Opinion. Hvis de borgerlige partier ikke selv vil tale om sexisme, kommer de forurettede kvinder til at gøre det for dem.

Mens vi venter på den blå #MeToo

Hvorfor har de blå partier ikke haft nogen sager om sexisme? Hvorfor er der ingen borgerlige kvinder, som stiller sig frem i stil med de røde kvinder?

Som borgerlige-liberale kvinder bliver vi løbende mødt af den undren. Kun røde partier har indtil videre oplevet alvorlige konsekvenser af #MeToo: Denne uge blev en seriekrænker i Socialdemokratiet afsløret. Udenrigsminister Jeppe Kofod måtte sidste år undskylde igen for sine forgribelser på et 15-årigt DSU-medlem, og i vinter kom det frem, at folketingsmedlem Carsten Hansen havde kysset og befamlet en sekretær mod hendes vilje.

Og så er der naturligvis tidligere overborgmester Frank Jensen, som indrømmede at have krænket gennem 30 år. De Radikale mistede tilliden til Morten Østergaard, og partiet kæmper fortsat med at rejse sig selv efter den dårlige håndtering. SF har sagt farvel til en toprådgiver.

Så hvorfor er de borgerlige partier gået fri?

Vi er flere gange blevet konfronteret med, at borgerlige mænd åbenbart opfører sig mere anstændigt. Den holder ikke. Det blev Orla Østerby fra Konservative et godt eksempel på, da han i december fik frataget alle sine ordførerskaber efter en krænkelsessag og efterfølgende blev løsgænger.

I vores eget parti har tidligere skatteminister Karsten Lauritzen erkendt, at han i flere tilfælde har måttet undskylde sin krænkende adfærd over for kvinder til sociale arrangementer, ligesom han erkender at have haft sex med underordnede. Hans selvrefleksion er anerkendelsesværdig, men den er desværre ikke repræsentativ for partiet.

Vi var omkring 70 medunderskrivere fra Venstre på #énblandtos og kan derfor formode, at andre end Karsten Lauritzen har overskredet grænser i partiet. Hvor der er magt eller mulighed for at få magt, vil der være mennesker, som misbruger den magt.

Måske er det lave antal blå kvindelige partimedlemmer medårsag til, at højrefløjen ikke har været offentligt ramt af #MeToo endnu.

En anden årsag kan helt simpelt være, at borgerlige kvinders opfattelse af en krænkelse adskiller sig fra vores røde medsøstres. Kvinder i den absolutte top af politik som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund benægter næsten, at sexisme skulle være et problem. De har beskyldt kvinder, som stod frem, for at være svage eller hævntørstige. De har også fremhævet konsekvensen for krænkerne som værre end ofrenes. Som borgerlig kvinde har man dermed få kvindelige forbilleder. Hvem har man så at læne sig op ad, når man vil stå frem?

Men det er også vores egen skyld, de borgerlige kvinders. Måske har nogle af os en højere tolerancetærskel for, hvad der er krænkende. Måske er vi ikke er lige så gode som vores røde medsøstre til at stå frem og bakke hinanden op. Som den tidligere konservative kommunalvalgskandidat og fjerdebølgefeminist Nikita Klæstrup har udtalt: Der er intet, de borgerlige hader mere end et offer.

Kulturen i de borgerlige partier er heller ikke på ofrenes side. Partiledelser tilgodeser ofte partipolitiske hensyn frem for den krænkede, og særligt udfordrende er det, at kvinder tidligere er trukket igennem den offentlige tilsviningscontainer, når de i stedet burde hyldes for mod og handlekraft.

Måske handler det i virkeligheden om, at de borgerlige partier ikke anerkender problemet. Hvis de gør, gider de i hvert fald ikke at undersøge omfanget af det. Da #énblandtos i september startede debatten om sexisme i dansk politik, appellerede man til alle partier om at afdække problemet med undersøgelser. Vi ser dog en trist tendens; blandt de blå partier har kun De Konservative foretaget en omfattende undersøgelse blandt ansatte og medlemmer.

Hverken Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Liberal Alliance mener, at de har noget problem. Heller ikke selvom flere af sagerne i en TV 2-dokumentar om overgreb i ungdomspartierne omhandlede hændelser i LA Ungdom. Vores eget parti, Venstre, har ikke engang iværksat en undersøgelse blandt medlemmerne og ved derfor ikke, om deres initiativer er de rette.

De mange løfter og udtalelser om, at sexisme ikke tolereres, som er kommet fra vores egen partileder, Jakob Ellemann-Jensen, virker tomme, når de ikke følges op af handling. Alle røde partier har iværksat undersøgelser om sexisme, og flere har også offentliggjort resultaterne.

Vi kan godt forstå, at man kan være bange for konsekvenserne af at tage #MeToo-sagerne alvorligt, når man har set Socialdemokratiet miste en overborgmester og De Radikale en partiformand.

Men hvis de borgerlige partier ikke selv vil tale om sexisme, kommer kvinderne til at gøre det for dem. De sager, som har ramt de røde partier hårdest, er ikke dem, hvor der ikke er blevet klaget, eller hvor ledelsen ikke havde kendskab til dem. Det er sager, hvor ledelsen ikke har håndteret dem godt nok.

Der vil også komme #MeToo-sager i de borgerlige partier, det er bare et spørgsmål om tid. De manglende undersøgelser om sexisme hos de borgerlige partier er udtryk for en kortsigtet tankegang, hvor man holder vejret, indtil en ny dagsorden har overtaget offentlighedens opmærksomhed. Det er en uhensigtsmæssig måde at anskue det på og i virkeligheden grunden til, at kvinderne vælger at stå frem i medierne som den sidste udvej.

På et tidspunkt vil ofrene blive trætte af, at deres historier ikke tages alvorligt af deres eget parti. Jo længere tid der går, før problemet tages seriøst, og omfanget bliver undersøgt, jo mindre betydning vil partiloyalitet have for ofrene. Med andre ord: Sagerne vil komme frem ligegyldigt hvad. Det er blot op til de blå partier at beslutte sig for, om de vil være kendt som dem, der tog dem seriøst og håndterede dem tilfredsstillende, eller dem, som ignorerede ofrene gang på gang, indtil kvinderne til sidst ikke så anden udvej end at stille sig frem. Vi håber, at de borgerlige partier vælger den første mulighed. Det er det eneste rigtige at gøre, både for for ofrene og for partiet.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Læs også Weekendavisens andre debatindlæg og læserbreve.