DER var så dejligt ude på landet; det var efterår, kornet subsidieret, havren solgt som dyrefoder, høet afhændet trods den dårlige kvalitet, og der fløj fuglene og insekterne ikke længere rundt, for de var forsvundet. Rundt om ager og eng var skove og dybe søer fortrængt af forgældede landejendomme opkøbt af udenlandske kapitalfonde, og dér steg døde, oppustede mink op gennem jorden og rådnede i disen; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet. Ja, H.C. Andersen ville have svært ved at finde det land, han skrev så skønt om for 170 år siden.
ER der ikke en morbid symbolik over billederne af døde mink, der popper op gennem jorden? Dansk landbrug, som det har udviklet sig, burde have været begravet, men popper alligevel op i former, der ikke ser så nuttede ud, når man ser nærmere efter. Minkskandalen er udtryk for panik og magtmisbrug over for minkavlerne, men den er ikke symptom på en generelt dårlig behandling af landbruget. Tværtimod. Landbruget har et fast tag om danske politikere, som går langt for at understøtte fortællingen om landbrugets livsvigtige betydning.
IKKE så snart havde medlemmerne af Bæredygtigt Landbrug, der modarbejder de fleste tiltag for bæredygtighed, kørt deres traktorer til demonstration, før Venstre meldte sig som landmændenes nærmeste allierede. Det er ikke overraskende. Her var en oplagt politisk sag, og Venstre er som bekendt historisk partner med landbruget.
ET tilsvarende makkerskab forsøger den socialdemokratiske regering at etablere. Ugens vage udspil til en grøn skattereform forklares med, at en gennemgående CO₂-afgift vil være alt for hård for landbruget, der ifølge skatteministeren slet ikke er klar til det tiltag, der anbefales af alle eksperter alle vegne. En afgift, der er indført i både Holland og Sverige uden at lægge landbruget der brak. Socialdemokratiet er hundeangst for det landbrug, der er den største forhindring for en grøn omstilling, uanset hvordan eller hvor hurtigt den skal gennemføres.
YNDIGT er forholdet mellem landmænd og politikere ikke. Det illustreres bedst af det nu opsplittede Miljø- og Fødevareministerium, hvis navn var helt misvisende, idet det har været serviceorgan for fiskeri og landbrug. Håndteringen af mink udviklede sig til panik og skandale, fordi ministeriet i flere måneder prøvede at beskytte minkavlerne mod de nødvendige tiltag. Det, der burde være den højeste, neutrale ekspertise, som kontrollerer landbrugets påvirkning af miljøet, er i realiteten fiskernes og landmændenes håndlangere. Vores forsidehistorie om miljøkontrollen i Limfjorden føjer kun mere elendighed til dette billede. Det er ikke mærkeligt, at ministeriet er storproducent af politiske skandaler.
LANDBRUGSLAND for evigt. Det var netop det, Dan Jørgensen sagde som landbrugs- og fødevareminister: »Danmark er et landbrugsland, og det skal vi også være i fremtiden.« Det er selvfølgelig rigtigt, at danmarkshistorien er stærkt præget af landbruget, som engang var motoren i landets økonomi. Det er også rigtigt, at der stadig er arbejdspladser og eksport på spil, men vi har et meget fortegnet billede af landbrugets betydning for vores historie og velfærd, som blandt andet historikeren Per Boje har beskrevet. Tiden er kommet til at gøre op med dette billede og finde ud af, hvad vi egentlig vil med landbruget i Danmark. Skal vi være et land, der har et velfungerende, bæredygtigt landbrug? Eller et forurenende, dysfunktionelt landbrug, der har et helt land til rådighed? Det er på høje tid, at politikerne besvarer det spørgsmål.
