Mindedigt. Den store danske digter Yahya Hassan mindes og mangler på årsdagen for sin død.

Hvor er det trist

Jeg er på vej til din begravelse, Yahya
hvor er det frygteligt
at skrive den sætning
jeg står under blodbøgen ved Marienlund
og ønsker at det bliver fredeligt
at der er plads til sorgen i de sørgende.
Jeg går en omvej gennem byen
for at lufte mine følelser
om lidt kører en rustvogn dig til Vestre Kirkegård
hvor vi skal mødes en sidste gang.
Jeg går gennem Riis Skov
bøgebladene skriger grønt
her gik vi ture da din bog udkom
omgivet af ramsløg og PET-agenter
der lod som om de gik søndagstur
hver for sig
med øresnegle
og hænder på pistolerne.
Senere nede på Drudenfuss
hvor vi drak en fadøl
slubrede de cappuccinoer
tre forskellige steder i cafeen
med et fast blik på alle
der trådte ind ad døren.
Jeg tænkte på dig 1. maj
en tavs dag
ingen talere
ingen scener
folk sad i deres haver
i deres baggårde
og lyttede til fuglene
til radioen
en politiker sagde:
Vi har de politikere vi fortjener.
Da du stillede op til Folketinget sendte du mig valgplakater
jeg hængte dem op hvor jeg kom
dit brede smil
hele vejen
ned gennem Strøget
en tidlig forårsdag
går jeg
i en mennesketom by
punkteret af isblå Woltbude
med dampende pizzaer
i termoskjoldet
jeg passerer en lukket bar
nede ved åen
ejeren tørrer borde af
i fjernsynet spiller en fodboldkamp fra sidste år
byen genopfører sig selv
reprise overalt
men du kommer ikke tilbage
det går jeg rundt og forsøger at fatte
jeg går over fodgængerfeltet
ved Ringgaden og Viborgvej
her begynder kirkegården
om lidt begynder din begravelse
hvor er det trist
at skrive den sætning.

Illustration: Rasmus Meisler
Illustration: Rasmus Meisler

Yahya Hassan var et omvandrende digt, fuld af sorg og smerte, humor og kærlighed. Læs også Martin Krasniks nekrolog over Yahya Hassan.