Debat. Ugens kommentarer fra Weekendavisens læsere.

Læserbreve

Julemærkehjem

Søren Ravn Jensen, direktør, Julemærkefonden

I artiklen »Den sidste slankekur« i WA #1 skriver Marta Sørensen, at Julemærkehjemmene fungerer lidt i stil med de amerikanske fat camps. Dette er ikke korrekt. På Julemærkehjemmene hjælper vi børn, der er udsat for mobning, er ensomme eller har lavt selvværd. Det sker gennem en professionel pædagogisk indsats, hvor vi målrettet arbejder med at få børnene til at tro på sig selv og acceptere sig selv, og vi hjælper dem til at indgå i fællesskaber igen.

En del af børnene, som får ophold, kan have et ønske om at opnå et vægttab. Men formålet med et ophold på et Julemærkehjem er ikke, at børnene skal på kur. Formålet er, at de skal genvinde troen på sig selv og lære, at de er gode nok, som de er. Når det gælder den mad, vi serverer for børnene under opholdet, følger vi Fødevarestyrelsens kostråd. Vi serverer ikke slankemad for børnene eller følger nogen former for slankekure eller diæter. Det er vigtigt for os, at vores arbejde bliver beskrevet korrekt, så de familier, der har brug for vores hjælp, ved, at de kan søge ophold hos os.

 

Etik og AI

Anders Kjærulff, teknologikritiker, etisk hacker og journalist

I WA #53 kunne man læse et besynderligt indlæg fra Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i brancheforeningen IT-Branchen. Saxberg mener tilsyneladende at dataetik er en god ting, men nok mere noget, der gør »digital udvikling til en demilitariseret zone, som ingen tør færdes i«. Derfor, må vi forstå, skal industrien »turde gå for langt en gang imellem«, hævder hun, naturligvis kun, understreges det, for at vi bedre kan forstå, hvor grænserne går. Men IT-Branchen vil ikke selv tage risikoen: Det er staten og regeringen, der skal igangsætte en »række dataetiske signaturprojekter, altså en række projekter, der med støtte fra regeringen afsøger grænserne for, hvor langt vi kan og bør gå i anvendelse af borgernes data«.

Med indlægget skriver Friis Saxberg sig ind i et kor af institutioner, forskere og private firmaer, der er meget nervøse over, at de nu er underlagt Den Europæiske Databeskyttelsesforordning (GDPR), og at der i stigende grad stilles kedelige dataetiske krav til de projekter, som kommuner, stat, regioner og private kaster sig ud i, især og helt rimeligt, når disse projekter involverer befolkningens data. Sidste har man haft et noget løsagtigt forhold til, og det har været den generelle indstilling, at når borgerne alligevel bruger Facebook og Google, så kan vi vel opføre os ligesom dem?

Jeg er med på at GDPR ikke er perfekt. Men det er desværre, hvad vi har. Og vi har brug for GDPR. Fakta er nemlig, at AI-forskning og it-branchen i Danmark har haft fuldkommen frie hænder i årevis. Persondataloven er stort set ikke blevet håndhævet, da Danmark jo ventede på EU og GDPR, og listen over etisk katastrofale prioriteringer fra it-branchen, forskere og KL er allerede alenlang.

Jeg nævner i flæng Gladsaxemodellen, et profileringsprojekt i bedste kinesiske social credit-style, hvor forældre tildeles bekymringspoint (og mulige tvangsfjernelser), alt efter hvor mange gange de har skippet skoletandlægen med børnene, »smarte« systemer til at vurdere lediges jobparathed ved at analysere på alle tænkelige data om dem, algoritmisk og med pointgivning, igen, ønsket om at afsløre socialt bedrageri ved hjælp af data fra arbejdsløses elforbrug (så man kunne se, om der boede mere end en i husstanden) og en sundhedsplatform fra amerikanske EPIC, der sender data om danske patienter til USA uden nogen form for anonymisering.

Det er alle projekter, der i den grad tør »gå for langt«. De fleste af dem kører endnu, så at påstå, som Friis Saxberg gør, at vi har behov for at »prøve grænserne af«, må mildt sagt siges at være historieforfalskning. Det har vi nemlig i den grad gjort. Og nu bør vi gå den anden vej. Kom ind i kampen – at være imod etik og menneskelighed og rettigheder i forhold til borgernes data er ikke bare gammeldags – det er heldigvis også kriminelt, nu. Og det skal det blive ved med at være.

Ondskabens imperie

Mogens Høyrup, gymnasielærer

I et indlæg i WA #1 efterlyser Henriette Fosselius en begrundelse for, at »Identitetspolitik er noget nær ondskabens imperie«. Som borgerlig gymnasielærer vil jeg bidrage med min forklaring.

