Gentlisme. Der bør udvikles en maskulin pendant til feminismen. Her er et bud.

Kvindens bedste ven

Kvindens bedste ven

 

Af Hans Bonde, historiker, professor og dr.phil. på Institut for Idræt og Ernæring.

Meget forskning i køn har fokuseret på, hvordan kvinder er blevet presset ind i undertrykkende roller uden ret til at handle frit og helt bogstaveligt gennem korsettets hæmmende indflydelse på det dybe åndedræt. Skønt denne forskning udgør en vigtig korrektion til en ellers mandsdomineret historie, har den utilsigtet skabt et billede af manden som et frit svævende individ med ubegrænset råderum. De to køn tenderer mod blot at fremstå som undertrykkere over for undertrykte, hvilket gør vold på livets nuancer.

Den verdensberømte danske sportsmand og sundhedsapostel J.P. Müller er et godt eksempel på et nuanceret mandebillede. I 1904 vinder han genklang for sit sundhedsbudskab via sin bog om hjemmegymnastik, Mit System, der bliver oversat til 26 sprog og udkommer i det astronomiske antal af 1½ million eksemplarer i hele verden. Herved starter han på verdensplan den motions- og fitnessbølge, som er på mode i nutiden.

I 1908 kulminerer Müllers kamp for frigørelse af sanseligheden i hans sexologiske manifest, bestselleren Kønsmoral og Livslykke, der udkommer i 16.000 eksemplarer alene i Danmark og også i de tysktalende lande. Heri betoner han, at mandens vigtigste mål er at gøre sin kvinde lykkelig, ikke mindst seksuelt, og han fortæller i detaljer om, hvordan og hvor hun kan stimuleres.

Müller øver sig systematisk inden for erotik og sport for at bryde den samfundsmæssige spændetrøje og blive dynamisk og fri. Hvor Müller gennem sporten i robåd sammen med kammerater træner sig frem til en arbejdsmæssig dynamik, træner han sig gennem seksualiteten i dobbeltsengen, på divanen og i naturen sammen med sin livsledsager Marie frem til en bredere næstekærlighed over for kvinden. Gennem praksis til forandring.

Müllers og Maries historiske nybrud i dyrkelsen af sex og kærlighed ville ikke være mulige uden de to køns samvirke som højre og venstre hånds intuitive samspil. De to køn er ikke dømt til et evigt modsætningsforhold. Den nærmeste pendant til Maries og Müllers sexologiske opdagelser i nyere tid er Inge og Sten Hegeler, der for alvor fik et gennembrud med Kærlighedens ABZ fra 1961.

Der skal efter min mening skrives en helt ny kønshistorie, hvor manden trækkes ud af skyggen som den dunkle, negative anden, hvis primære rolle er at være den, der stækker kvinders udfoldelser. I stedet bør vi tale om, at der foregår en dobbeltdisciplinering af de to køn. Manden er ligesom kvinden spundet ind i en række forventninger og krav.

Når piger i løbet af 1800-tallet rammes af ikke at skulle have en seksualitet, præges drenge så af at have en endda meget fysisk synlig seksualitet, hvorfor den voldsomme onanibekæmpelse i særlig grad rammer dem? Når kvinder omkring år 1900 i stigende grad skal leve op til husmorrollen, skal mænd så leve op til skaffedyrsrollen? Når mænd bruger penge til at tiltrække kvinder, bruger kvinder så mode til at tiltrække mænd? Når kvinder gøres til begærsobjekter, savner manden så ikke at blive begæret? Når kvinder bliver bundet til børnene, risikerer manden så at miste kontakten til børnene?

Marie lægger gennem 1890erne et årelangt stærkt pres på Müller for at blive udfriet fra det, hun opfatter som arbejdets helvede som sygeplejerske i datidens samfund med uendelig mange hårde og rutineprægede jobs og med lange arbejdstider både for kvinder og mænd. Det er derfor kvinder i lige så høj grad som mænd, der drømmer om og skaber det moderne husmorsamfund, hvor kvinder udkobles fra arbejdsmarkedet, når de bliver gift, hvis der er råd til det. Så sent som i 1959 kunne sociologiprofessor Kaare Svalastoga endnu karakterisere ægteskabet som den vigtigste »sociale elevator« for kvinder, eller med andre ord: »De fleste kvinder gifter sig, og de fleste kvinder bliver husmødre med samme sociale status som deres ægtemænd.«

Når så mange kvinder – og også Marie – frem mod år 1900 stritter imod at aflægge korsettet og den helt store garderobe, er det ikke kun, fordi de er underlagt et samfundsmæssigt pres om skønhed, men også fordi de ikke vil miste disse vigtige forførelsesmidler i den intense kamp om at erobre de mest eftertragtede mænd. Med forfatteren Victoria Benedictssons ord om sin hovedperson i romanen Penge fra 1884: »Brystet virkede højere og midjen slankere, for i ridedragt var hun altid snøret. Det sorte stof sad som støbt om hendes stærke arme og skuldrenes smukke runding.«

I den sene victorianisme i de sidste to årtier af 1800-tallet skal ikke kun kvinden, men også manden skjule sin krop: han ved at bære slips, hat og stive knækflipper – de såkaldte fadermordere – der låser nakken fast, så overkroppens fri bevægelighed neutraliseres, og fokus er »over skulderhøjde«, hvor hovedet styrer. Dertil kommer, at den højere middelklasses drenge og unge mænd ofte er spærret inde i stillesiddende og beklumrede skole- og kontormiljøer hele den lyse dag. Det er netop her, unge sportsmænd som Müller sætter deres oprør ind, hvilket også baner vej for kampen mod kvinders korsetter og andre begrænsninger på kvinders kropslige frihed.

