AMERIKA er syg. COVID-19 har smittet ni millioner amerikanere, slået 228.000 ihjel, og da sygdommen går hårdest ud over dem, der i forvejen er svækkede, har den også udstillet alle USAs elendigheder: et dysfunktionelt sundhedsvæsen, svage føderale institutioner og lammede politiske systemer. Og smitten har tydeligvis ramt de vitale organer: På tirsdag skal amerikanerne vælge præsident, og i delstater og valgdistrikter landet over er der stor tvivl om stemmeafgivningen. I Det Hvide Hus sidder en præsident, der taler om valgsvindel og om at nægte at acceptere et nederlag. Corona har dræbt flere amerikanere end samtlige krige med amerikansk deltagelse siden Anden Verdenskrig, og for mange føles det præcis lige så alvorligt. Amerika var i forvejen syg, da virussen ramte. Hvis det var et menneske, ville det dø.
FALDER amerikanerne og deres institutioner for denne pandemi, passer det ind i det udbredte billede af USA: Amerika var som politisk, militær og kulturel supermagt allerede i knæ, og sådan går det med alle imperier før eller siden. Historikere vil muligvis komme i tanke om Det Østromerske Rige – Byzans og Konstantinopel – der blev ramt af byldepest i 500-tallet; dets politiske institutioner og samfund svækkedes, rivalerne mod øst så deres snit til at ruste op og gå til angreb, og imperiet sank i grus. Man kan ikke forudse pludselige politiske konflikter eller pandemier, men det, der i forvejen er svagt, går til grunde.
OG det var så dén historie: Amerika er færdig. Den amerikanske æra er slut. American Beauty er blevet til American Psycho, drømmen til mareridt. Det er ubestrideligt, at USA ikke er, hvad det har været. Eller rettere: Det, vi håbede på. USA er som det eneste land grundlagt på en idé, ja, faktisk et ideal: om menneskets stræben efter frihed, om et fællesskab baseret på den enkeltes frigørelse i et nyt, åbent land fuldt af muligheder. Denne idé lider så åbenlyst, idealet ser nærmest ud, som om det er vendt på vrangen: Amerikaneren er ikke fri, men alene, overladt til sig selv i evig konflikt med sine fellow Americans.
AMERIKA i dyb krise, USA på dødens rand. Det er et billede, der ofte er blevet vist i den snart 250 år lange historie om De Forenede Stater. Hele to forsider i denne uges avis illustrerer netop denne historie, og den er sand: Noget er grueligt galt. Men det er samtidig et billede, der går igen. Det er kommet til udtryk i talrige præsidentvalg, hvor kandidaterne erklærer, at det storslåede USA er slået til tælling, selv i perioder, hvor vi i tilbageblik blot ser amerikansk storhed. I 1950erne var mange overbeviste om, at man ville tabe til russerne. I 1960erne, frigørelsens årti, sendte Vietnamkrigen 35.000 amerikanere i graven, mens landet martredes af politiske mord, kulturkrig og racekonflikter. I 1970erne konstaterede man, at Amerikas andel af verdensøkonomien styrtdykkede, en korrupt præsident blev væltet i skam, og de amerikanske byer var dystopiske skræmmebilleder. Finanskrisen i 2007 – en krise made in America – førte til et væld af bøger om USAs forestående endeligt.
REJSER amerikanerne ofte dette spørgsmål om uhelbredelig eksistenskrise, skyldes det måske netop, at det amerikanske ideal er uopnåeligt: at ét land alene kan være en »skinnende by på bjerget«, eller, som John F. Kennedy udtrykte det, et Camelot, de gode ridderes borg, et udtryk for det gode i mennesket. Det er provokerende og skamløst, og det har vi i resten af verden nemt kunnet se. Men det er alligevel amerikanerne selv, der klarest kan iagttage den evige modsætning. Den bedste amerikanske kultur, film, musik, kunst og komik skyldes netop denne evne, der rækker flere hundrede år tilbage. Den udtrykkes selvfølgelig særligt af sorte amerikanere; tænk på Billie Holidays stemme, fuld af sorg og anfægtelse; ikke over tanken om et amerikansk ideal overhovedet, men over afstanden mellem idealet og virkeligheden.
SIG så bare, at det denne gang er anderledes. At sygdommen ligger i grundstenen, lagt af de slaveejere, der skabte landet på et ideal om frihed, og at sammenbruddet nu er for tydeligt, politisk, socialt, økonomisk. At krisen er dybere, sygdommen nu uhelbredelig. Sig også gerne, at det denne gang er åbenlyst, at andre lande og stormagter vil overtage. Men husk så også, at netop denne profeti er blevet fremsagt, hver eneste gang USA har været i krise. Allerede i slutningen af 1700-tallet begræd amerikanske ledere tabet af pionerernes styrke og ånd. Henry Kissinger mente, at USA, som andre civilisationer før dem, var i ustoppeligt fald. Sovjet ville vinde våbenkapløbet, lød det, senere at Japan ville slå USA i det økonomiske og teknologiske ræs. Så kom BRIC-landene med indere og brasilianere – og kineserne i spidsen. USA er – nok en gang – færdig.
IGEN fortæller vi nu denne historie – og igen er USA kommet tilbage. 1890ernes dybe økonomiske krise blev til 1910ernes optur, 30rnes depression blev til 40rnes lokomotiv, 70ernes elendighed til 1980ernes og 1990ernes boom, selv finanskrisen formåede amerikanerne at rejse sig fra, hurtigere end nogen andre. Hver gang er det lykkedes, gennem voldsomme politiske kampe og opgør om fundamentale værdier – en enkelt gang gennem blodig borgerkrig – at rejse sig og flytte sig. Er udfordringerne i dag større? Mange er ikke, nogle er. Kina er en formidabel modstander, men forestillingen om, at USA engang fik sin vilje, er altid en illusion, end ikke i de glade unipolære år efter Den Kolde Krig kunne amerikanerne hundse rundt med andre. Skal man tro historien, vil amerikanerne også denne gang rejse sig fra sygesengen. Ikke som det land, der var engang, men med den oprindelige idé intakt, en idé, der tiltrækker folk i hele verden, som holder den amerikanske befolkning stadig ung, og som gør amerikanerne i stand til hele tiden at genopfinde sig selv, økonomisk, teknologisk, kulturelt. Det er selvfølgelig kun amerikanerne, der kan gøre det. Der er ingen grund til at tro, at de ikke vil gøre det igen.
Følg Weekendavisens dækning af det amerikanske valg