Som jeg forstår begrebet identitetspolitik, drejer det sig om grupper af meget vekslende størrelse, som med udgangspunkt i køn, seksualitet, race og etnicitet (identitet) ønsker anerkendelse fra det øvrige samfund (politik). Mere præcist består anerkendelse i en ligestilling, som går på andet og mere end lige formelle rettigheder – man skal også have de samme resultater som andre for ikke at være undertrykt. Undertrykkelsen ændres derfor ikke af, at den formelle ligestilling i Vesten de sidste cirka 200 år konstant er udvidet til nye grupper.

Farerne ved identitetspolitikken er, at den er uklar, modsigelsesfyldt og tilfældig samt båret af en voldsom forbitrelse, der er rettet mod det liberale demokrati – uden at have noget andet at stille i stedet. Uklarheden skyldes blandt andet, at der kun fokuseres på at fjerne undertrykkelse – ikke på, hvordan vi kan indrette os med hinanden fremover uden undertrykkelse. Det modsigelsesfyldte opstår, når man zoomer ind på alle de påståede former for undertrykkelse; for hvem er i grunden mest undertrykt? En smuk, slank og sort mand eller en grim, overvægtig og hvid kvinde? Det tilfældige kommer af, at der fokuseres voldsomt på én minoritet som eksempelvis transpersoner, mens for eksempel fysisk handicappede mig bekendt ikke levnes stor opmærksomhed. Den uhørte voldsomhed kommer til udtryk i den lynchstemning, som det kan lykkes at skabe i medierne, og som gør de anklagede til jaget vildt og skyldige, indtil det modsatte er bevist. Når så kritikken rejses mod netop vestlige lande, der på verdensplan er kommet længst i spørgsmålet om retslig ligestilling i forhold til race, køn og seksualitet, ja, så er det, at jeg savner proportionssansen. Hvis man virkelig er optaget af at forbedre forholdene for homoseksuelle, skulle man måske rette sin opmærksomhed mod den cirka tredjedel af verdens stater, hvor homoseksualitet er forbudt (og eventuelt straffes med dødsstraf), frem for mod forholdene på et universitet i USA. Alle disse træk ved identitetspolitikken er grundigt beskrevet i Douglas Murrays debatbog Hordernes hærgen (2020), som hermed anbefales alle med interesse for emnet.

Sat på spidsen er identitetspolitik venstredrejet populisme. Og den er en lige så stor trussel mod det liberale demokrati som den højredrejede, vi for tiden er vidne til i blandt andet USA.

 

Druk-forherligelse

Michael Stewart Fogh, journalist

I fjernsynet opfordrer Mads Mikkelsen og Minds of 99 mig og resten af befolkningen til at få drukket nogle flere øl. Busskurene rundtom i landet fortæller mig, at »Life is bitter«, så drik noget Fernet Branca. Og tager jeg til fodbold, løber mit hold rundt med Carlsberg på brystet. Vi bombarderes med reklamer for alkohol.

Jeg selv voksede op i et hjem, der altid var trygt, stabilt og rart, og hvor jeg bogstavelig talt aldrig har oplevet min mor fuld, mens min far drak mere normalt. Men de var begge storrygere, med tvangstrang til mindst 20 Prince om dagen. Hvilket er slemt nok for dem personligt. Men havde mine forældre byttet cancerstængerne ud med et tilsvarende antal Grøn Tuborg og Gammel Dansk hver dag, så havde min barndom og ungdom været en helt anden.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever 122.000 børn i alkoholiserede hjem. Og konsekvenserne ved at vokse op med alkoholiske forældre kender vi kun alt for godt, men jeg nævner gerne nogle stykker en ekstra gang. Svigt, utryghed, fysisk og psykisk vold, der ofte giver livslange traumer. Selvom rygning bestemt er slemt, så har forældres røg bare ikke samme konsekvens for børnene som deres daglige druk.

Med tanke på, at vi år efter år indtager den ene førsteplads efter den anden i druk, er det mig en gåde, at vi ikke har taget et opgør med alkoholreklamerne, som man gjorde det med tobakken tilbage i 2002. Dengang var det vel med tanke på at få flere til at skodde smøgerne, få piberygere til at stoppe med piben og afholde ikkerygere fra at starte, at det totale reklameforbud kom. Ville det så ikke være på sin plads, hvis alkoholreklamer havde givet sin sidste omgang og gik op i røg på samme måde som tobaksreklamerne?

 

Rettelse

I sidste uges avis bragte vi artiklen Den svenske instruks. Her skrev vi, at man i Sverige »pr. automatik« adskiller asylpar, hvis en af parterne er mindreårig. Det er ikke rigtigt. Adskillelsen har tidligere været praksis i enkelte svenske kommuner, herunder Göteborg, ikke i hele Sverige. Og denne praksis gælder ikke længere. Vi beklager fejlen. Asylparrene er under alle omstændigheder – som det også fremgik af artiklen – blevet udsat for en individuel vurdering.

Side 14



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Videnskabspodcast