Klumme. Hvornår har man mest skyld, hvis noget går galt? Når man har fulgt andres beslutninger eller handlet på egen foranledning?

Den underordnedes selvpineri

Den underordnedes selvpineri

Hvornår bærer man den største skyld, hvis noget går galt? Er det, når man selv har truffet beslutningen om at handle på en bestemt måde, eller når man udfører en beslutning truffet af andre?

Det nærliggende og traditionelle svar er, at det gør en forskel, om man handler på andres eller egen foranledning. Hvis man selv har truffet en beslutning, er man i højere grad skyldig, end hvis man blot handler på foranledning af andre. Det er den opfattelse, der lå bag den såkaldte Nuremberg-undskyldning, hvor nazister forsøgte at fralægge sig skyld for deres forbrydelser ved at hævde, at de handlede under ordre. Men også i mindre dramatiske sammenhænge vil vi ofte være tilbøjelige til at sige, at man bærer mere skyld, hvis beslutningen bag handlingen lå hos én selv fremfor hos andre. Men måske er billedet ikke helt så enkelt.

I et forskningsstudie, der netop er udgivet i tidsskriftet Psychological Science, har psykologer fra Columbia University prøvet at blive klogere på koblingen mellem oplevelsen af skyld, og om man selv eller andre er beslutningstager. En stor gruppe forsøgspersoner blev præsenteret for nogle opdigtede historier. Den ene handlede om en programmør, der arbejdede med selvkørende biler og skulle programmere bilens reaktion, hvis den blev involveret i uheld. I ét scenarie fik programmøren at vide af sin chef, at han selv kunne beslutte, hvordan bilerne skulle reagere. De kunne enten forsøge at redde føreren af bilen eller sikre, at færrest mulige personer kom til skade. Men programmøren måtte altså træffe valget selv. I et andet scenarie var det derimod chefen, der tog beslutningen.

De selvkørende biler blev desværre involveret i trafikuheld, da de kom ud på vejene. I de tilfælde, hvor programmøren havde indstillet bilerne til at sikre færrest muligt omkomne, var konsekvensen, at bilens ejer blev slået ihjel. Men når bilen beskyttede føreren, mistede fem uskyldige personer livet. I begge tilfælde førte programmeringen til tab af liv.

Deltagerne blev nu bedt om at vurdere, om programmøren ville føle sig skyldig i de dødsfald, der havde fundet sted. De skulle også angive, om de selv mente, programmøren var skyldig. Svarene blev givet på en gradueret skala. Da forskerne gennemgik resultaterne, fandt de en klar tendens. I de tilfælde, hvor chefen tog beslutningen, mente deltagerne, at programmøren var mindre skyldig, end når han selv havde valgt kodningen af bilerne. Og de vurderede, at programmørens egen oplevelse var den samme. Det var ikke noget overraskende resultat. Som nævnt er vi normalt tilbøjelige til at koble en højere grad af beslutningsmæssig involvering med en højere grad af skyld.

Men nu ændrede forskerne lidt på forsøgsopstillingen. Denne gang blev forsøgspersonerne bedt om at tage stilling til nøjagtigt de samme historier. Men der var en afgørende forskel. De skulle forestille sig, at de selv skulle programmere bilerne. Den ene gruppe fik at vide, at deres chef bestemte bilernes indstiling, mens den anden gruppe selv valgte, hvordan bilerne skulle kodes. Igen fik alle at vide, at måden, bilerne var programmeret på, havde ført til dødsulykker, og de blev bedt om at vurdere, hvor skyldige de ville føle sig.

Denne gang faldt svarene helt anderledes ud. De personer, der havde handlet efter chefens ordre, følte sig mere skyldige end dem, der selv tog en beslutning. Som forskerne påpeger, er det sidste resultat særdeles overraskende.

Der ser altså ud til at være følgende mønster. Når vi vurderer andre personer, anser vi dem som mindre skyldige, når de har fulgt andres beslutninger, end når de har handlet på egne vegne. Men når vi derimod vurderer, hvordan vi selv ville opleve det, ser vi os som mere skyldige, når vi parerer ordre, end når vi havde et valg. For at teste dette resultat gennemførte forskerne endnu et eksperiment, der var designet til at skelne mellem oplevelsen af skyld fra et førstepersons- og et tredjepersonsperspektiv. Igen var resultatet det samme. Hvordan kan det være?

Forskerne har desværre ikke noget klart svar. De nævner, at vi måske er tilbøjelige til at bebrejde os selv dobbelt, når vi følger andres beslutninger, nemlig både for ikke at opponere og for at føre dem ud i livet. Men de anfører også, at det næppe kan være den fulde forklaring, og at der derfor er brug for mere forskning.

Hvis resultaterne holder vand, er de for eksempel interessante for de mange sammenhænge, hvor man i dag diskuterer, hvilke beslutninger der bør træffes af ledere, og hvilke der bør overlades til medarbejdere. Det ser stadig ud til, at vi finder en person mindre skyldig for et dårligt udfald, når beslutningen bag en handling kan føres tilbage til en overordnet. Men om det også opleves sådan for den, der har udført handlingen, står altså mindre klart.

Feelings of Culpability: Just Following Orders versus Making the Decision Oneself. Psychological Science 2021.

Side 58






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank