Afsked. Efter 15 år har Benjamin Netanyahu modvilligt takket af som Israels premierminister. Han er den længstsiddende og mest markante leder, landet nogensinde har haft. Hvad var opskriften på hans politiske succes?
Arbejdernes mand
Benjamin Netanyahu er en af verdens mest erfarne politiske ledere. Han har været Israels premierminister i sammenlagt 15 år, de sidste 12 uafbrudt, og er Mellemøstens strongman par excellence. I søndags blev en ny regering – og en ny premierminister – taget i ed i Knesset, landets parlament. Nu er han forhenværende premierminister. Det skal israelerne lige vænne sig til, for Netanyahu har været regeringsleder i Israel i en femtedel af landets kun 73-årige historie.
Det kræver en enorm politisk indsigt og analyseevne, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at indfange fænomenet Netanyahu. Jeg har derfor opsøgt Nadav Eyal til formålet. Han er prisvindende journalist og klummeskribent for Israels største avis, Yedioth Ahronoth. Hans læserskare rækker langt ud over Israels grænser, og tidligere i år udkom hans bog Revolt på engelsk. Den handler om verdenssamfundets oprør mod globalisme og har modtaget hædrende omtale fra Bill Clinton og landsmanden Yuval Noah Harari.
Del: