Debat. I Danmark har vi en meget stærk og stolt tradition for selvfedme.

Tid til en kvajebajer

 

Af Xinxin Ren Gudbjörnsson, dansk-kinesisk forfatter, cand.ling.merc. i kommunikation og master i teologi

Statsminister Mette Frederiksen udtalte følgende til Jyllands-Posten i tirsdags: »Jeg har ikke andet at sige til det, end at vi har en meget meget stærk tradition i Danmark ikke alene for ytringsfrihed, men også for satiretegninger, og det kommer vi også til at have i fremtiden.«

Det er den samme statsminister, som knækkede sammen af grin over egne vittigheder i Folketinget den 3. oktober. Egne vittigheder. Det er meget sigende for Danmark og danskerne. Vores egne vittigheder er nemlig så fantastisk vidunderlige, at vi ikke kan lade være med at græde af grin. Vores selvfedme kender ingen grænser.

Jyllands-Posten har kaldt deres tegning med et kinesisk flag og coronavirus-symboler for satiretegning. Men hvad er det en satire over? Er det over de tusindvis af fortvivlede kinesere, som er pårørende til de smittede, syge og døde patienter? Er det over de tusindvis af læger og sygeplejersker, som kæmper en hård kamp nat og dag? Er det over de millionvis af kinesere, som på grund af nedlukning af byer ikke kan være sammen med deres familie og venner under det kinesiske nytår? Eller er det over de døde patienter, som hovedsageligt er børn og gamle mennesker? Er der en punchline?

Da jeg var i P1 Debat i onsdags, kunne en af mine meddebattører slet ikke forstå min fortolkning af det kinesiske flag. Problemet er, at det ikke er en personlig fortolkning. I modsætning til det danske flag er det kinesiske flag forholdsvis nyt og stammer fra 1949. Designeren af flaget, Zeng Liansong, har skabt det således, at det symboliserer partiet (den store stjerne) og den kinesiske befolkning (de fire små stjerner). Jeg mener, at skaberen af flaget har mest ret til at fortolke det. Zeng Liansongs fortolkning er nemt tilgængelig ved en hurtig søgning på nettet. Det er derfor slet ikke en langt ude fortolkning, at når man erstatter stjernerne med coronavirus-symboler, så sætter man lighedstegn mellem en virus og den kinesiske befolkning.

Der er mange forskellige måder at bortforklare og fjerne fokus ved at hive ugerninger frem, som kinesiske regeringer har begået, og andre ting, den er gal med i Kina. Man kan også gemme sig bag ytringsfrihed, mens man fralægger sig ansvar. Men en befolkning er ikke lig med dens regering. Jyllands-Posten har begået en fejl, og en hårdnakket stædighed er uklædelig.

Mange har sagt, at de ikke kan forstå, hvorfor satiretegningen sårer kinesernes følelser. Nogle sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt kinesere overhovedet har de følelser. Andre siger, det handler om kulturforskelle. Men det er den danske selvblindhed, der står i vejen her. Derfor vil jeg gøre endnu et forsøg på at beskrive situationen i Kina lige nu.

Læs også Martin Krasniks leder om, at den kinesiske sygdom er den smittefarlige totalitarisme: »Smittefare«

Ud over de kinesere, som er direkte påvirket af virussen, befinder millionvis af mennesker sig i øjeblikket i uvished. Flere byer i Kina er lukket ned, så man hverken kan komme ud eller ind. Efter lægelig anbefaling har de fleste låst sig selv inde i deres hjem. Lige nu er det kinesisk nytår. For millioner af kinesere, der arbejder udenbys, kan mange af dem kun komme tilbage til hjembyen en gang om året, hvor kan de være sammen med deres forældre, deres ægtefælle og deres børn. Men ikke i år. I år befinder de sig i en lejlighed, helt alene. At måtte undvære sine kære er en usigelig smerte, også for en kineser. At være dybt bekymret for sine nærmeste er en naturlig følelse, også for en kineser. Og en kineser sørger også over de døde.

Den dæmoniske indesluttethed, som Søren Kierkegaard beskrev i Begrebet Angest (1844), er aktuel lige nu. Men ikke hos de ensomme og fortvivlede kinesere. Deres indesluttethed er ufrivillig. Den dæmoniske indesluttethed er et bevidst fravalg af det gode omkring os: empati, næstekærlighed og anstændighed. Når vi bevidst fravælger anstændighed, lukker vi ikke blot andre ude, vi lukker også os selv inde.

Vi i Danmark er verdensmestre i apati, selvfedme og selvblindhed. De danskere, der ikke kan forstå, hvorfor kinesere er sårede og skuffede, er ikke anderledes end mobbere i skolegården. En mobber har sjældent selvindsigt og indlevelse. Det er derfor, de er mobbere. Ytringsfriheden giver dig lov til at gøre grin med andre menneskers døde børn. Men de fleste mennesker er anstændige nok til at lade være.

Når vi har begået en brøler, giver vi en kvajebajer. Når vi har såret andres følelser, siger vi undskyld. Det vil være god stil, hvis Jyllands-Posten sender en kasse kvajebajere af sted til Kina, uden dårlige undskyldninger.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også: Det kontrolglade rige sender borgere, varer og kapital kloden rundt. Nu kan det også have skabt en pandemi, vi aldrig slipper af med: »Kinasyndromet«