Den professionelle fodboldspiller Kalidou Koulibaly, der blev født ind i en senegalesisk familie i Frankrig i 1991, husker tydeligt, første gang han mødte racisme under en kamp. Hver gang han rørte bolden, udstødte publikum abelyde. Han blev grebet af skamfølelse og havde det, som om han havde gjort noget forkert.
Diskrimination har fulgt Koulibaly gennem en lang karriere, som senest har bragt ham til eliteklubben Napoli, hvor han er midterforsvarer. Men i sæsonen 2019-2020 skete der noget bemærkelsesværdigt.
I sidste del af perioden klarede han sig markant bedre end i første del. Den vigtigste forskel var, at der i de afsluttende kampe på grund af coronapandemien intet publikum var – og dermed heller ingen racistiske tilråb fra tilskuerpladserne.
Koulibalys oplevelse er ikke enestående, men et eksempel på en generel tendens for spillere med afrikansk baggrund i de italienske fodboldklubber. De klarer sig simpelthen bedre uden tilskuere, viser en ny undersøgelse foretaget af tre italienske økonomer.
Undersøgelsen udsprang af en basal interesse for, hvad der skete, da coronapandemien tømte de italienske fodboldstadioner for fans. Det skete i juni 2020, hvor man efter en tre måneder lang pause genoptog fodboldkampene i Serie A – nu uden tilskuere. Det var en markant anderledes oplevelse, også på fjernsynet, fortæller Paolo Falco, der er adjunkt ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og en af de tre forskere bag studiet.
»Der var helt stille på stadion, og indledningsvis antog vi, at den manglende støtte fra deres fans ville påvirke spillernes motivation. Men hurtigt fandt vi ud af, at der var noget helt andet på færde. De irriterende fans, som plejede at sige alle mulige forfærdelige ting til de sorte spillere, var der ikke længere,« siger han.
»Så vi besluttede os for at se, hvad der sker, når spillerne ikke længere skal finde sig i at blive hånet og skældt ud for deres hudfarve. Nogle teorier er jo interessante og nydelige på papiret, og du ved aldrig, om du også får dem bekræftet ude i virkeligheden. Men da vi så sammenhængen illustreret i de faktiske data, vidste vi, at vi havde fat i noget stort.«
De påviste en klart forbedret præstationsevne for afrikanske spillere som gruppe under de tilskuerløse kampe, mens andre grupper – for eksempel italienske, østeuropæiske eller latinamerikanske spillere – hverken blev værre eller bedre i den samme periode. Sammenhængen er statistisk signifikant. Det er altså usandsynligt, at den skyldes rene tilfældigheder.
Det grimme spil
Paolo Falco og hans kolleger har brugt en særlig algoritme udviklet af den italienske spilvirksomhed Fantacalcio til løbende at give de forskellige fodboldspillere karakterer for deres præstationer. Det er baseret på en række forholdsvis objektive kriterier, herunder de enkelte spilleres position på holdet, antallet af tacklinger og scoringer og endelig de enkelte kampes sværhedsgrad.
Karakterskalaen strækker sig fra 0 til 10, og en interessant tendens går igen for afrikanske spillere. For at tage senegaleseren Koulibaly som eksempel scorede han i begyndelsen af sæsonen 2019-2020, mens der stadig var tilskuere til stede, 5,68 på denne skala, mens hans gennemsnit senere, hvor tilskuerpladserne var blevet tomme, voksede til 6,10.
Falco og hans medarbejdere, der netop har offentliggjort deres resultater i et arbejdspapir udgivet af Università di Trento i Norditalien, benyttede sig også af data fra Lega Serie A, det officielle organ for afvikling af større professionelle fodboldkampe, som fører statistik over diskriminerende adfærd mod spillere, herunder racistiske heppekor og fornærmelser. Med udgangspunkt i disse kunne de desuden påvise, at afrikanske spillere på hold, som var særligt plaget af racistisk mobning forud for coronanedlukningen, oplevede den største fremgang, når de spillede for tomme tribuner.
»At vi kan se så klar en sammenhæng, siger noget om, at der inden for fodbold må være meget på færde, som vi bare ikke ved noget om. Vi taler trods alt om spillere, der tjener flere millioner om året, og når selv de er påvirket, kan man kun gisne om, hvor hårdt det må være for spillere længere nede i hierarkiet,« siger Falco.
»Men det handler om meget mere end bare fodbold. Det afspejler, at der er en mængde frustration og vrede rundtom i samfundet. En masse mennesker går rundt og har de følelser, men normalt holder de dem tilbage. Men så kommer de til fodboldkamp, og fordi det er tilladt at være lidt mere højrøstet på stadion, lukker de bare det hele ud.«
De italienske forskere har foretaget en række test for at undersøge robustheden af deres resultater og blandt andet set på virkningen af, at spillere med forskellig atletisk formåen var påvirket forskelligt at den tre måneder lange pause, hvor der ingen kampe var overhovedet. Men sammenhængen mellem etnicitet og præstation før og under corona er den samme.
Det føjer sig til anden forskning fra de senere år, som også påviser, at fodbold er plaget af racisme og diskrimination. Den sport, som den brasilianske fodboldlegende Pelé har kaldt for »det smukke spil«, kan ofte i praksis være præcis det modsatte.