En mand som Müller går i gang med at »afpatriarkalisere« sig selv. Han og andre unge mænd ønsker et mere ligeværdigt forhold til deres partner, og de forsøger selv at vriste sig fri af deres fædres magt legemliggjort i det, Müller kalder »mandfolkesamfundet«, og som blandt andet betyder, at fædrene bestemmer deres sønners livsbane.

Faktisk er der rigtig mange mænd, der er pionerer inden for kvindefrigørelsen ikke mindst i et samspil med deres hustruer. Det er dog ikke noget, kvindeforskningen traditionelt har fokuseret meget på. Tværtimod. Senest har historikeren Ove Korsgaard imidlertid peget på, at for eksempel en nøgleperson i dansk kulturhistorie som Grundtvig »bør betragtes som en af kvindesagens pionerer i Danmark«.

Da de to forskere i maskulinitet Michael Kimmel og Thomas Mosmiller omkring 1990 meldte ud, at de ville udgive en bog med kilder af mænd, der har støttet den amerikanske kvindekamp, blev flere af deres kvindelige feministiske kolleger og venner fortørnede, og en af dem sagde de legendariske ord: »Det vil helt sikkert blive den korteste bog i historien«. Den blev dog på 521 sider, og som vi skal se, gør et lignende billede sig gældende i Danmark.

Processen mod et mere ligestillet samfund foregår altså også i de intime rum, hvor både mænd og kvinder drejer på de små hjul, samtidig med at de store hjul drejer i retning af fuld kvindelig arveret, ejendomsret og stemmeret, den sidste i øvrigt vedtaget uden de store sværdslag af Rigsdagen i 1915 af en forsamling kun af mænd.

Det, der giver alvorlig politisk uenighed frem mod den almindelige valgret, er ikke kvindernes valgret, men tyendets, altså både de mandlige og kvindelige tjenestefolks.

Populært sagt gennemkæmper de veletablerede mænd i 1848 demokratiet først for sig selv for siden i 1915 at stemme for at udvide valgretten til også at omfatte kvinderne og de øvrige mænd. Mænd og kvinder har altså gennem historien ofte stået sammen om at kæmpe for kvinders rettigheder.

Müllers kamp for kvindefrigørelse udspringer af hans forsøg på at blive en ægte gentleman, der rækker ud over sit eget ego og bliver i stand til at hjælpe andre – herunder ikke mindst kvinder. Müller afviser feminismen defineret som en kamp for at minimere kønsforskellen. Tværtimod ser han mænd og kvinder som væsensforskellige.

Han udgår fra en ældgammel mandlig forestillingsverden, som jeg vil kalde en gentlisme, hvorefter manden skal være en kavaler, der som en selvfølgelighed støtter kvinden, dog uden at der nødvendigvis tænkes i feministiske baner.

Der findes altså en ideologi, der udgår fra en mandlig horisont, ligesom feminismen udgår fra en kvindelig. Når det ikke er videre kendt, hænger det utvivlsomt sammen med, at gentlemanbegrebet ikke er blevet til en »isme« ligesom »feminisme«. Her vil jeg foreslå ordet »gentlisme« som udtryk for gentlemanideologien. Det spiller både på gents (engelsk: »herrer«) og gentle (engelsk: »blid«).

Müller afviser feminismen forstået som en tro på de to køns grundlæggende enshed, der efter hans opfattelse vil gøre både kvinden og manden kønsløse: »Den såkaldte feminisme (…) er emancipationens vrængbillede (…) hvis bestræbelser snarere går ud på at gøre kvinderne til mandfolk end at gøre dem til kvindelige væsner, der er ligeberettigede med mændene.«

Alt i alt afviser Müller femismen defineret som en ideologi om de to køns grundlæggende enshed. I stedet tilslutter han sig en gentlisme, der ikke blot sigter på, at manden skal støtte og værne kvinden og betragte hendes forskellighed som ligeværdig, men også på at mænd skal optræde fair og nobelt over for hinanden ikke mindst i deres indbyrdes konkurrence. I Müllers optik kan mænd derfor godt støtte kvinders frigørelse uden at abonnere på feminismen.

Kronikken er baseret på Hans Bondes nyudgivne bog: »Sundhedsapostlen J.P. Müller – bd. 1: Det kropsligt moderne gennembrud«.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også interviewet med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om identitetspolitik: »Forurettet mig her og der«

Side 15