Hvert år i november offentliggør Carlsbergfondet, hvilke forskningsprojekter der modtager støtte i år. Et trecifret millionbeløb uddeles inden for både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.
Ved et åbent virtuelt møde i slutningen af august gav professor Carl Bache en nærmere orientering om Carlsbergfondet og dets bedømmelsesprocedurer for potentielle ansøgere inden for humaniora. Som eneste humanistiske medlem af Carlsbergfondets bestyrelse var han bevidst om, at Carlsbergfondet er et af de få steder, humanister kan søge forskningsmidler. Blandt fondets årlige 800-1100 ansøgninger er et stort antal humanistiske.
Det var Carl Bache magtpåliggende at fortælle, hvor pengene kom fra, fordi han syntes, det var sådan en fantastisk historie, som folk bør kende, »navnlig hvis de gør sig håb om at få andel i nogle af midlerne,« sagde han.
Det korte svar var, at pengene kom fra øl. Nu var Carlsbergfondet kontrollerende storaktionær i Carlsbergkoncernen – verdens tredjestørste bryggeri, der sælger øl på 160 markeder, ejer bryggerier i 50 lande og har en årlig omsætning på 60-65 milliarder kroner. Bache forklarede sammenhængen med, at Carlsbergfondet gik tilbage til den gamle brygger I.C. Jacobsen, som var begejstret for videnskab: »Vild med videnskab. Han satsede på kvalitet, og han mente, at man skulle brygge øl på et videnskabeligt grundlag, og da han i 1876 besluttede at oprette Carlsbergfondet, så var det blandt andet hans begejstring for videnskab, der gjorde, at han gik til Videnskabernes Selskab og bad dem udpege fem professorer fra egne rækker til at styre bryggeriet fremover.«
Denne struktur har man opretholdt i fondet. Men Bache nævnte ikke, at revisorerne af Carlsbergfondets årsregnskab i en årrække har anbefalet, at fondet »sikrer en struktureret, grundig og gennemskuelig proces for udvælgelsen og indstilling af kandidater til bestyrelsen,« og at fondet alligevel blot har stadfæstet en praksis, hvor »Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab vælger tre medlemmer, der repræsenterer naturvidenskab, og to medlemmer, der repræsenterer samfundsvidenskab og humaniora«.
Uigennemskueligt
Blandt ansøgere til Carlsbergfondet har tilknytningen til Videnskabernes Selskab længe været en gåde. Videnskabernes Selskab er en selvsupplerende forsamling, hvis statutter går tilbage til 1742. Betydningen af Videnskabernes Selskab ligger i den magt og indflydelse, som formuen skaber, og som udmøntes i retten til at vælge Carlsbergfondets bestyrelse. Det er uklart, hvilken indflydelse Videnskabernes Selskab reelt har på fondets uddelinger.
Carl Bache var ikke i tvivl om, at magten over uddelingerne lå hos Carlsbergfondets femmandsbestyrelse: »Det er vigtigt, at I ved, at i Carlsbergfondet gør vi meget af arbejdet selv i bestyrelsen«, men i »tvivlstilfælde kan man inddrage Videnskabernes Selskab i fortrolighed«. Bache medgav, »at det måske var en ulempe, at bestyrelsen gjorde hele arbejdet selv, fordi den jo selvfølgelig havde en begrænset faglighed og derfor måske ikke var fuldt opdateret på, hvad der foregår inden for alle de relevante videnskaber«. Men »efterhånden som man har siddet i et stykke tid, så får man en kolossal erfaring,« sagde han, og ansøgningerne kunne derfor »behandles hurtigt i løbet af november«.
Dermed kan Carlsbergfondets bestyrelse i princippet vælge, hvilke forskere, der skal forske, hvilke forskningsemner, der skal nyde fremgang, og hvilke (historie)monografier, der skal nå ud til forlagene. For den enkelte forsker kan en Carlsbergbevilling være afgørende for, om man overlever som forsker, og om man kan gøre karriere.
Trods Carlsbergfondets store impact på humanioras dagsorden er det reelt ikke muligt at gennemskue fondets forsknings- og rekrutteringspolitik. Vi ved, at Carlsbergfondet betaler for Videnskabernes Selskabs virksomhed, herunder store honorarer til tillidsposter, men vi ved ikke, hvor stor en del af uddelingerne, der reelt tildeles inden for selskabets eget netværk. For Carlsbergfondet behøver ikke at begrunde. Vi mangler en antropologisk netværksanalyse af Carlsbergfamiliens egne netværk. Forskningsrelevans er i dag en del af enhver forskningsbedømmelse, og opfattelsen af relevans er som bekendt kulturafhængig i Bourdieusk forstand. Der er ingen eksterne bedømmere eller regler om inhabilitet, som det ellers er praksis i Forskningsrådene.
Mens en forskningsbevilling fra de statslige forskningsråd ud over lønnen også omfatter husleje og overhead til opretholdelse af biblioteker, it, forskningssupport og rengøring med videre, så universiteterne ikke bliver fattige af at huse eksterne forskningsprojekter, så er Carlsbergfondets »friplads« på universiteterne blevet et hævdvundet privilegium. Carlsberg har den praksis, at alt, som angår videnskabelig undervisning og den normale opretholdelse af statens videnskabelige institutioner, ligger uden for fondets område.
Som den samfundsvidenskabelige repræsentant i Carlsbergfondets bestyrelse udtalte professor Majken Schultz tværtimod sidste år ved et møde i Videnskaberne Selskab, at de offentlige forskningsinvesteringer skulle følge med de private midler for at sikre, at universiteterne ikke ender som rene »forskerhoteller«. Men er det ikke Carlsbergfondet selv, der løber fra hotelregningen, så universitetets basismidler til undervisning og drift udhules?
Ølreklame
Vi ved ikke, om vurderingen af en forskers evne til at kaste glans over Carlsbergfondet spiller en rolle for tildeling af Carlsberg-midler, eller hvor stor en del af kagen, der direkte eller indirekte går til forskere inden for egne rækker. Men der er enighed om, at det er godt at være med i Carlsbergfondets »stald«. Og det er også godt for Carlsberg at have gode forskere til at kaste glans over Carlsberg-brandet.
Påfaldende megen forskning har gennem årene handlet om Carlsbergfamilien selv. Semper Ardens var et særligt eliteforskningsprogram, som blev navngivet efter brygger Jacobsens valgsprog (semper ardens – altid brændende). Men googler man Semper Ardens, dukker der reklamer op – ikke for dedikeret videnskab, men for en serie øl, brygget på lidenskab.
Som professor på CBS interesserer Majken Schultz sig for markedsføring. I artiklen Toward a Theory of Using History Authentically: Historicizing in the Carlsberg Group, har hun givet en interessant beskrivelse af, hvordan Carlsberg har brugt historien om brygger Jacobsen, der var så dedikeret til sin bryggervirksomhed, at han lod Semper Ardens indhugge i granit. Det blev til ølserien Semper Ardens som garant for kvalitet. Grebet bestod ifølge artiklen i at knytte Carlsberg-brandet til autenticitet og originalitet og dermed udfordre produkterne fra de populære mikro-bryggerier.
Der er blot det problem, at Jacobsen nok satsede på kvalitet, men han tjente ikke sine penge som mikro-brygger. Vi ved, at Jacobsen netop blev rig på at massefremstille (velsmagende) bayersk øl til arbejderne i 1880erne.
Nul kroner i skat
Én af forudsætningerne for Carlsbergfondets virksomhed er, at fondets status som almennyttig fond betyder skattefrihed. I Carlsbergfondets årsregnskab angives skatten med et stort nul. En ufravigelig betingelse for skattefriheden er, at de beløb, der søgtes skattefrihed for, er klart udskilt fra erhvervsvirksomheden.
Alligevel er det tankevækkende, at fondets revisorer i en årrække åbenlyst har advaret mod sammenblandingen af interesser og anbefalet, »at flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i den erhvervsdrivende fond ikke samtidig er medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i fondets dattervirksomheder«. På trods heraf har Carlsbergfondets bestyrelse fastholdt, at det var af væsentlig betydning, at der i fondets bestyrelse findes et indgående kendskab til aktiviteterne i Carlsberg A/S, og derfor var samtlige bestyrelsesmedlemmer i fondet for nærværende også medlemmer af bestyrelsen for Carlsberg A/S.
I praksis betyder det, at Carlsbergfondets bestyrelse både honoreres for deres virksomhed for Carlsbergfondet og for Carlsberg A/S: formand Flemming Besenbacher med henholdsvis 1.675.000 kroner og 1.850.000 kroner, mens de andre fire bestyrelsesmedlemmer hver måtte nøjes med en lille halv million fra både Carlsbergfondet og Carlsberg A/S (i alt godt 900.000 kroner). Det er en vurderingssag, om især den krydsbranding, der sker gennem forening af bryggeri og videnskab, sætter spørgsmålstegn ved Carlsbergs status som almennyttig fond. Men i en tid med forbud mod alkoholreklamer og fokus på de unges alkoholforbrug er den promovering, der foregår gennem succesfulde forskere og rollemodeller, vel egentlig skjult reklame.
