Da Mette Frederiksen for et halvt år siden afholdt det første af mange pressemøder om coronarestriktioner og -lempelser, lagde hun ikke kun retningslinjerne for, hvordan Danmark håndterer virussen. Hun definerede også, hvordan danskerne taler om den. Formuleringerne »Sammen hver for sig« og »Stå sammen ved at holde afstand« fungerer stadig som regeringens slogans for befolkningens ønskede adfærd. Som øverste mantra står opfordringen til at udvise samfundssind.
»Vi får brug for samfundssind,« sagde statsministeren i sin tale 11. marts. »Danskerne er i gang. Vi udviser samfundssind. Det er det, der fungerer. Meget af løsningen på det, vi står over for, hviler på danskernes skuldre.«
Et halvt år senere er særligt »samfundssind« et fast, integreret ord i manges hverdagssprog. Men hvilken effekt har statsministerens retoriske strategi ellers haft?
Man skal ikke forvente et kortfattet svar, når man beder en retoriker vurdere kvaliteten af den slags. Det er aldrig enten-eller. Heller ikke nu, hvor den nytiltrådte professor i retorik ved Københavns Universitet, Lisa Villadsen, forholder sig til spørgsmålene: Hvordan håndterede statsministeren coronakrisen sprogligt? Og hvad siger den om hendes politiske beslutninger?
Villadsen tænker sig om længe. Vi sidder sammen, men holder afstand på hendes kontor på universitetets Søndre Campus på Amager.
»Jeg synes, hun har klaret det godt,« indleder Villadsen. »Mette Frederiksen skulle sætte ord på en uoverskuelig og kompleks situation på en måde, der ikke skjulte, hvor kompleks den var, men samtidig viste en form for lederskab og kontrol. Det formåede hun. Det var vigtigt, at hun i starten sagde, at regeringen handlede med åbne øjne og erkendte, at det var voldsomme indgreb. Folk forstod, hvad hun sagde, og gentog det for hinanden. Hun har håndteret det med en beslutsomhed og værdighed, som svarede til de retoriske behov, som befolkningen havde på de givne tidspunkter. En stor bedrift,« vurderer Villadsen. »Når det så er sagt ...«
Processen blev udskudt gentagne gange af omtalte virus, men i løbet af sommerferien blev Lisa Villadsen endelig udnævnt ny professor i retorik ved Københavns Universitet. Hun er den blot tredje i fagets historie efter Jørgen Fafner (1970-1995) og Christian Kock (1995-2019). Hun har i en årrække været lektor på samme adresse og forsket i blandt andet officielle undskyldninger, populisme og retorisk medborgerskab. Sidstnævnte handler kort fortalt om den enkelte borgers muligheder for med sit sprog at agere medborger i et samfund – men også, hvordan magt og ret fordeles i et samfund med hjælp af retorikken. Som når en statsminister inkluderer borgerne i sin krisehåndtering og direkte tilskriver dem medansvar for at løse krisen.
»Hun har forsøgt at finde et ord, der forklarer, at vi er forpligtede på hinanden. Når hun beder os om at udvise samfundssind, er det helt klart en måde at tale op til folk. Det er et ord, der taler til den enkeltes bedre jeg. Hun siger, at ’du som borger bærer et ansvar’, og at retten til frihed følges med en pligt over for samfundet.« Lisa Villadsen hæfter sig ved samfundssindbegrebets udvikling. Ifølge professoren har det ændret betydning undervejs. »Hun forsøger at konstituere en oplevelse af, at samfundet er bundet sammen, ikke bare formelt, men kvalitativt. I starten tolkede jeg »samfundet« som danskerne. Statsministeren mindede landets borgere om, at vi er i samme båd som naboen. Men efterhånden oplevede jeg, at samfundssindet blev gradvist mere ideologisk indskrevet. Og på den måde mere påduttende. Samfundssind er blevet en gradvist snævrere definition af, hvordan man er ’den rigtige dansker’.«
Ifølge professoren fremstår »samfundssind« i højere grad som et socialdemokratisk projekt i dag:
»Det er kommet til at handle om samfundssind over for velfærdsstaten som samfundsmodel; de ældre, der har bygget det op, skulle i hvert fald ikke have det dårligt nu. Sådan var det ikke i starten. Da handlede det mere om et skæbnefællesskab.« Udviklingen fra allemandseje til socialdemokratisk er ifølge Villadsen sigende for, hvordan Frederiksens generelle retorik har udviklet sig fra en åben, bredtfavnende stil i begyndelsen til en mere lukket, snæver stil i takt med genåbningen:
»Efterhånden som situationen udviklede sig, blev lukketheden mere tydelig. Hun holdt fast i sin position og egen beslutningskraft længere, end det måske var nødvendigt, hvis hun ville have en bred politisk opbakning. For nogle virkede det formynderisk. Hun fremstod ikke inkluderende, da situationen kaldte på, hun var alle borgeres statsminister,« siger Villadsen.
