Leder. Med rigsretssagen mod Inger Støjberg har V, K og LA taget et opgør med den snigende lovløshed i udlændingepolitikken. Det var på høje tid.

Symptomet Støjberg

Symptomet Støjberg Af Martin Krasnik

DEN almindelige betegnelse for det, der ligger til højre for midten, knytter sig ikke til ét parti eller ideologi. Borgerlig, siger vi, et dejligt nuanceret ord. Det peger selvfølgelig på det at være borger. Oplysningstidens revolutioner kaldes borgerlige, fordi kravet var anerkendelsen af individuelle rettigheder og økonomisk frihed. Resultatet var Englands Bill of Rights (1689), USAs uafhængighedserklæring (1776) og Frankrigs menneskerettighedserklæring (1789). »I Henseende til borgerlig og politisk Lighed og Frihed«, lød det i Venstres partiprogram fra 1872, »bør enhver stilles lige uden Hensyn til Stand og Formue«. Til det tyske ord Bürger knyttes værdier som ordentlighed, retskaffenhed og dannelse.

BORGERLIGE grundprincipper er lighed for loven, frihed fra vilkårlig magtanvendelse og personligt ansvar. Set sådan er sagen om Inger Støjberg ikke bare en hård kritik af hende. Det er et anklageskrift om tilsidesættelse af borgerlige værdier. Ikke blot har Støjberg fået embedsværket til at gennemføre ulovligheder. Hun har insisteret trods klare advarsler, forsøgt at skjule det, løjet om det, og hun prøver at tørre ansvaret af på embedsmændene. Det er ansvarsfralæggende, pinagtigt og uværdigt.

SYGDOM og coronapolitik får mange til at acceptere brud på elementære retsprincipper. Det er galt nok. Men Støjbergsagen minder om, at tilsidesættelsen af disse principper har kendetegnet udlændingepolitikken længe – anført af borgerlige partier. Det er vigtigt, at lovbruddet får konsekvenser for Støjberg, men sagen kan ikke reduceres til rigsretssag eller ej. Den er større og værre end Inger Støjberg.

ER helt afgørende nuancer vanskelige at forstå for Støjberg, burde den følgende afvejning i udlændingepolitikken være åbenlys for alle politikere med magt over andre mennesker: Ja, den borgerlige værdikamp har været nødvendig. Ja, den skabte overensstemmelse mellem et vælgerflertals ønsker og den førte udlændingepolitik. Og ja, den gjorde op med multikulturalismen for netop at forsvare borgerlige grundprincipper. Men, og her er nuancen: Det må ske på retsstatens grund, og den sørgelige sandhed er, at det borgerlige Danmark har bevæget sig ud i kviksand. Instrukssagen er den seneste i rækken af stærkt problematiske sager: Støjberg ville lovgive med tilbagevirkende kraft, så udlændinge, der allerede havde fået et ja til statsborgerskab, skulle have sagen behandlet forfra efter nye regler. Hendes ministerium gav trods en klokkeklar domsafsigelse ikke humanitære opholdstilladelser til alvorligt syge udlændinge. Og Danmark brød handicapkonventionen i behandlingen af sager om sprogprøver og indfødsret for syge og handicappede.

VÆRRE end Støjbergs handlinger er, at de udspillede sig midt i en blå blok, der konstant talte om at udfordre konventionerne. At »gå til kanten« blev en besværgelse, ikke bare hos Dansk Folkeparti (og Socialdemokratiet, der var enig i alt, hvad den yderste højrefløj sagde), men også Konservative og Venstre. Først da Rasmus Paludan dukkede op, besindede Venstres ledelse sig. Støjbergs lovbrud er en logisk konsekvens af stemningen af undtagelsestilstand – en stemning, der aldrig blev anfægtet i V eller K. Det har skabt en lethed, hvormed man omgås sit ansvar, en uvane, der har sat sig i folkestyret og svækket det demokratiske instinkt.

END ikke Liberal Alliance, der blev grundlagt på forsvaret for individets frihed fra statslig tvang og overmagt, sagde fra. Kunne man blot få lidt skattelettelser som betaling, var partiet parat til at sælge alle andre principper. Hele den borgerlige blok har et medansvar for den sag, der nu sender Inger Støjberg i Rigsretten. Det vil klæde V, K og LA, der nu stemmer for sagen at erkende dette.

STØJBERG er symptom på en udlændingepolitik, der definerer alt andet og konstant afsøger grænserne for lovlighed og ordentlighed. Selv den simpleste dom, uanset hvilken, skal for altid udelukke muligheden for statsborgerskab, siger Konservative nu. Nej til politiforliget, siger Venstre, fordi pengene »ikke tages fra arbejdsløse udlændinge«. Over det hele svæver tanken om at udfordre konventionerne. Ikke ved ærligt og åbent at prøve at ændre dem – men ved at bryde dem i smug. Det har nået et punkt, hvor vi taler om den anden rigsretssag i udlændingepolitikken. Det er nødvendigt med et egentligt selvopgør. Et sådant kan næppe ske uden alvorlige skader på både borgerligt samarbejde og vælgertilslutning. Men det er nødvendigt. I en rigsretssag er det selvfølgelig Støjberg, der sidder på anklagebænken. Men alle borgerlige partier har et ansvar for, at det er nået dertil.

 

Denne leder er opdateret 14. januar 2021.  

»Inger Støjberg er Venstres velsignelse og forbandelse,« skriver Arne Hardis og Hans Mortensen i ugens forsidehistorie. Læs den her.

Læs også om forholdet mellem ret og moral i Støjberg-sagen med udgangspunkt i retsfilosofien.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Anna Libak

Magnus Boding