Kunstpolitik. Det æstetiske kompas kommer på en hård prøve, når det skal navigere i identitetspolitikkens stramt polariserede magnetfelt. Er man nødvendigvis racist og privilegieblind, hvis man finder kanalsænkningen af Frederik 5.-busten studentikos og udsigten til, at I am Queen Mary skal genopstå i bronze, betænkelig?
Rematerialiseringer
Jeg er i syv sind og vrider mig som en orm ved at skrive disse linjer. For meningszonen, jeg træder ind i, er omtrent så polariseret som magnetfeltet i Niels Bohr Institutets store partikelaccelerator, og tilløb til nuancer vil straks blive flået mod enten venstrefløjens skrigrøde eller højrefløjens begsorte pol.
Vi snakker om den polemiske logik, der som et andet Disney-agtigt isslot udspændes omkring én, når man skal finde sine ben i debatten om, hvordan kunsten skal bearbejde Danmarks dystre koloniale fortid. Var det berettiget, at institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld fra Kunstakademiet og hendes elever lod en gipskopi af akademiets grundlægger, Frederik 5., vælte til opløsningsdøden i Københavns Havn for at gøre opmærksom på og sone akademiets angivelige rødder i den transatlantiske slavehandel? Er det en velvalgt måde at mindes den fortrængte koloniale fortid på, når en af lederne af den store arbejderopstand på St. Croix i 1878, den tidligere børnemishandler Mary Thomas, nu skal genopstå monumentalt tronende i bronze foran Vestindisk Pakhus, det tidligere depot for slaveplantagernes rom og sukker, der nu huser Den Kongelige Afstøbningssamling?
Del:
