Spejlkabinet. #MeToo gav kvinder ret til at sige nej. Nu skal de også lære at sige ja, mener fotografen Kajsa Gullberg efter at have dokumenteret kvindekroppe i ekstase.

Feminister i sexklubben

Feminister i sexklubben Af Johanne Mygind

Det ultimative seksuelle frirum for kvinder«. Sådan omtaler fotografen Kajsa Gullberg den københavnske sexklub, som hun skildrer i fotobogen The house of mirrors:

»I sexklubben opfordres kvinderne til at udforske sig selv, samtidig med at der er helt klare regler, som sikrer, at deres grænser ikke bliver overtrådt. Det er en markant forskel fra, hvordan vi ellers praktiserer seksuelle møder. Jeg fik lyst til at se, hvad der ville ske med mig som kvinde, kunstner, og feminist, hvis jeg indtog det rum.«

Som fotograf har Kajsa Gullberg ofte beskæftiget sig med kvinder og deres forhold til deres krop, men efter #MeToo-bevægelsen ville hun explicit undersøge, hvordan seksualiteten udspiller sig i vores samfund.

»#MeToo var en kæmpe befrielse, fordi den eksponerede, at vi stadig lever i en kultur, hvor unge mænd får status, hvis de har mange sexpartnere, mens unge kvinder stigmatiseres, hvis de er meget seksuelt aktive,« siger Kajsa Gullberg og fortsætter:

»Jeg tror bestemt ikke, at alle mænd er krænkere, men lige nu er de helt på herrens mark, fordi de skal stå for hele det seksuelle initiativ, samtidig med at kvinder aldrig får lov at definere deres egen lyst. #MeToo var i høj grad en undersøgelse af retten til at sige ’nej’, og den er ekstremt vigtig, men vi bliver også nødt til at undersøge, hvad vi ønsker at sige ’ja’ til.«

Kajsa Gullberg definerer sig selv som en del af den voksende sex-positive bevægelse, som består af alt fra kunstnere og terapeuter til politiske aktivister, og som henter teoretisk inspiration fra feminismen og queer-teorien til at skabe en ny seksuel praksis. De instruerer feministisk porno, laver workshops i seksuelt samtykke og afholder »sexpositive fester«, hvor der er plads til seksuel udfoldelse på nye præmisser. »Sex er ikke bare noget, som foregår hjemme i soveværelset. Sex afspejler også samfundets magtstrukturer. Netop derfor tror jeg, at det vil skabe stor forandring i hele vores sociale struktur, hvis vi begynder at praktisere sex på en anden måde,« siger Kajsa Gullberg.

Sex som hobby

Kajsa Gullberg har konstateret, at vores tabuer omkring seksualitet stadig er så stærke, at sproget hurtigt slipper op. Hvordan omtaler man egentlig de kvindelige kønsorganer på en måde, som er respektfuld, men ikke klinisk? Hvordan taler man om den seksuelle akt, så det er konkret nok til at være præcist, men samtidig ikke pornografisk? Selv betegnelsen for den klub, som Kajsa Gullberg besøgte, volder problemer. Den gængse betegnelse er »swingerklub«, men det indikerer partnerbytte, og langt de fleste besøgende er singler. »Sexklub« har til gengæld konnotationer til prostitution.

»Nogle kalder den for ’fritidsklubben’, fordi det er et sted, hvor man kommer for at lege. Et sted, hvor man kan have sex som hobby,« forklarer Kajsa Gullberg og fortsætter: »Jeg var først og fremmest interesseret i at undersøge sexklubben, fordi den kunne bruges som et spejl af de normer og forståelser af sex, som jeg selv var vokset op med. Samtidig betød min udforskning af sexklubbens univers faktisk, at mit eget begær ændrede sig.«

Til hverdag danner vi par på en måde, som minder om arrangerede ægteskaber.

Kajsa Gullberg, fotograf

I klubben blev hun overrasket over at møde et gennemreguleret rum med klare regler.

»Besøgende, som ikke overholder reglerne, får simpelthen karantæne eller udelukkes permanent fra klubben. Det sker i høj grad af hensyn til de kvindelige gæster, for klubben vil meget gerne sikre, at de har en god oplevelse,« fortæller Kajsa Gullberg og gennemgår klubbens 12 regler én for én. En del af dem er helt lavpraktiske: Gæsterne skal være nøgne eller iført undertøj, de skal gå i bad, bruge kondom, udvise diskretion og må ikke være påvirket af alkohol eller stoffer. Andre af reglerne er mere principielle. De understreger, at man ikke må være intolerant over for de andres seksuelle lyster, at man skal behandle hinanden godt, og at et nej altid er et nej.

»Normalt er uforpligtende sex ofte associeret med alkohol, kvinden har altid ansvaret for, at der bruges kondom, og må selv løfte bevisbyrden, hvis hun udsættes for overgreb. Det var en sindsoprivende oplevelse for mig, da jeg forstod, at alle disse implicitte regler ikke gjaldt her. At en kvinde kunne være sammen med ti mænd, hvis hun havde lyst, uden at frygte for overgreb eller udskamning,« fortæller Kajsa Gullberg.

Læs også: DR3-dokumentar om kærlighed på tværs af generationerne er fjollet, men vellykket folkeoplysning.

I sexklubben kommer der både etablerede par og mennesker, som tænder på at dyrke sex med fremmede. Selvom det sker, at gæsterne forelsker sig i hinanden, er fokus ikke på romantik, og det er en befrielse, mener Kajsa Gullberg.

