Spanien har ekspresudvist hovedparten af de 9.000 migranter, der i sidste uge trængte ind i den spanske enklave Ceuta fra Marokko. Er kollektive udvisninger den nye standard for håndteringen af migranter, der sætter fod på europæisk jord?

Det er ikke ofte, Spaniens socialistiske regering får ros fra indvandringskritiske hardlinere. Men håndteringen af sidste uges migrantstormløb mod den spanske enklave Ceuta i Marokko – på halvandet døgn krydsede mere end 9.000 personer grænsen, mens de marokkanske vagter så passivt til – udløste et begejstret tweet fra Matteo Salvini, som leder det italienske højrefløjsparti Lega.