Læserbreve. Antisemitisme. Elefantlogik. Klimadækning. Kønsdebat. Charlie Hebdo.

Debat

Debat

Antisemitisme

Benny Dagan, Israels ambassadør i Danmark

Jeg var glad for den danske dronnings ord om antisemitisme i hendes nytårstale. Både Dronningen og Danmarks statsminister, Mette Frederiksens, klare holdninger i Politiken i denne uge viser en utvetydig afstandtagen fra den stigende tendens af antisemitiske episoder, noget der desværre også for nylig ramte flere steder i Danmark. Denne form for utvetydig fordømmelse og stærke respons er blevet yderst værdsat i Israel og har været med til yderligere at styrke de historiske bånd mellem vores to lande.

På det personlige plan er jeg stadig rørt over den varme og solidaritet, der skyllede ind over de danske jøder fra borgmester i Randers Kommune Torben Hansen, hele hans stab og alle indbyggere i den kronjyske by i forbindelse med mit besøg i byen i november 2019. Jeg kom for at vise min støtte til byen efter det skændige hærværk mod byens jødiske begravelsesplads. Samtidig må alle dog erkende, at mere kan gøres i både Danmark og resten af Europa for at imødekomme den stigende udfordring mod antisemitismen, et fænomen, der igen viser sig grimme ansigt.

Hærværket og ophængningen af klistermærker begået af nynazister i Randers og andre steder i Danmark mod danske jøder og ikke-jøder med sympati for staten Israel var ment som en skræmmekampagne udført for at vise, at de berørte mennesker ikke hører hjemme i Danmark.

Det er dog tydeligt ud fra de generelle informationer på hjemmesider tilknyttet de nynazistiske miljøer, at beskeden også skal leveres om, at Israel, hjemlandet for det jødiske folk, ikke har ret til at eksistere. Dette er en påmindelse om, at den nye antisemitisme, der blot er gammel vin på nye flasker, ikke blot sigter efter jøder og jødiske menigheder verden rundt, men også efter at delegitimere og dæmonisere staten Israel.

Det er dog vigtigt at påpege, at mange, også på lederplan i danske aviser, har påpeget at kilden til antisemitisme i dag kommer fra mange forskellige steder. Det kommer fra ovennævnte højreekstreme miljøer, men også fra den yderste venstrefløj og nogle muslimske cirkler. Dette er en vigtig konklusion, som også er blevet påvist af Europakommisionens særlige udsending til at bekæmpe antisemitisme. Der er mange måder, hvorpå jødehad bliver udtrykt i dag, fra traditionel racisme til konspirationsteorier til antisemitisme i muslimske miljøer, camoufleret som antizionisme.

Denne gentagne gennemgang og identificering af antisemitismens position i samfundet viser, at der ikke er tid til at være politisk korrekt. Det viser, at hvis folk vil forstå den alarmerende opblomstring af antisemitisme på verdensplan, så må man gøre det ved modigt at udstille kilden, målene og motivationen bag fænomenet.

I lyset af denne udvikling er det glædeligt, at statsminister Mette Frederiksen, sammen med flere andre statsoverhoveder og politiske ledere, i den forgangne uge besøgte Jerusalem. Vi sætter stor pris på hendes deltagelse i markeringen af 75-året for befrielsen af Auschwitz. At Mette Frederiksen også fortsætter tidligere regeringers værn om sikkerheden for danske jøder, er vigtigt. Som hun selv skriver, er det desværre nødvendigt.

I Israel mindes vi med dyb beundring ceremonierne i Danmark i oktober 2018, der markerede 75-året for redningen af de danske jøder i 1943. Også Israels præsident, Reuven Rivlin, var med til begivenheden, der markerede dette i Københavns Synagoge. Redningen var en unik episode i historien om Holocaust og giver stadig genlyd i vores fælles hukommelse blandt jøder og israelere. Det viste, at bred folkelig mobilisering af almindelige borgere, institutioner og sågar af kongehuset kunne gøre en kæmpe forskel.

Vi er i Israel bekendt med de danske planer om at udarbejde en egentlig handleplan til at bekæmpe antisemitisme. Faktisk var det EU, som allerede i 2018 sagde, at nationale handleplaner til at bekæmpe antisemitisme skulle være på plads i de enkelte lande ved udgangen af 2020. Dette viser en klar forpligtelse, der går videre end også vigtige udtalelser og tilkendegivelser.

En klar definition af antisemitisme er et vitalt element i kampen mod fænomenet i alle dets former. International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) har udarbejdet en definition af antisemitisme efter dybdegående diskussioner mellem eksperter og regeringsrepræsentanter. Denne definition begrænser ikke ytringsfriheden, mens der både refereres til gamle og moderne former for antisemitisme. Kort fortalt: At kritisere israelsk politik eller den israelske regering er ikke antisemitisme. Men når der sættes spørgsmålstegn ved staten Israels eksistens, så er det antisemitisme behændigt camoufleret som antizionisme.

I den seneste måned har Cypern og Italien været de nyeste blandt mange andre lande, der har accepteret definitionen af antisemitisme vedtaget af IHRA. Store lande som Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Australien, Canada og USA har for længst meldt sig om bord. I sidste uge kom vi også til sportens verden, da også den engelske fodboldstorklub Chelsea støttede op om IHRA. Alle disse lande, der nævnes, en sportsklub og store institutioner som FN og EU har indset, at nye værktøjer må tages i brug i en verden med stigende antisemitisme.

IHRA blev stiftet for 20 år siden i Stockholm. Og senere i år bliver jubilæet fejret med statsledere fra hele verden i Malmø. I denne uge sagde den svenske statsminister, Stefan Löfven, at Sverige accepterer definitionen på antisemistisme i sin helhed fra IHRA. Jeg er glad for, at Skandinavien tager truslen fra den stigende antisemitisme alvorligt. Det er nødvendigt.

Læs også Martin Krasniks store interview med tidligere overrabbiner Bent Melchior, som blandt andet handler »om den overdrevne bekymring for antisemitismen«: »Bents tre bud«

Elefantlogik

Leander Møller Gøttcke, ph.d.-studerende
Litteraturvidenskab, Syddansk Universitet

I de seneste år har de fleste vestlige samfund været præget af identitets­politiske konflikter. Det er derfor ikke overras­kende, at der i samme periode er udkommet adskillige bøger om identitetspolitikken. Den 10. januar bragte Weekendavisen en artikel af Flemming Rose om endnu en bog, der prøver at forklare, hvorfor identitets­politikken er blevet dominerende: Primal Screams – How the Sexual Revolution Created Identity Politics af den amerikanske forfatter Mary Eberstadt.

Roses artikel var ikke en egentlig anmeldelse, men Eberstadts bog blev positivt omtalt. Ifølge Rose leverer hun en »original og tankevækkende vinkel på sagen«. Jeg vil ikke benægte, at bogen har været tankevækkende. For Rose. Men man kan dog betvivle kvaliteten af tankerne. Såfremt Rose gengiver Eberstadts tese korrekt, virker den i hvert fald tyndbenet.

Roses artikel starter i dyreriget med en analogi hentet fra Eberstadt: Elefanter er sociale og intelligente dyr – ligesom os mennesker. Men krybskytteri og menneskelige indgreb i naturen har opløst elefantfamilierne og ødelagt deres naturlige habitat. Derfor lider mange elefanter af post-traumatisk stress og har en afvigende seksuel adfærd. Og her bringer Rose så Eberstadts centrale påstand på banen: »Ifølge Eberstadt har den seksuelle revolution (…) sat gang i en opløsning af familien. Således er det moderne menneske – ligesom elefanten – i færd med at miste det habitat, hvor det siden tidernes morgen er blevet socialiseret og har fået skabt sin identitet«, og det »har skabt en radikal forandring i det moderne menneskes liv, som identitetspolitikken ifølge Eberstadt er en naturlig reaktion på«. Identitetspolitikken skyldes helt enkelt den seksuelle frigørelse.

Det er både en vild tese og en vild analogi. Man kunne måske sammenligne vores situation med elefanternes, hvis vi blev jaget af krybskytter og ofte så familiemedlemmer og bekendte blive skudt. Men i menneskeriget har »opløsningen af familien« trods alt været noget mindre brutal: Den skyldes – ifølge Eberstadt – primært opfindelsen af p-pillen og muligheden for at blive skilt. Så er katastrofen vist heller ikke værre, og i øvrigt er kernefamilien forblevet både et ideal og en realitet for mange.

Herudover tænker Eberstadt tilsyneladende ud fra devisen post hoc, ergo propter hoc. Eftersom identitetspolitikken er blevet fremherskende efter den seksuelle frigørelse, må den være forårsaget af den seksuelle frigørelse. Konklusionen følger selvsagt ikke af præmissen, for der kan være mange andre årsager til, at identitetsspørgsmål er blevet dominerende i nutidens politiske diskussioner. Men hvis Rose står til troende, så bringer Eberstadt ikke andre faktorer i spil: Hendes forklaring på identitetspolitikkens fremkomst er monokausal. Fænomenet har intet med økonomiske eller mere komplekse kulturelle forandringer at gøre, men skyldes ganske enkelt den seksuelle frigørelse. Helt så simpel er den sociale virkelighed næppe.

Klimadækning

Marianne Kallesøe, afspændingspædagog Skødstrup

I mange år synes jeg, WA har haft en bekymrende redaktionel linje i forhold til klimaforandringerne.

Miseren startede allerede under daværende chefredaktør Anne Knudsen, hvor avisen lagde spalteplads til den ene klimaskeptiker efter den anden. Som konsekvens opsagde jeg mit abonnement. Da Krasnik kom til, gav jeg avisen en ny chance, men blev igen skuffet. Hos ham finder man en underlig tendens til at holde klimaforandringerne ud i strakt arm og undersøge dem som fænomener. Eksempler herpå er en artikel, bragt i den hedeste sommer i målingernes historie, om klimaforandringer på en anden planet. En artikel om brandene i Californien i sommer beskrev en i hovedtræk fuldstændig almindelig oplevelse af mødet med USA (man bevæger sig i kunstige, airconditionerede miljøer, og alting er meget større, se bare Grand Canyon).

Ikke et ord om de hoteller og daginstitutioner, der måtte lukke på grund af strømsvigt, eller alle de andre tegn på den uhyggelige undtagelsestilstand, der prægede staten. Senest kastede de australske skovbrande en undersøgelse af sig af, hvorfor vi finder koalaen mere nuttet end andre dyr. Jeg savner en dækning af klimaforandringerne som den påtrængende realitet, de er, som kalder på afgørende politisk handling her og nu. Jeg oplever, at den nuværende vinkling på en sær vis virker beroligende, og jeg frygter, at den bidrager til den manglende vilje til at adressere problemet adækvat, som har præget, og til dels stadig præger, vores offentlighed.

Kønsdebat

Kåre Fog, biolog Thomas Bjarke Markersen, psykolog

Weekendavisen (#02 2020) bruger hele tre sider på at give spalteplads til en feminists synsvinkel, og redaktøren udsender lydfilen til et interview om artiklen med kulturredaktør Synne Rifbjerg. Når nu det sker, så er det ærgerligt, at valget er faldet på Zoe Williams, som ikke formår at se tingene fra mænds side, og det er ærgerligt, at Rifbjerg endnu mere end Williams blander forskellige mandebevægelser sammen i én pærevælling.

Williams og Rifbjerg forsøger i den forbindelse at jorde den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson, som muligvis er en af vor tids største tænkere. Han har en usædvanligt stor og lødig videnskabelig produktion bag sig og har især interesseret sig for, hvad der får folk til at acceptere forfærdelige totalitære systemer såsom nazisme og stalinisme – dermed er han ikke højreekstremist.

Det støder Williams, at Peterson fastholder, at der eksisterer naturbestemte kønsforskelle. Dét er nok til, at hun kalder indholdet af hans tænkning for »svinefoder«, og at Rifbjerg kalder ham en filosof i gåseøjne, som burde tænke sig bedre om. Zoe Williams’ omtale af Peterson illustrerer, at når en mand modsiger hendes feministiske holdninger, bliver han uden videre afskrevet som en farlig højreekstremist – dvs. hun forstår ham ikke. Det gælder også de øvrige personer, som Williams nævner; hun afslører, at hun ikke kan mobilisere forståelse for moderne mænds problemer.

Det bliver ikke bedre af, at Rifbjerg med ordet »cølibatbevægelsen« blander incels og MGTOWs (Men Going Their Own Way – en bevægelse for mænd, der vender kvindekønnet ryggen) sammen og ovenikøbet blander Peterson ind i det ved at sige, at de støtter sig på ham.

»Incels« er unge mænd i den ulykkelige situation, at ingen kvinder vil have dem. Nogle få af dem har begået grufulde masseskyderier, men det er jo ikke nyt, at social isolation og fiaskofølelser i yderst sjældne tilfælde kan drive en ung forstyrret mand til mord.

Det er faktisk den sørgelige norm på det område. Omtrent 20 procent af alle mænd stifter ikke familie. Det skyldes bl.a., at de bud, som unge mænd i dag modtager på, hvad de skal kunne for at lykkes på partnermarkedet, er langt mere forvirrende og selvmodsigende end tidligere. Tusinder af mænd oplever at være uønskede; det er et stigende problem, og Williams’ svar på det er at dæmonisere dem?

Både Williams og Rifbjerg begår i øvrigt den fejl, at de afviser betydningen af de naturlige kønsforskelle. Rifbjerg siger, at feminisme i ordets basisforstand vil sige lige rettigheder og lige muligheder. Nej, det passer ikke. Vi går alle, Martin Krasnik så vel som Rifbjerg og undertegnede, ind for lige muligheder; men vi er ikke alle feminister. Fordi kønnene prioriterer forskellige valg i livet, fører lighed i muligheder ikke til resultatlighed. Feminister som Rifbjerg og Williams kæmper for resultatlighed, men det er en håbløs kamp – en kamp mod menneskets natur.

Der er brug for mere viden og bedre dialog. På det grundlag, som Williams og vel også Rifbjerg lægger frem, umuliggøres begge dele. De maler sig holdningsaristokratisk op i et værdipolitisk hjørne og skubber netop udviklingen i retning af krig mellem kønnene.

Charlie Hebdo

Anne Sofie Lassen, museumsvagt

Det er helt forkert og ubegribeligt, at Weekendavisen ikke har æret de dræbte tegnere og journalister med artikler, kronikker og ledere. I har jo for eksempel den velskrivende Aske Munck, som er godt inde i det franske stof.

På femårsdagen for attentatet var der selvfølgelig kransenedlæggelse m.m. fra det officielle Frankrig, men redaktionen på Charlie Hebdo holdt stort møde i Radio Frances lokaler med rundbordssamtaler, hvortil abonnenter også var inviteret. Det er SÅ vigtigt, at vi støtter dem alt, hvad vi kan; det er ytringsfriheden, der er selve forudsætningen for det frie trykte ord også i vores egen Weekendavis.

De, der holder fanen højt på Charlie Hebdo, betaler en tårnhøj pris – der bliver dagligt sendt de ledeste mordtrusler og hæsligste udsagn efter dem på nettet. Avisen bliver lavet i en hemmelig bunker, og journalisterne har politibeskyttelse, hvor de står og går.

Vive Charlie et merci!

Side 14