}
Gætværk. Efter mere end et år med coronavirus kender vi stadig ikke den præcise effekt af at bruge mundbind. Ikke engang den psykologiske virkning kan man enes om.

Men virkede det så?

Men virkede det så? Af Peter Harmsen

Endelig. Efter næsten et år med mundbind ser det ud til, at vi fra på mandag – med ganske få undtagelser – kan sige farvel til det lille irriterende klæde. Glæden over igen at kunne trække vejret frit i det offentlige rum er stor. Men i baggrunden lurer et kontroversielt spørgsmål: Har det overhovedet gjort en forskel? Har det været besværet værd? Det korte svar er: Vi ved det ikke med sikkerhed. Det lidt længere svar er: Vi finder sandsynligvis aldrig ud af det.

Trods fraværet af præcis, klippefast evidens ved man tilstrækkeligt om mundbind til at kunne sige, at det er bedre at bruge dem end at lade være, fortæller Henning Bundgaard, der er professor ved Rigshospitalet og sidste år var med til at gennemføre en undersøgelse blandt 6.000 danskere om virkningen af mundbind.

»Studier tyder på, at der måske nok er en lille, men ikke nogen kæmpe effekt, hvis man går med maske som rask. Generelt antages en klarere effekt, når man går med dem som syg, og at besværet med at gå med maske opvejes af, at der er tale om en potentielt livstruende sygdom,« siger han.

»Det er dér, myndighederne ser ud til at være landet, hvor de siger, at vi kunne godt ønske os, at der var en tydeligere effekt, og vi kunne godt ønske os, at vi vidste mere om det, men sådan er det bare.«

Desuden peger nogle undersøgelser i retning af, at selv hvis uheldet er ude, og man trods brug af mundbind bliver smittet, kan mundbindet bidrage til relativt mildere sygdomsforløb, fordi voldsomheden af et udbrud tilsyneladende kan afhænge af størrelsen af den dosis coronavirus, man bliver smittet med.

Politisering og støj

Til trods for den intense interesse for mundbind som et potentielt billigt middel mod en sygdom, der indtil videre har dræbt næsten fire millioner mennesker og med mellemrum sat store dele af verden i stå, er der endnu ingen klar videnskabelig konsensus om den nøjagtige effekt.

Det har ikke hjulpet, at mundbind har været genstand for betydelig politisering – og deraf følgende støj – i den offentlige debat, ikke mindst i USA, hvor fravalg i nogle kredse er blevet opfattet som et signal om kærlighed til de frihedsidealer, det amerikanske samfund bygger på.

Desuden skyldes uvisheden, at covid-19 målt med videnskabens alen stadig er et forholdsvis nyt fænomen. Der har ikke været tid til de omhyggelige og langvarige undersøgelser, som ellers er akademisk kutyme, og i stedet har forskerne ofte hentet deres data fra det virkelige liv.

Problemet er, at det ude i den pulserende verden er vanskeligt at finde evidens for effekten af mundbind isoleret set. Det øjeblik, folk beslutter sig for at gå med mundbind, begynder de typisk også at spritte af og holde afstand. Så hvis de bliver smittet mindre hyppigt end andre, der ikke tager de samme forholdsregler, kan man ikke uden videre konstatere, at det skyldes mundbindene.

Oveni kommer de store metaundersøgelser, men de giver heller intet klart svar. Cochrane Review, en britisk organisation, som opsummerer lægevidenskabelige resultater, konkluderede i april i en oversigt over 67 tidligere undersøgelser, at brug af mundbind sandsynligvis kun betød »begrænset eller ingen forskel i, hvor mange mennesker der bliver smittet af influenza­lignende sygdomme«.

Heroverfor står imidlertid en lignende oversigt offentliggjort sidste år i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift Lancet, der på grundlag af 172 eksisterende undersøgelser fastslog, at mundbind er blandt de vigtigste værktøjer i kampen for at begrænse coronavirus.

»Studiernes karakter hver for sig har sjældent været enkeltstående overbevisende, så det er mere den samlede mængde af studier, der peger i samme retning og underbygger, at mundbind har en vis effekt over for spredning af luftvejsinfektioner, herunder coronavirus,« siger Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet.

Mental beskyttelse

Det ville naturligvis være praktisk at vide, hvor godt mundbind virker, både hvis coronavirus vender tilbage i nye mutationer, og hvis – eller rettere når – menneskeheden skal mobilisere sine ressourcer over for den næste store pandemi.

Det frustrerende er bare, at videnskabsfolkene måske aldrig kommer det meget nærmere. Et af de store spørgsmål er, hvor meget mundbind bidrager til at forhindre smitte, hvis bæreren allerede er syg. Det er nærmest umuligt at udforske videnskabeligt.

»Det er fint nok, at du kan måle effekten på bærerne, og hvor meget de er beskyttet. Men når du skal teste den anden vej, altså evnen til at smitte andre, skal du have to grupper af smittede, nogle som går med mundbind, og nogle som ikke går med mundbind,« siger Allan Randrup Thomsen.

»Det skal laves i et væsentligt antal, og det er uetisk at lade folk, der er smittede og kan sprede virus, gå rundt uden modforanstaltninger ude i samfundet og se, hvor mange de når at smitte i løbet af en given tidsperiode. Så jeg tror aldrig, vi kommer meget videre med at finde ud af, hvor meget det betyder i samfundet, hvis de, der er smittede, bærer mundbind selv.«

Bortset fra den reelle effektivitet i forhold til at forhindre coronavirussen i at sprede sig har mundbind sandsynligvis en afledt psykologisk virkning, men også den er til debat.

Nogle har fremsat den påstand, at de giver en falsk tryghedsfølelse og får bærerne til at slække på andre forholdsregler. Omvendt kan det lige så vel være, at brugen af mundbind har den helt modsatte effekt, og at selve den omstændighed, at man tager dem på inden besøg i for eksempel detailhandlen, er en påmindelse om, at der stadig raser en pandemi, og at der endnu er en række sikkerhedsforskrifter, der skal overholdes.

Desuden har mundbind formentlig haft en psykologisk effekt ved at give en følelse af, at man selv kunne bidrage proaktivt til at mindske risikoen for sig selv og for samfundet, fortæller Bundgaard.

»Vi kan godt lide at gøre noget, og det har måske også bidraget til, at vi har gået med masker. Det at man er bekymret for sit helbred og tænker: Jamen jeg kan selv gøre noget. Jeg kan holde min afstand. Jeg kan spritte mine hænder, jeg kan lade være med at være mange, og jeg kan tage mundbind på. Det betyder noget for os,« siger han.

Side 49



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby