Regelbryder. Dyre biler, store pengepræmier og iturevne kontrakter. Stein Bagger har skabt ballade i det internationale løbehjulsmiljø.
Tilbage i rampelyset
I efteråret 2017 får Bradley Goudie et tilbud, som mange ville have svært ved at afslå. 21-årige Goudie er taget til den engelske by Corby for at deltage i Scootfest, en konkurrence for løbehjul, der bliver afholdt i skateparken Adrenaline Alley. Goudie er en etableret rider, som de halv- og helprofessionelle løbehjulsryttere også kaldes herhjemme. Faktisk er han en af verdens mest populære af slagsen med 370.000 følgere på YouTube, hvor han går under navnet Scooter Brad.
I Corby holder Scooter Brad en privat event, som tilskuere skal købe billet til, og her bliver han trukket til side af en mand med et godt tilbud. Han præsenterer sig som Sten Hansen, repræsentant for et nyt foretagende kaldet Action Space, som vil investere hidtil usete summer i den endnu meget unge løbehjulssport. På det tidspunkt bliver en håndfuld af de dygtigste riders sponsoreret af skate-butikker og løbehjulsproducenter, men pengene er små. Til danske konkurrencer bliver 5.000 kroner betragtet som en stor pengepræmie.
Del: