt at tale om Grundtvig i 2021. Og vi kan godt afsløre, at Thue Kjærhus finder Grundtvig mere relevant for nutidens borgerlighed end de to nævnte partiledere.

»Jeg er grundtvigsk på den måde, at jeg mener, at man først bliver menneske gennem et fællesskab. Der opdager man sig selv og de andre. I et samfund skaber man tillid, man har frimodighed og frisind, som ikke er det samme som tolerance. Den er et princip, mens frimodighed og frisind bygger på erfaringer og fællesskab. Det var også den konservative tilgang, man havde i Venstre. Men den har man fuldstændig forladt, fordi fællesskabet er blevet atomiseret. De moderne liberale har mistet fællesskabet, og det hele handler om principper. Hvis man skal bygge et samfund uden at have tillid og fællesskab, er man nødt til at erstatte det med principper, ellers kan det ikke hænge sammen,« siger han.

At tøjle behov

Coronakrisen er blevet brugt til meget. Også Thue Kjærhus bruger den som forklaringsmodel, og det er ikke en forklaring, der falder ud til de blå partiers fordel. Faktisk er pandemien blevet et forstørrelsesglas rettet mod deres svagheder og mangler, mener han.

»I den klassiske borgerlige familie lærte man pligter, man fik et stærkt jeg, og man lærte at holde sine behov i ave. Det liberalistiske menneske og de moderne storbymasser har ikke evnen til at holde igen. Det har vi set under coronakrisen, hvor borgerlige markerede sig ved at kræve færre restriktioner, så de kunne tilfredsstille egne behov og udleve deres individuelle frihed. Ellemann og Pape er bare kommet til at stå for en holdning om, at vi hele tiden skal have vores individuelle behov opfyldt. Det er et skred, og jeg synes, det er forfærdeligt. Det er, som om liberale tænker, at mennesket er noget i sig selv, mens jeg mener, at mennesket bliver til noget i samspil med andre mennesker,« siger Kjærhus, og det er her, vi skal have fat i Frankfurterskolen for at forstå, hvad problemet er.

»Adorno siger, at det fører til nihilisme og det totalitære menneske, når man hele tiden skal være i bevægelse for at indfri egne behov. Den livsindstilling har de borgerlige indtaget. På en måde minder det om min ungdom, det minder om 68erne. De borgerlige har overtaget 68ernes mentalitet. Det handler alt sammen om egne behov.«

Hermed peger pilen igen på fjende nummer et af Rønshovedborgerligheden, nemlig liberalisterne. De har inficeret venstre og har erstattet den folkelige forankring med en ideologi.

»Forankringen i værdier er vigtig. Den er ikke ideologisk. Sådan var det gamle Venstre også, men nu skal man partout bygge på principper og ideologi. Her bruger jeg

Hannah Arendts definition, nemlig at ideologi er en politisk anskuelse, som ikke er baseret på erfaringer.«

Så er der jo lige spørgsmålet om, hvor man skal gå hen for at finde den klassisk konservative borgerlighed. Ikke Søren Papes parti i hvert fald. »De er jo liberalister og ikke konservative,« lyder det med den særlige bastanthed, der kendetegner højskoleforstandere. Ej heller Liberal Alliance, må man forstå.

»Det er da det meste mærkelige parti, man kan forestille sig. Henrik Dahl er da konservativ. Ham ser jeg som en alliancepartner.«

Så er vi da oppe på én og forsøger videre med Dansk Folkeparti.

»Problemet er, at de er indadskuende. Det konservative menneske er forankret i det nationale, men har udsyn. Hvis Dansk Folkeparti ikke havde været så tilbageskuende, kunne de have udfyldt en ny borgerlighed. Men de mislykkedes med det.«

Feltet begynder unægtelig at svinde ind, men frygt ikke. Der er håb, om end hjælpen kommer fra uventet kant.

»Lige nu ser jeg, at det parti, der tænker i fællesskab og sammenhængskraft, er det, som Mette Frederiksen står i spidsen for. Ikke det, Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for. De var jo liberale, men nu har man antaget en klassisk position, som især H. C. Hansen stod for. Det er, fordi de på en eller anden måde er forankret i en arbejderklasse, som har nogle værdier.«

Uden ånd

Mette Frederiksen som det værdikonservative håb. Gad vide, om forfærdelsen er størst i den blå opposition eller blandt regeringens støttepartier. Sikkert blandt de første, støttepartierne er vist begyndt at ane en tilsvarende sammenhæng. Men når Thue Kjærhus så også erklærer, at H. C. Hansen er »den bedste konservative statsminister, vi har haft«, begynder man at få en fornemmelse af, at han måske bare er gået forkert. I virkeligheden en socialdemokrat, der bare går rundt og tror, at han er borgerlig.

»Jo, det kan jeg godt forstå, hvis man tænker, og det er også et tveægget sværd. Jeg er vokset op i et samfund, hvor man ikke var socialdemokrater, men man respekterede Socialdemokratiet. Det, vi har imod dem, er først og fremmest deres skolepolitik og deres dannelsespolitik. De har ingen fornemmelse for åndelig frihed. I gamle dage blev det justeret gennem forholdet til De Radikale. Deres skolepolitik og kulturpolitik smittede af på Socialdemokratiet. I dag er De Radikale jo noget helt andet, men det er her, borgerlige mennesker skal påvirke Socialdemokratiet.«

Som man sikkert har forstået, menes der med det borgerlige menneske, der skal puste ånd i Frederiksens Socialdemokrati, det værdikonservative menneske. For liberalisten er der kun ringe eller intet håb.