»Til hverdag danner vi par på en måde, som minder om arrangerede ægteskaber. En mandlig direktør ville få ødelagt sit omdømme, hvis han var sammen med en kvinde, som er 20 år ældre, vejer 30 kilo for meget eller er eksplicit om sin store seksuelle lyst. Det seksuelle begær er bare ikke altid ’passende’. Nogle gange tænder vi faktisk på helt andre typer mennesker, og det begær kan man så få lov til at undersøge i klubben,« siger Kajsa Gullberg, som brugte lang tid på at overveje, hvad hun skulle have på derinde, fordi hun skammede sig over sine bryster, som er store og hængende.

»Den første dag var jeg så genert, at jeg viste et billede til damen i garderoben af mig selv i sådan en blondekjole, hvor mine bryster kunne ses. Jeg ville vide, hvad hun tænkte om min krop. ’Ja, min kæreste ville for at røre ved sådan et par bryster,’ svarede hun så,« griner Kajsa Gullberg og fortsætter: »Jeg har som fotograf været meget inspireret af den kropspositive bevægelse og taget mange billeder af min egen krop og andre kvinders kroppe i håbet om at gøre op med stigmatiseringen af den almindelige kvindekrop. Men ligegyldigt hvor mange billeder jeg tog, blev jeg ved med at skamme mig over mine bryster. Først da jeg begyndte at komme i klubben, fik jeg et andet forhold til dem. I mødet med fremmede menneskers begær kunne jeg endelig fuldstændigt få helet mit personlige traume over mine brysters udseende.«

Forvrænget billede

I starten dyrkede Kajsa Gullberg slet ikke sex, når hun kom i klubben. I stedet begyndte hun at eksperimentere med at klæde sig så sexet og udfordrende, som hun havde lyst til.

»Jeg gik i corsage, med store ringe på fingrene og lagde en heftig makeup. Sådan ville jeg aldrig turde gå klædt udenfor. Det ville være alt for risikabelt. I voldtægtssager spørger politiet for eksempel stadig til, hvilket tøj kvinden havde på. Inde i klubben krævede det også noget overvindelse at se sådan ud. Jeg følte, at jeg var en ’narrefisse’, som skyldte mændene sex. Heldigvis forklarede klubbens bartender mig igen og igen, at hvis min lyst ’bare’ var at blive kigget på eller at se på andre have sex, så var det helt ok, for jeg var udelukkende i klubben for min egen skyld,« siger Kajsa Gullberg, som stort set kun har fotograferet klubbens kvindelige gæster.

»Det var kvinder, som virkelig brød med samfundets normer for god kvindelig opførsel. De var grådige og explicitte seksuelt på en måde, som jeg aldrig har set før,« siger Kajsa Gullberg, som i The house of mirrors ikke viser et eneste billede af mandlige kønsorganer, men til gengæld har en del fotografier af kvindekroppe i ekstase.

»Jeg nød at få lov til at se på kvinderne, når de for eksempel havde sex med flere mænd på en gang. Før havde jeg kun set sex i film og fjernsyn, hvor sex er lig med penetration, og kvinden kommer på tre minutter. Det giver jo et helt forvrænget billede af seksualitet. Jeg har da haft meget god sex i mit liv, men jeg har da aldrig fået orgasme af penetration,« siger Kajsa Gullberg og fortsætter: »De kvindelige gæster er i mindretal i klubben, og det betyder, at der er meget større fokus på deres lyst. Mændene gør sig utrolig umage for at tilfredsstille dem. Jeg har været feminist så længe, som jeg kan huske, men hele vores kultur har opdraget mig til at være tilbageholdende seksuelt og fokuseret på den mandlige tilfredsstillelse. Den indstilling ændrede sig faktisk, da jeg begyndte at komme i klubben.«

Læs også om en maskulin pendant til feminismen: »Kvindens bedste ven«

I sin bog har Kajsa Gullberg lavet en liste over alle de små eller større seksuelle overgreb, som hun er blevet udsat for igennem sit liv. De minder om de andre overgreb, som kvinder har delt under hashtagget #MeToo, og som er præget af samme følelser af forvirring og skam. Listen ender dog med en markant undtagelse, for da Kajsa Gullberg sidste år blev taget i skridtet på en gade i Lissabon, reagerede hun fuldstændigt anderledes: »Jeg skreg bare op: ’Hvad fanden laver du?’ Og manden skyndte sig væk. Den reaktion var en direkte konsekvens af, at jeg var begyndt at komme i klubben. Jeg havde fået en helt ny forståelse af mig selv. Af min lyst og af mine grænser, og jeg reagerede instinktivt og aggressivt, hvis de blev overskredet,« siger Kajsa Gullberg.

»I dag har jeg min seksualitet uden på tøjet. Jeg ved, at jeg ikke skal skamme mig over den, og at jeg selv bestemmer, hvem der skal nyde godt af den. Det er derfor, jeg mener, at flere feminister bør komme i sexklubber. Det ville både være godt for dem og for klubben.«

Kajsa Gullberg kommer mindre i klubben nu, men hun har fået et helt andet udgangspunkt for forhandling, når hun går på dates med nye mænd.

»Mine erfaringer fra klubben betyder, at jeg i høj grad kan formulere, hvad jeg selv har lyst til, når jeg sidder over for en ny potentiel sexpartner. Min oplevelse er, at mænd ofte først bliver overraskede og så lettede over endelig at møde en kvinde, som kan tale om sine præferencer. De sidste års debat har i høj grad været kvinder mod mænd og fuld af anklager og gensidige beskyldninger. Mit håb er, at min bog kan være med til at starte en ny slags samtale om sex. Det trænger vi virkelig til.«

Kajsa Gullberg: The House of Mirrors. Dewi Lewis Publishing. Udkommer 4. februar.

 

Læs også Zoe Williams' essay om kvindehaderbevægelsen Incel, virtuel og virkelig vold mod kvinder, Weinstein og #MeToo, porno og alt-right: »Køn: Den totale krig«

Side 9



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter