Der er noget, der lugter.
Først kommer stanken fra en bunke haveaffald i Rasmus Visbys indkørsel. I Hillerød Kommune bliver affaldet ikke længere hentet af det kommunalt ejede affaldsselskab, og borgerne må selv køre grene og blade på genbrugspladsen. Hentning er ikke længere efterspurgt, lyder forklaringen.
Men det lugter, mener Visby, der flyttede til landsbyen Gadevang med sin kæreste i 2018. Desuden har han læst en artikel om lønninger til bestyrelserne i de kommunalt ejede forsyningsselskaber, der tager sig af vand, spildevand, varme og affald. Der ligger Hillerød i top. Det viser sig senere, at affaldsdirektøren hæver en årsløn på 1,8 millioner kroner – mere end statsministeren og 80 procent mere, end affaldsdirektøren får i Aarhus Kommune, der ellers er flere gange større end Hillerød. Alle de penge, og så kan de ikke engang hente nogle rådne blade?
Rasmus Visbys næse fejler ikke noget. Han søger aktindsigt og opdager, at der ikke har været fald i efterspørgslen – tværtimod vil flere af kommunens borgere gerne have hentet deres affald. Dér ville historien nok være sluttet, hvis enten Hillerød Forsyning eller Rasmus Visby var gjort af et andet stof.
»Jeg var faktisk helt sikker på, at de ville takke mig,« husker Visby om sin første henvendelse til affaldsselskabet. »At de ville sige: ’Fedt, der var en vaks borger, det får vi lige rettet op på.’ Men det var jo slet ikke dér, vi var.«
Visbys opdagelse blev ikke enden, men begyndelsen på en skandale, der stadig ruller, og som har gjort den 54-årige iværksætter til et samlingspunkt for kamp mod fusk og magtmisbrug i det offentlige.
For der er meget andet, der lugter. Hillerød Forsynings regnskaber, for eksempel. Visby opdager, at den nye genbrugsplads har været ti millioner kroner dyrere, end borgerne har fået at vide, og ved hjælp af aktindsigter finder han ud af, at flere af de ansatte leaser luksusbiler som Jaguar, Volvo og Mercedes. Nogle af dem bruger også selskabets kreditkort, når de holder ferie.
Fra sin kælder i Gadevang begynder Rasmus Visby i 2019 at udgive en podcast om sine fund, Visbys Verden, og snart henvender borgere sig med nye tip. Nogle af dem handler slet ikke om postnummer 3400, men om andre kommuner eller statslige myndigheder.
»Det hele er lavet af det samme stykke træ. Råddenskaben er alle vegne,« siger Visby. »Med alt det, jeg efterhånden ved, vil jeg ikke sige, at Hillerød er et særligt slemt tilfælde. Slet ikke. Den lukkethed, jeg har mødt her, er nok snarere blevet sådan, det er overalt i landet.«
Takket være Twitter, Facebook og en gratis podcast blev haveaffaldssamleren og skatteborgeren Rasmus Visby altså til graverjournalisten og vogteren fra Visbys Verden. Dermed indskrev han sig også i en bevægelse af nye, uafhængige danske medier, der gerne kritiserer den etablerede presse for dovenskab og leflen for statslig mediestøtte, og som i skrivende stund tæller juristen Lars Bjørknæs’ Journalista, Peter Ernstved Rasmussens forsvarskritiske Olfi, Asger Juhl med fleres Den Uafhængige og senest Mads Brüggers endnu upublicerede Friheden.
I Gadevang er Visby heller ikke længere alene om at grave. En gruppe på ti borgere hjælper ham med aktindsigter og research, og flere medier har tilbudt forskellige former for samarbejde. Han planlægger at holde foredrag og workshops om gravearbejde for journalister, og sommeren skal bruges på at lægge en ny forretningsplan, som kan gøre mediet til en overskudsgivende forretning.
Podcasten har allerede givet resultater: Hillerød Forsynings to direktører blev fyret, da Visby-bunken af møgsager blev for høj. Og Flemming Strøm, vicedirektøren i boligselskabet KAB, fratrådte sin stilling, da Rasmus Visby afslørede, at han havde brugt 3.000 målernumre fra elmålere i KAB-bygninger til at stemme på sig selv til bestyrelsesvalget. Nå ja, Hillerød Forsyning genoptog også affaldsordningen, så Visby fik ryddet sin indkørsel.
Der er flere historier på vej, lover han: I Københavns Kommune har han fundet en rådden sag om udlejning af ejendomme, og i SKAT ligger der en rigtig stinker, som dog vil tage lang tid at grave frem. Der bliver ved med at indløbe nye historier om Hillerød, og så er der Vordingborg, hvor den er helt gal, forsikrer Visby; da han ringede derned for nylig, gik de helt i baglås, da de opdagede, hvem de havde i røret.
»Og du må slet ikke sætte mig i gang med elselskaberne – der ligger en stensikker Cavlingpris til en journalist, der kan skrive dén artikel.«
Herreløse milliarder
Interviewet skal finde sted hos Weekendavisen i Pilestræde, men Rasmus Visby er forsinket, fordi han leder efter en parkeringsplads og ikke vil betale for at holde i Rød Zone, Københavns dyreste til 39 kroner i timen. Det lykkes ikke, så mangemillionæren må punge ud, meget mod sin vilje.
Penge. De lader til at spille en central rolle i Rasmus Visbys historie. Han mangler dem ikke efter en lang og succesfuld karriere som iværksætter, hvor han blandt andet har solgt computerudstyr og stiftet og siden solgt it-virksomheden Bullguard Nordic. Uden penge kunne han ikke bruge to år på at begrave sig i kommunale regnskaber, notater, referater og bilag, og graveriet begyndte da også i finansverdenen. I 2014 blev Visby forarget over Nykredits såkaldte bidragssatser og stiftede Consum, som endte med at få valgt deres egne repræsentanter ind i kreditforeningen.
»SKAT og banker – det er den verden, man først lærer at kende, når man begynder at tjene penge,« forklarer Visby, der er afslappet klædt i jeans, joggingsko og mørkeblå skjorte, dog med et iøjnefaldende Rolex-ur om håndleddet.
»Det er rigtigt, at jeg går op i, hvad vores alle sammens penge bliver brugt til, og jeg er særligt interesseret i alle de herreløse milliarder, der findes i gråzonen mellem det offentlige og det private erhvervsliv. For eksempel i foreningerne Realdania og Forenet Kredit, der har udspring i andelsbevægelsen, som jeg ellers har stor respekt for. Det er vores fælles penge, men de er meget ofte i hænderne på folk, som ikke har gjort sig fortjent til dem, og som ødsler med dem. Ser man på løn og udgifter i det offentlige, er der også alt for mange eksempler på, at det slet ikke hænger sammen.«
»At direktøren i Hillerød Forsyning får knap to millioner om året, er jo helt vildt – man skal meget højt op i det private erhvervsliv, før man kommer til at tjene så meget. Men det handler ikke kun om penge. I finansverdenen har jeg hørt det samme bullshit, som jeg i dag møder i det offentlige. Da jeg begyndte at grave i bankernes bidragssatser, var det jo også, fordi de prøvede at kalde det alt muligt andet, end det faktisk var. Det er det, jeg prøver at gøre: få tingene frem i lyset og tvinge folk til at sige det, som det er.«
Måske er det mere rigtigt, at Rasmus Visby er drevet af tal. Data. Den rå information, som ikke kan sminkes, bortforklares eller spinnes, men taler sit eget, tydelige sprog.
»Jeg følger min mavefornemmelse og bliver ved med at grave, indtil jeg har fundet det rigtige bilag med det afgørende tal. Det er som regel i de kedeligste tekster, guldet gemmer sig, og når det kommer på bordet, er det umuligt at tale udenom. Sådan er min metode, og den virker. Jeg har trods alt fået tre direktører fyret.«
Oldschool offentlig
Faktisk gør Rasmus Visby ofte, hvad han får besked på af de embedsmænd, han støder ind i – og optager undervejs. Han kalder også sin podcast for en »stresstest af systemet«.
»Nogle gange skal man bare gøre, hvad de siger. Vise, hvad der sker, hvis man går ned ad den vej, som borgere bliver vist ned ad. Hvis en embedsmand siger, at jeg skal ringe tilbage om en time, så gør jeg det, så mine lyttere kan høre, at der pludselig ikke er nogen, der tager telefonen.«
Rasmus Visby er næppe den første til at klage over offentligt bureaukrati og lange svarfrister, men hans dom er usædvanlig hård – især når det gælder mulighederne for at klage over afgørelser:
»Systemet er indrettet på en måde, der skal få de fleste til at give op undervejs. Klager behandles af meget unge jurister uden ret meget erfaring, som er under et kæmpe pres, og deres chefer kan ikke hjælpe dem, fordi de er ansat til at være ledere. Jeg har utallige gange fået medhold i Skatteankestyrelsen, og det siger noget om det faglige niveau hos SKAT.«
Man er også for ivrig efter at efterligne det private erhvervsliv, når styrelser kaldes koncerner, og det ikke længere hedder rigsantikvar på Nationalmuseet, men direktør. Som vedhæng til denne modedille placeres der kommunikationsfolk overalt, som ifølge Visby ofte har til formål at gøre det sværere for borgerne at finde ud af, hvad der foregår.
»Jeg går ind for en mere oldschool offentlig forvaltning, med eksperter og fagfolk. Måske har vi også brug for en decentralisering. Hvis politimesteren i Vejle dummede sig i gamle dage, gik det trods alt kun ud over Vejle politikreds, men i dag kan politidirektøren ødelægge hele regionen. Nogle steder i det offentlige giver det selvfølgelig mening at centralisere eller køre løs med McKinsey-rapporter, men netop sådan noget som SKAT er en kompleks størrelse og en helt vital del af vores samfund, som man overhovedet ikke kan sammenligne med det private erhvervsliv.«
Hverdagsovertrædelser
Hvor skal man placere fænomenet Rasmus Visby? Hvad er han? Bekymret borger? Journalist? Aktivist? Publicist? Medieiværksætter? Mand-med-en-sag-og-Facebook-konto? Det hele på én gang?
Selv kalder han sig »selvbestaltet vogter« og »kvalificeret kværulant«. Han er medlem af Journalistforbundet og tilmeldt Pressenævnet, men når han ringer til embedsmænd i Visbys Verden, kan han finde på at præsentere sig som »én, der prøver at finde ud af, hvad der foregår«.
»Det har været en udvikling, hvor jeg begyndte som almindelig borger, men med tiden er blevet noget andet. Jeg har et godt bullshit-filter, og jeg bruger min erfaring fra it-branchen til at læse regnskaber og sortere i data. Jeg har også en utrolig hukommelse og kan se mønstre og sammenhænge, hvor andre ikke kan – jeg er nok lidt autistisk på den måde.«
»Men den vigtigste egenskab er jo, at jeg ikke giver op. Jeg er fuldkommen frygtløs. Det har jeg også fra min tid som iværksætter. Der er man også nødt til at tro på det, man laver, selvom ingen andre gør. Og når folk så endelig begynder at købe ens produkt, kommer der et gennembrud, som jeg også har haft i de seneste uger, hvor en ny kreds af mennesker opdager min podcast og skriver til mig.«
Længe nøjedes Visby med at dele sin research med etablerede medier, men det blev han træt af. Ikke så meget at andre tog æren for hans arbejde, men at de ikke bed sig fast. Journalisterne skyndte sig videre til den næste historie.
Særligt lokalpressen kan ikke længere følge med magthaverne, mener han.
»De landsdækkende medier vil først dække sagerne, når de bliver kæmpestore. Alle de små lovovertrædelser, der finder sted hver eneste dag, får ikke nogen opmærksomhed, og så bliver det sådan nogle som mig, der må dække dem. Ellers bliver det hverdag og en glidebane for myndighederne, der kan slippe ustraffet fra det.«
Vi må aldrig acceptere de små overtrædelser, siger han: at Hillerøds borgmester sletter sine gavelister efter et år. At Kammeradvokaten – som det blev afsløret af en privat videopoptagelse – holder kurser om, hvordan man kan sylte og standse journalisters aktindsigter.
»Hvis vi accepterer den slags, så får vi en kultur, hvor man kan slippe afsted med at være magtfuldkommen og privilegieblind. Så begynder den mørtel, som holder samfundet sammen, at krakelere. Vi ser det med Men In Black og den slags grupper, der slet ikke stoler på staten og myndighederne, og hvis først den mistillid spreder sig, står vi med nogle alvorlige problemer.«
Min kamp
Men er han ikke bange for at puste til ilden? Med al den snak om råddenskab og løfter om afsløringer i navngivne kommuner er han vel også med til at sprede mistillid?
»Det tænker jeg faktisk over. Men en vigtig pointe i min podcast er, at det er afgørende for et demokrati, at man kan søge information om staten og myndighederne. Ellers ender vi med at sidde og diskutere i mørke. Hver gang noget bliver lukket ned, giver det plads til fake news, og det er farligt.«
Det er også stærkt underholdende. I sager som den om Hillerød Forsyning er der demokratiske principper at værne om, men også journalistisk guld at hente, indrømmer han.
»Grunden til, at så mange følger den sag, er jo, at det er en form for true crime. Det handler om love og regler i det offentlige, men det er også bare en saftig sag om svindel og kriminalitet, der bliver rullet op.«
Flere gange under interviewet siger han dog, at han er træt af historien om Hillerød Forsyning. Jeg minder ham om, at han sagde det samme i en af sine første podcast, sendt for snart to år siden.»Men jeg er også virkelig træt af den historie. Den bliver bare ved med at rulle, fordi jeg selv er blevet en part i den.«
Hans kæreste er også træt af den. De har to små børn og forbereder en barnedåb. Hillerød Forsyning slog tilbage med advokater og senere en politianmeldelse for chikane, og der ligger stadig sager hos forskellige klageinstanser. Visby har ikke haft tid til at pleje sine indtægtskilder. Importen af vine fra vulkanen Etna er sat på standby, det samme er et firma, der sælger kabelløsninger.
»Det påvirker mig, selvfølgelig gør det det. Det koster noget. Jeg har haft svært ved at sove og har taget en masse på i vægt. Jeg har fået en form for stress af alt det her. Men jeg tager det også virkelig på mig. Det er en kamp – det er blevet min kamp. Det lyder sikkert langt ude, men jeg tænker nogle gange på frihedskæmperne under Anden Verdenskrig, som også havde et klart mål i livet og var parat til at ofre alt for at nå derhen. Sådan kan jeg også godt have det, når bølgerne går højest.«