Ubevidst og udbredt
Problemet bliver kun mere komplekst af, at racismen ikke alene trives på tilskuerpladserne, og at den nogle gange heller ikke foregår bevidst. Edoardo Gallo, økonom ved University of Cambridge, har dokumenteret, at der er forskel på, hvor mange gule kort dommere giver til hvide og til ikkehvide spillere. Men det er især i tilfælde, hvor dommerne bliver presset af fodboldspillerne til at træffe en hurtig afgørelse og derfor ikke har tid til at tænke sig grundigt om, at den diskriminerende praksis bliver åbenlys.
»Vi fandt altså tegn på, at det sandsynligvis ikke drejede sig om bevidst diskrimination fra dommernes side, men at det var ubevidst, og at det afspejler, at vi helt generelt og uden at tænke over det træffer beslutninger, som er til ulempe for individer, som vi i forvejen associerer med noget negativt, for eksempel som følge af vores opvækst,« siger han.
Selvom fokus typisk er på europæisk racisme vendt mod sorte spillere, er der tale om et globalt fænomen, ifølge Thomas Fletcher, der har forsket i racisme og sport ved Leeds Beckett University.
»Det kommer måske til udtryk på forskellig vis, men der er ingen tvivl om, at det eksisterer overalt. Selv i områder, hvor den etniske diversitet er mindre udtalt, og der er mindre synlige forskelle i hudfarve, kan man se diskrimination baseret på religion eller kultur, for eksempel mellem sunnier og shiaer i Mellemøsten.«
Der har været fokus på racisme i fodbold i en årrække, men det har vist sig vanskeligt at gøre noget ved fænomenet. En rapport fra UNESCO fra 2015 beskriver det som et udtryk for en særlig giftig form for maskulin flokadfærd, der også kommer til udtryk i sexistisk og homofobisk adfærd, og de når frem til en nedslående konklusion:
»Eksistensen af racisme og diskrimination i fodbold er ikke nogen hemmelighed, men det bringer vanære over sporten. Selvom der allerede bliver gjort meget, mener både iagttagere og eksperter, at der fortsat er for mange problemer, og at de forholdsregler, som har været taget for at tackle dem, ikke har været tilstrækkeligt effektive.«
Saralees Nadarajah fra University of Manchester, der har foretaget statistiske undersøgelser af racistisk diskrimination mod ikkehvide spillere i engelsk fodbold, hæfter sig ved den manglende udvikling og udtrykker frustration over, at den voksende mængde forskning ikke har haft større gennemslagskraft.
»Jeg er sikker på, at forskningen er blevet set af de forskellige sportsmyndigheder, men jeg synes ikke, at de har gjort nok. Måske er det, fordi minoriteter, og specielt afrikanere, ikke er særligt godt repræsenteret i de organisationer. Måske vil det også give bagslag, med mindre tilskuertal, hvis de indfører alt for strenge forholdsregler,« siger han.
Farlig viden
Der kan ovenikøbet paradoksalt nok være en risiko for, at forskning i racisme og sport kan gøre det endnu vanskeligere for sorte spillere. For eksempel kan fans af konkurrerende hold blive opmuntret til at råbe endnu højere og endnu grovere slogans, hvis de ved, at det påvirker spillerne – eller klubberne kan blive mere forsigtige med at hyre talenter med afrikansk baggrund.
Det er overvejelser, som Falco fra Københavns Universitet har gjort sig, men han håber alligevel, at hans forskning gør mere gavn end skade. Fans, som står og skråler racistiske slogans, kan man ikke nå, men i nogle tilfælde er modviljen mod sorte spillere ubevidst, og når der er et element af ikkeerkendt bias, mener han, at det er bedre at tale åbent om det.
»Desuden er der også dén omstændighed, at hvis managere og klubejere opdager, at deres sorte spillere præsterer dårligere på grund af tilskuerne, så vil de have en interesse i at gøre noget ved problemet, fordi det potentielt kan forbedre præstationen hos deres spillere, og de kan få mere for den løn, de betaler dem,« siger han.
Når økonomer ofte interesserer sig for sport, skyldes det i høj grad, at man her kan finde store mængder af pålidelige data, fortæller Edoardo Gallo fra Cambridge.
»Jeg arbejder i øjeblikket på et projekt, hvor vi forsøger at forstå, hvordan det generelle tillidsniveau, hvor man er vokset op, er med til at påvirke, hvordan man opfører sig på jobbet. Dybest set ønsker vi at se på egoistisk adfærd på arbejdspladsen, hvor vi tager fodbold som et eksempel,« siger han.
»Vi ser for eksempel på, om man dribler meget for sig selv eller foretager nogle spekulative langskud, og om man gør det mere hyppigt, hvis man er vokset op i et miljø, hvor der er en lav grad af tillid. Og det har vist sig, at det faktisk er tilfældet, når man ser på forskellige ligaer i Europa.«
Ideen er således, at sportsdata ikke kun giver indsigt i det, der foregår i idrætten, men også i det omgivende samfund. På samme måde er et fodboldstadion et sted, hvor det faktisk er muligt at måle og kvantificere den diskrimination, som andre steder i samfundet er mere diffus. Som Thomas Fletcher fra Leeds Beckett University siger:
»Sport er racistisk, fordi samfundet er racistisk. Sport afspejler samfundet.«
Mauro Caselli, Paolo Falco og Gianpiero Mattera: »When the Stadium Goes Silent: How Crowds Affect the Performance of Discriminated Groups,« DEM Working Papers, Università di Trento
