DET ER PÅFALDENDE, så stille toneangivende meningsmagere herhjemme har været efter en førhen beundret partileders forbavsende hastige styrt ned i vanære. Og det er ikke Donald Trump, der er tale om her. Man har jo næsten glemt, hvor enorm begejstring Jeremy Corbyn skabte på venstrefløjen, også herhjemme, i de over fire år han nåede at lede britiske Labour. Forleden blev han suspenderet af sit eget parti, efter at en rapport fra Equality and Human Rights Commission, EHRC – et regeringsråd, Labour selv i sin tid etablerede – i slutningen af oktober anklagede partiet for under Corbyns ledelse at huse »en kultur, der i bedste fald ikke forhindrede antisemitisme og i værste fald kunne beskyldes for at acceptere det«. Partiet har begået ulovlig chikane og diskrimination mod jøder i Labour, og ledelsen var skyldig i »alvorlige forsømmelser«, lød dommen.
EHRCs leder, Alastair Pringle, har udtalt til The Guardian, at rapporten kun har gennemgået omkring 70 klager om antisemitisme i partiet, men at der »var hundredvis af dem, og de var totalt afskyelige. Sproget, opførslen – det var rystende«.
Det var ikke selve rapporten, der førte til Corbyns suspension, men hans reaktion: Han afviste konklusionerne ved at sige, at de var »vildt overdrevne« og kolporteret »af politiske grunde af vores modstandere inden i og uden for partiet og også af store dele af medierne«. Kort sagt: Det var en politisk magtkamp, som også en løgnagtig presse stod bag.
Så kunne Labours nye ledelse ikke længere stå inde for den gamle formand. Han måtte bortvises.
Selv kaldte den nye formand, Keir Starmer, rapportens offentliggørelse for »en skammens dag« og opfordrede alle, der også mente, at det alt sammen var overdrevet, til at overveje deres tilhørsforhold til partiet.
Det er en forbløffende udvikling. Vi har talt meget om den amerikanske ursynd, racismen. De hjemlige medier har været fulde af detaljerede beskrivelser af fænomenet, og tusindvis trodsede i foråret i København coronafaren for at demonstrere mod det racistiske uvæsen. Selv det danske fodboldlandshold knæler i protest. Men vi behøver ikke gå over Atlanterhavet efter vand. Den europæiske ursynd er antisemitisme, og her var et hæderkronet tidligere regeringsparti, hvis »kultur« ifølge rapporten var at »acceptere« jødehad, tæt på at overtage regeringsmagten i Storbritannien ved valget i 2017. Corbyns Labour blev først knust som følge af vælgernes massive flugt i december 2019.
Selvransagelsen, som det store britiske parti selv foretager i denne tid, synes dog ikke at have indfundet sig hos Corbyns danske fans. Hvorfor ikke?
AT HAN HAR tilhængere herhjemme, er utvivlsomt. I et interview i Mellemfolkeligt Samvirke i sommeren 2019 omtalte Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, Corbyns Labour som »det eneste socialdemokrati, jeg kender, der skaber begejstring. Det er en helt ny form for politik, for partidannelse, som for mig at se har noget meget positivt – nemlig at den er baseret på idealer – og som mobiliserer på en helt vild skala«. I november 2017 beskriver Lykkeberg i sin egen avis Corbyn som »en af vor tids progressive ledere«. Han udbryder euforisk til slut: »Vi må vende ungdomsoprørets slogan om: Løb fremad, kammerat, du skal følge med de gamle oprørere.«
Sådan har Lykkeberg flere gange hyldet denne aldrende kæmpe på venstrefløjen, »en rød front«, som kunne vække de unges aktivisme. Da Corbyn eftertrykkeligt tabte valget i december 2019 til Boris Johnson, var det chefredaktørens analyse, at Labours leder alene havde lidt nederlag på grund af sin uklare holdning til Brexit. Ikke et ord om, at det kunne have andre grunde, skønt 20 parlamentarikere og lokalpolitikere allerede på det tidspunkt havde forladt Labour i højlydt protest mod formandens utilstrækkelige og halvhjertede forsøg på at gøre noget ved antisemitismen i partiet. Så sent som den 2. november – efter at EHRCs rapport var udkommet – har Lykkeberg et interview med den britiske filosof Lea Ypi, hvor chefredaktøren spørger til Corbyns popularitet blandt unge og hans fald som leder, uden at nogen af de to nævner antisemitismen med et ord. Som om det slet ikke er væsentligt.
»Lær af Corbyn,« skrev også Politikens chefredaktør, Christian Jensen, i juni 2017. Labour-lederen leverede et svar på, hvordan »en højrefløj i fremmarch« kunne besejres, mente Jensen. I december 2019 havde Politiken-chefen dog skiftet mening oven på Corbyns valgnederlag og nævnte her det betændte problem som en årsag. »Han er den ære- og trættekære træmand, der er så gammelmandsstædig, at han nægtede at undskylde for sine selvpålagte skygger af antisemitisme,« skrev Jensen. En klodset og bagatelliserende metafor: Hvordan pålægger man sig selv en skygge af antisemitisme? Er det mon så ikke rigtig antisemitisme?
Corbyns vel nok største beundrer i Danmark er Enhedslistens Pelle Dragsted, som her i avisen op til valget i 2019 tog fat om den anklage, som også i årevis blev livligt luftet i britiske medier – og ikke kun på højrefløjen:
»Påstandene om, at Corbyn skulle nære antisemitiske holdninger, er et af de groveste angreb på en Labour-leder, der hele sit liv har stået forrest i kampen mod racisme.«
På Twitter omtalte Dragsted for nylig EHRC-rapportens konklusioner som »tæt på grundløse«. En påstand, han ikke føler behov for at uddybe.
Hvad Dragsted aldrig nævner i sit mangeårige forsvar for Corbyn, er, at anklagerne om antisemitisme i Labour kom fra jøder, der selv var en del af det britiske arbejderparti. De blev stedse mere marginaliseret, mistænkeliggjort og hængt ud, fordi de var jøder. Flere måtte forlade et parti, de havde arbejdet for i årtier. Dokumentationen har længe været overvældende, eksempelvis i BBC-programmet Panoramas lange, rystende dokumentar fra juli 2019. Det var disse jøders klager over partiets egen formand, som både Corbyn og Dragsted så hidsigt bortdømte som »vildt overdrevne« og »tæt på grundløse«.
Også Steffen Groth, klummist på nettidsskriftet pov.international, har talt om en »oppisket kampagne i pressen (...) som påstod, at Labour under den livslange antiracist Jeremy Corbyns ledelse havde et omfattende antisemitismeproblem«. Groth mente ligefrem, at kampagnen »havde ligheder med mccarthyismen«. Dragsted og Groth mimer det forsvar, Corbyn altid selv har, når han stilles over for anklagen. Hvordan skulle han, Jeremy Corbyn, inkarnationen af den antiracistiske kamp, være antisemit? Umuligt! Pressen lyver!
MEN KUNNE DRAGSTED, Jensen og Lykkeberg da have vidst, hvad der foregik på Labours indre linjer, da de skrev deres kommentarer? Var de ikke i god tro, da de hyldede en gammel frontkæmper, hvis politik de gik ind for?
Ingen kan påstå, at de ikke har været advaret. Den prominente britiske kommentator Jonathan Freedland skrev allerede i marts 2016 i The Guardian – en avis, man ikke kan beskylde for at løbe højrefløjens ærinde – at Labour var ved at blive »et koldt hus for jøder«. »Labour og venstrefløjen har et antisemitismeproblem,« lød overskriften. Corbyns egen reaktion på Freedlands kommentar blev fanget på film: »En gennemført hæslig, subliminal form for modbydelighed,« hvislede han.
I slutningen af oktober i år, oven på EHRCs rapport, tog Freedland igen sagen op i The Guardian. Endelig, skrev han, kunne »britiske jøder få lov at ånde en smule lettet op: efter i næsten fem år at være blevet affejet som løgnere og hyklere, der på slesk vis deltog i en velorkestreret smædekampagne ... Rapportens konklusioner kunne dårligt være mere knusende«.
Hvordan kunne det ske? Dragsteds indignation på sit politiske idols vegne er jo ægte: Det er ulogisk, ja oprørende, at påstå, at Corbyn både kan være venstreorienteret og antisemitisk.
Men venstrefløjen har altid haft en antisemitisk tradition, der strækker sig helt tilbage til Karl Marx. Corbynismen videreførte den i moderne form. Jøderne var en ubekvem kategori i omsorgen for den tredje verden, kampen mod imperialisme og kolonialisme, afvisningen af racisme og diskrimination, hjælpen til de fattige og underkuede. Israel er en jødisk stat, og jøder anses ikke som sådan for at være økonomisk og socialt undertrykte. »For the many, not the few,« var Labours slogan i de år. Drillepinde med hang til sort humor lavede det om til: »For the many, not the Jew.« Det er symptomatisk, at det netop var denne fejl i den ideologiske konstruktion, der fik corbynismen til endelig at brase helt sammen.
HAR MAN FULGT blot en anelse med, er det intet dybt mysterium, hvorfor en mand som Corbyn aldrig formåede at gøre op med antisemitismen i sit eget parti og måske ovenikøbet tilskyndede den. Freedland oplister i The Guardian en række grunde, såsom da Corbyn i 2012 støttede kunstneren bag et graffitimaleri, der fremstillede jøder som bankfolk med krogede næser, der tjener penge på ryggen af klodens fattige.
Corbyn har gerne optrådt i selskab med holocaustbenægtere og grasserende antisemitter og har også vist varme følelser over for islamister, hvis antizionistiske sindelag han delte. Palæstina har altid været Corbyns hjertesag. Også repræsentanter for Hamas og Hizbollah har han kaldt sine »venner«. Hamas arbejdede for »social retfærdighed«, forklarede han ved en konference i London i 2009 – som kæmpede Hamas og Labour den samme kamp.
Han har talt overmåde venligt om den palæstinensiske prædikant Raed Salah, der ifølge Huffington Post har luftet den gamle trope om, at jøder bager brød af børns blod; som har kaldt homoseksualitet »en stor forbrydelse«, og som har hyldet Osama bin Laden.
»Han er langtfra en farlig mand,« udtalte Corbyn, efter at den britiske regering i 2012 forsøgte at forbyde, at prædikanten fik indrejsetilladelse til Storbritannien. »Han er en ærefuld borger, han repræsenterer sit folk ekstremt godt, og hans stemme skal høres.« Hvis han kom til landet, ville Corbyn invitere ham til te på terrassen, sagde han. Han mente, at det var proisraelske grupper, som havde lagt pres på de britiske myndigheder for, at prædikanten blev forment adgang.
Det var denne mand, Christian Jensen ønskede, at centrum-venstre tog ved lære af, og som Lykkeberg opfordrede sine unge læsere til at følge. Han kunne være blevet Storbritanniens premierminister.
Læs også »Farvel til Projekt Corbyn«
