Jeg har ikke læst en bog siden begyndelsen af oktober. Til gengæld har jeg fået læst en masse avis. Faktisk kun én en avis: Weekendavisen. Der er stor mangel på journalistik, der vil mere end være clickbait og øjebliksfokuseret uden tilbageblikshukommelse i den nuværende samfundsdebat. Weekendavisen gør et prisværdigt forsøg på at møde den mangel. Der er også mange særdeles velskrivende skribenter, der får spalteplads i avisen. Både kvinder og mænd. I disse MeToo-tider er det dog stadig omtrent to tredjedele af skribenterne, som er mænd. Men flere kvinder får spalteplads nu, end sidst jeg havde abonnement for tre-fire år siden.
Martin Krasnik har jeg haft det stramt med. Den overordnede linje på avisen, uge efter uge, er under hans ledelse et frontalangreb på det, som avisen opfatter som tidens svøbe: identitetspolitik. Weekendavisen har erklæret skrivekrig mod woke-bevægelser under en bred kam: religiøs og kulturel islam (ikke jødedom), MeToo-bevægelsen, LGBT, feminisme, Black Lives Matter, antiracisme, etnicitetsdiskurser, opgør med manifestationer af den forgange histories paradigmer, klimakamp og andre venstreorienterede eller aktivistiske bevægelser. De beskrives gang på gang i avisen med en underliggende opfattelse af, at identitetsdefinerede sociale bevægelser er solipsistiske, impotente og dybest set forfejlede projekter. Den præmis er at finde i den ene eller den anden skikkelse i samtlige af de udgaver af avisen, jeg har læst igennem efteråret og frem til nu. Identitetspolitik er noget nær ondskabens imperie i Weekendavisen.
Faktisk vidste jeg slet ikke, inden jeg begyndte at læse Weekendavisen i denne omgang, at der fandtes noget så ucharmerende og farligt som identitetspolitik i den moderne samfundsudvikling. Jeg undrede mig. Hvad går det overhovedet ud på? Er det noget med, at borgerligt orienterede hyler »offermentalitet«, hver gang venstreorienterede højlydt peger på »uretfærdighed« – en nærmest Pavlov-lignende vekselvirkning? Nej, ikke rigtig, den tolkning er helt sikkert for låst, for CEPOS-agtig, altså den borgerlighed, hvor den eneste uretfærdighed, der findes i verden, er skatteopkrævning.
Er det så borgerlig intellektuel kritik af venstredrejet populisme? Måske. Men så må Krasnik og co. godt blive lidt mere tydelige i spyttet. Hvad går den venstrepopulistiske identitetspolitik og den borgerlige kritik af den ud på? Hvad er det, der er så krænkende ved woke-bevægelsens fokus på fortidens og nutidens krænkelser, at Weekendavisen uge efter uge bliver ved med at stikke til det, interviewe om det, kritisere det og give spalteplads til foragt for snart sagt alt, der kan veksles med termen identitetspolitik?
Når det påpeges, at uretfærdighed og krænkelser over for specifikke grupperinger af mennesker har forekommet og stadig forekommer i stor stil, hvordan kan det så være, at den indsigt begraves i et enøjet fokus på fejl og mangler i aktivismens diskurs og udførelse? Er det, fordi det inkluderende og retfærdige samfund opfattes som en umulighed? Fra hvilken platform og hvordan skal de grupperinger, der oplever krænkelser, tale og handle for at blive hørt, og for at reelt ekskluderende uretfærdigheder kan komme frem i lyset og blive afhjulpet?
Disse spørgsmål kommer jeg takket være Weekendavisen til at tænke en del over i tiden, der kommer. Og det kan man i hvert fald sige om Weekendavisen. Når man læser den, føler man uomtvisteligt, at man lærer noget uanset politisk observans.