»Det liberalistiske menneske, som udelukkende tænker individuelt, vil komme i stadig større modstrid med det konservative menneske, som tænker på staten, fællesskabet og sammenhængskraften, som er national uden at være nationalchauvinistisk. De samme brudflader vil komme i Tyskland, Holland og hele Skandinavien inden for de næste 10-15 år, og det bliver en stor politisk-kulturel kamp. Der er folk i Venstre, der tænker på den måde, og de kan slet ikke forstå Jan E. Jørgensen for eksempel. En klassisk konservativ ved, at vi skal have en stærk stat, men vi skal også have et stærkt civilsamfund og et stærkt menneske med et stærkt jeg, som kan imødegå staten. Ellers får vi et problem.«

Det er i den politiske kamp, Thue Kjærhus ser, at alliancen mellem værdikonservatismen og den klassiske socialdemokratisme i H. C. Hansen-aftapning skal materialisere sig.

»Socialdemokratiet tænker på Danmark og på nationalstaten. Man har blik for, hvad der stabiliserer og destabiliserer et samfund, og det er helt på linje med klassisk konservatisme. Jeg tror, at vi som konservative borgerlige må lave en alliance med Socialdemokratiet. Vi så, at den var på vej mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men DF kunne ikke. Jeg tror til gengæld, at der er kræfter i Venstre, der stadig er optaget af sammenhængskraft og nationalstat. Det er ikke en modsætning til internationalt samarbejde og EU. Men der skal være stabilitet i samfundet, og det kan de moderne storbymasser ikke se. Samfundet bliver mere og mere ideologisk, og det sker også for borgerligheden. Den er splittet mellem de konservative og forankrede på den ene side og de moderne storbymasser på den anden. Og det kan ikke hænge sammen. Jeg tror, at det Socialdemokrati, Mette Frederiksen står for, kan finde en alliance med de forankrede, konservative borgerlige. Og dermed kan man måske trække de værste unoder ud af Socialdemokratiet. Jeg har meget veneration for Socialdemokratiet, men de har jo ingen ånd.«

Når vi nu er på højskole med Grundtvig mentalt svævende over bygningerne, vil det imidlertid være nærliggende at spørge, hvor den ånd, der skal berige det fattige socialdemokrati, kan ses i det aktuelle borgerlige Danmark, og Kjærhus må medgive, at det er en anelse broget.

»Men jeg tror, der stadig er konservative mennesker i alle borgerlige partier. Jeg mener ikke specifikt Det Konservative Folkeparti. Det er ikke konservativt overhovedet. Det er heller ikke folk i erhvervslivet, vi skal sætte vores lid til. Der er absolut ingen veneration for kultur. Vi har fået et pengeborgerskab – ikke et dannelsesborgerskab,« siger han og skyder her blandt andet skylden på centraliseringen af Danmark. Den kan liberalister i både de borgerlige partier og i Socialdemokratiet passende dele den tvivlsomme ære for. Omkring den seneste kommunalreform var Thue Kjærhus med i en komité, der kæmpede for at bevare det eksisterende amt. Her sad blandt andre en tidligere amtsborgmester for Venstre.

»Så kom Lars Løkke ned for at overbevise os, og han havde ingen veneration overhovedet for kultur og historie. Han er en dygtig pragmatiker, men der er ingen kultur. Han stod for en centralisering, som ikke er nogen naturlov. Hans Magnus Enzensberger skriver i sine Europa-fortællinger, at Danmark og Frankrig er de mest centralistisk indstillede lande i Vesteuropa. Dertil kan man lægge Østrig. På en måde minder vi meget om Østrig, hvor man også har en hovedstad, der fylder en fjerdedel, og hvor man ikke har sans for resten af landet. Det er helt anderledes i Tyskland. Der er et dannelsesborgerskab i Rendsborg, Schleswig og Husum. Det er meget mere decentralt, og de forstår slet ikke, hvorfor vi er så interesserede i Berlin. De synes selv, at det er en skodby.«

Det sidste får så Thue Kjærhus til at rose endnu en socialdemokrat, nemlig indenrigsminister Kaare Dybvad, og det bliver det hele jo ikke meget mere blåt af. Men det er nu engang sådan, det er.

»En alliance mellem det grundtvigske Venstre, de ægte konservative og klassiske socialdemokrater er det projekt, jeg kan tro på. Liberalismen tror jeg ikke på, og jeg håber aldrig, den får gennemslagskraft. Staten har været med til at beskytte os. Uden socialdemokraternes kamp havde vi ikke haft velfærdsstaten. Kombinationen af en pragmatisk arbejderbevægelse og de folkelige bevægelser, som blev skabt af det grundtvigske, er det, jeg forstår ved Danmark, og det ser jeg selv som en konservativ tilgang.

Det socialdemokratiske mantra gør din pligt og kræv din ret er jo næsten luthersk. Jeg ønsker så mere kristenhed. Derfor skal det konservative dannelsesideal påvirke Socialdemokratiet.«

Side 5



        



Skribenternes avis

Anna Raaby Ravn

Christian Bennike

Leny Malacinski

Christoffer Zieler