Kronik. Inger Støjberg kunne godt med henvisning til begreber som civil ulydighed og naturret have sat moralen over loven, men passer begreberne til hendes adfærd?

Hvis Aristoteles kunne vidne

Mandag kom Instrukskommissionen med sin redegørelse i sagen om adskillelse af unge asylpar på danske asylcentre. Beretningen var hård i vurderingen af Inger Støjbergs rolle, og flere eksperter har allerede anslået, at der nu kan være en rigsretssag på vej. Men ved siden af den konkrete juridiske vurdering rejser sagen og særligt Støjbergs kritik af »barnebrudskommissionen« nogle gode eviggyldige spørgsmål om forholdet mellem ret og moral. Spørgsmål, som fortjener en nærmere overvejelse, selv hvis man ikke er enig.

Formelt har undersøgelsen udelukkende handlet om lovligheden af den undtagelsesløse adskillelse af asylpar, hvor mindst en var 15-17 år. Men Støjberg har som bekendt afvist denne officielle præmis. I pressen og på de sociale medier har hun vedholdende omdøbt kommissionen til barnebrudskommissionen, og hun har fastholdt, at sagens centrale spørgsmål i virkeligheden er moralsk: Går man ind for barnebrude, eller gør man ikke?

Støjbergs kritikere har lige så vedholdende afvist denne påstand som irrelevant populisme. Alle er selvfølgelig imod barnebrude. Men kommissionen handler kun om det rent retlige spørgsmål: Brød Støjberg loven ved forsætligt at instruere sine embedsfolk i at begå ulovligheder, eller gjorde hun ikke? Og det er et spørgsmål om objektiv jura, ikke subjektiv moral.

Det er fristende at acceptere denne kategoriske modstilling. Men det ville også være forhastet. I realiteten er der næppe noget spørgsmål om retten, der gennem tiden har givet anledning til større uenighed, end netop dens forhold til moralen – og særligt om det undtagelsesvis kan være rigtigt at sætte moralen over retten. Det klassiske eksempel på dette dilemma er Nazityskland, der gjorde folkedrab til en retlig pligt. Her vil de fleste være enige i, at det ville være en afsporet legalisme at ignorere moralen for lovens bogstav.

Inger Støjberg har da også slået på netop krigsreferencen, for eksempel i en grundlovstale i anledningen af 75-året for Danmarks befrielse, hvor hun trak en lige linje fra modstandskampen og frem til sin egen indsats for at adskille unge asylpar. Men grundtanken er bestemt ikke fremmed for venstrefløjen. Tværtimod vidner eksempelvis 80ernes bz- bevægelse, kirkeasyl og klimaaktivisme om en lang tradition for at udfordre love, man har opfattet som uretfærdige.

På denne baggrund tilsiger sagens alvor, at vi i det mindste overvejer Støjbergs udfordring. Særligt i betragtning af, at filosofien igennem tiden har udviklet teoretiske redskaber, der gør det muligt at forholde sig principielt til det centrale spørgsmål om forholdet mellem ret og moral og vurdere styrken af kritikken af »barnebrudskommissionen«.

Der er umiddelbart to muligheder. Den første er at fortolke Støjbergs adfærd som en form for civil ulydighed. Begrebet går tilbage til 1848, men blev udbredt i 1970erne af den amerikanske filosof John Rawls. Ifølge Rawls er civil ulydighed et offentligt, ikkevoldeligt lovbrud foretaget af samvittighedsgrunde og for at ændre bestemte uretfærdige love. Som politisk modstandsform placerer civil ulydighed sig dermed mellem lovlige demonstrationer på den ene side og væbnet modstandskamp på den anden. Civil ulydighed er offentlig, fordi man med lovbruddet ønsker at rette kritisk opmærksomhed mod den uretfærdige lov. Et væsentligt aspekt heraf er, at man er villig til at tage sin straf. Dermed signalerer man sin grundlæggende tilslutning til retsstaten, mens protesten udelukkende retter sig imod den eller de love, der er blevet brudt.

Anvendt på den aktuelle sag indebærer civil ulydighed, at vi ser Støjbergs instruks om undtagelsesløs adskillelse som et bevidst offentligt brud på loven. Et brud foretaget af samvittighedsgrunde i protest mod og for at få ophævet det uretfærdige lovkrav om individuel vurdering inden eventuel adskillelse af unge asylpar.

Et konkret problem ved således at se Støjbergs instruks som civil ulydighed er, at den som protestform retter sig mod menige borgere og ikke magtfulde ministre. Men uanset Støjbergs status så var hun ikke enevældig, og hun havde ikke udsigt til det nødvendige flertal for at lovliggøre undtagelsesløs adskillelse af asylparrene. På denne baggrund forekommer det ikke urimeligt at udvide civil ulydighed til potentielt også at omfatte en ministers åbenlyse lovbrud.

Problemet er snarere, at Støjberg konkret ikke opfylder en anden helt centrale betingelse for civil ulydighed: at man som led i protesten imod den angiveligt uretfærdige lov offentligt vedstår sig sin forbrydelse og tager sin straf. For hun har ikke gjort nogen af delene. Tværtimod har Støjberg i både samråd og afhøringer kategorisk afvist at have udstedt en ordre om undtagelsesløs adskillelse. I stedet har hun fastholdt, at hendes instruks i virkeligheden blot var en pressemeddelelse og ren politisk kommunikation. Og i kraft af denne afvisning kan hendes kritik af kommissionen ikke meningsfuldt udlægges som civil ulydighed imod en påstået uretfærdig lov.

Inger Støjberg hævder, at Instrukskommissionen handler om »for eller imod barnebrude«. Den påstand er værd at undersøge rets­filosofisk. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Scanpix
Inger Støjberg hævder, at Instrukskommissionen handler om »for eller imod barnebrude«. Den påstand er værd at undersøge rets­filosofisk. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Scanpix

Den anden mulighed i filosofien er at forsvare Støjbergs kritik af »barnebrudskommissionen« ud fra den såkaldte naturret. Her er strategien ikke at forsøge at ændre en uretfærdig lov. I stedet argumenterer man for, at konflikten med gældende ret kun er tilsyneladende, og at den undtagelsesløse adskillelse af samtlige 15-17-årige asylpar i virkeligheden er lovlig.

Den naturretlige tradition går helt tilbage til Aristoteles. Ifølge denne kan loven ikke beskrives udtømmende alene ved hjælp af positive retskilder som lovgivning og retspraksis. Det kan loven ikke, fordi den ikke kun er defineret af formelle kriterier for tilblivelse (for eksempel flertal), men også i kraft af sit moralske indhold. Denne tanke kommer klassisk til udtryk i slagordet lex iniusta non est lex – en uretfærdig lov er ikke lov.

I efterkrigstiden har særligt den tyske retsfilosof Gustav Radbruch tegnet naturretten med den indflydelsesrige Radbruchs formel: Som udgangspunkt er vi forpligtet til at følge positiv ret, »medmindre modsætningen mellem denne ret og retfærdigheden er af et sådant omfang, at loven er at betragte som ’legal uret’ og derfor må vige for retfærdigheden«.

Ifølge en naturretlig rekonstruktion skulle Støjbergs argument dermed anerkende, at den positive ret for så vidt påbyder individuel vurdering inden adskillelse af unge asylpar. Men denne ret står i et så skarpt modsætningsforhold til retfærdigheden (her i form af et ubetinget princip om børns ret til at være børn), at den må vige til fordel for en ubetinget pligt til undtagelsesløst at adskille alle unge asylpar uden forudgående individuel vurdering.

Det afgørende problem er imidlertid, at heller ikke en sådan naturretlig fortolkning synes at harmonere med Støjbergs faktiske adfærd. Tværtimod ophørte hun sidst på foråret 2016 med at tale om undtagelsesløs adskillelse af alle par. I stedet bedyrede hun, at der helt i overensstemmelse med positiv ret aldrig havde været tale om adskillelse uden individuel vurdering. Hun valgte med andre ord at tilsidesætte det, der ifølge en naturretlig rekonstruktion skulle være retfærdigheden og den overlegale ret (princippet om børns ret til at være børn) til fordel for den positive rets legale uret (kravet om individuel konkret vurdering inden eventuel adskillelse). Sagt mere polemisk, men med Støjbergs egne ord: Et naturretligt forsvar fejler, fordi hun i hvert fald i de sidste tre år af sin embedstid påviseligt selv har gået ind for barnebrude.

Som det er fremgået, ser det dermed vanskeligt ud at finde et principielt forsvar i de klassiske filosofiske teorier for Støjbergs kritik af Instrukskommissionen. Hvis det centrale spørgsmål faktisk havde været om moralens rolle i retten og dermed om barnebrude og ikke kun instrukser, så skulle Støjberg enten – ud fra civil ulydighed – faktisk have vedstået sig at have handlet ulovligt og efterfølgende taget straffen i protest mod den uretfærdige lov, der kræver individuel høring inden adskillelse. Eller også skulle hun – ud fra naturretten – have holdt fast i, at den undtagelsesløse adskillelse faktisk var lovlig i kraft af et princip om børns ret til at være børn, der etablerer en absolut pligt til undtagelsesløs adskillelse af alle unge asylpar.

Inger Støjberg har imidlertid ikke gjort nogen af delene. Uanset det komplicerede forhold mellem ret og moral ser der dermed ikke ud til at være nogen retligt relevant moralsk komponent i sagen, som hun troværdigt kan påberåbe sig, og som kommissionen og vi andre derfor bør tage stilling til.

Læs også Martin Krasniks leder Symptomet Støjberg her.

»Inger Støjberg er Venstres velsignelse og forbandelse,« skriver Arne Hardis og Hans Mortensen i ugens forsidehistorie. Læs den her.