»Da hun samtidig begyndte at pege fingre ad nogle grupperinger, tror jeg, hun skubbede mange fra sig. Ret hurtigt skulle vi sidde i fællesskab og skælde ud på de unge. Og jeg tænkte: med hvilket formål? Det var undergravende for det oprindelige samfundssind, at vi som borgere var sammen om at håndtere den her krise. Jeg kender en masse ældre mennesker, der syntes problemet var fjernt og bare gerne ville til bridge.«
– Tror du, en Venstre-regering ville bruge »samfundssind«?
»Lars Løkke brugte af og til ’sammenhængskraft’, når han adresserede trusler udefra. Blandt andet om terrorangreb og flygtningestrømmen i 2015. Signalerer de to ord det samme? Næsten, men ikke helt: Med ’sammenhængskraft’ binder individer sig sammen i kraft af følelsen af gensidig forpligtelse og et ansvar over for andre individer. Ved at ’udvise samfundssind’ binder folk sig sammen i en kollektiv ansvarsfølelse over for samfundet som institution, vores model, som skal føre os samlet gennem krisen.«
Hvis »samfundssind« har udviklet sig fra at være åbent for fortolkning til udtryk for en afgrænset holdning, er det nærliggende spørgsmål: Er den vedvarende brug af »samfundssind« et retorisk greb, der, groft sagt, skal få folk til at tænke og handle efter eget moralske kompas – eller et, der allerede er defineret socialdemokratisk, men udlagt som universelt? Bliver vi talt op eller ned til? Søren Kierkegaard kaldte det at lede en sjæl mod sandheden med nødvendig list; det er bedre at lade folk tro, at de selv har tænkt den fornuftige tanke.
Lisa Villadsen maner til ro. De, der råber højt om »frihedsberøvelse« og »diktaturstat«, overfortolker. Men hun forstår godt, hvis nogen oplever at blive spændt for en ideologisk vogn. For der er ikke megen plads til uenighed:
»Frederiksen præsenterer ønsket om at vise samfundssind sådan, at hvis du ikke indvilliger, så er du ikke en god borger. Så undergraver du samfundets overlevelsesevne. Der har ikke været megen anerkendelse af, at der kunne eksistere konkurrerende synspunkter,« siger hun.
En situation uden uenighed er selvfølgelig ikke ideel for en retoriker. Legitim uenighed, som det hedder i fagets lærebøger om argumentationsteori, er et af de vigtigste idealer i et sundt demokrati. Derfor anfægter Villadsen, at modargumenter skulle være ildeset:
»Selvfølgelig kan og skal man kunne være uenig i statsministerens prioriteringer uden at føle sig sat uden for samfundet. Man kan jo sagtens problematisere hendes rationale. Hun siger trods alt, at det er politiske beslutninger, der ligger til grund for krisehåndteringen. Hun påstår ikke, at det er universelle sandheder. Og selvfølgelig skal hun udfordres. Eksempelvis når hun afviser regnestykket om, hvor meget det må koste samfundet at redde et menneskeliv. Det er usammenlignelige størrelser, men det betyder ikke, at det er irrelevant. Der synes jeg ikke, hun spillede med åbne nok kort.«
– Hvorfor ikke?
»Hun kunne i det mindste have bragt spørgsmålet op og argumenteret for sin beslutning. Men hun afskrev det, som om det ikke var muligt at tænke sådan. Men det var og er der jo mange, der gør. Med det greb fremstår hun som den store humanist over for dem, der vægter samfundets økonomi anderledes, som altså må være ufølsomme. For mig blev det tydeligt, at gruppen af ældre borgere skulle føle sig set og beskyttet af hende. Fra et andet politisk synspunkt ville man måske have prioriteret anderledes. Det slap hun for let om i pressen.«
Hvad så efter krisen? Tager vaccinen »samfundssindet« med i svinget, eller kan vi forvente et nyt, fast politisk begreb? Har Mette Frederiksen patent på, hvad samfundssind er?
Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, har på Facebook argumenteret for, at det vil være solidarisk, hvis de af de offentligt ansatte, som blev hjemsendt med fuld lønkompensation, gik ti procent ned i løn undervejs – af hensyn til samfundssind over for de privatansatte, der ikke har samme sikre vilkår. Enhedslisten har ud fra samme rationale argumenteret for det modsatte synspunkt.
Kan samfundssind bruges som argument i begge lejre?
»Jeg kan sagtens forstå, at oppositionen forsøger at vende betydningen. De tænker, at der er flere holdninger til, hvor krisen gør mest ondt,« siger Villadsen:
»Ligesom med solidaritet vil eksempelvis Liberal Alliance helt givet have en anden forståelse af, hvad samfundssind er. I deres forståelse vil det være gavnligt for samfundet, der taber penge, at offentligt ansatte går ti procent ned i løn i solidaritet med de privatansatte, der lider. Hvorfor er det ikke samfundssind? Det er da legitimt af dem at stille det modspørgsmål.«
– Hvad betyder det for samfundssind som begreb, at det både kan betyde, at offentligt ansatte får mere i løn og går ned i løn?
»Det risikerer selvfølgelig at blive et tomt ord. Der er jo ikke nogen, der vil sige, at de er imod samfundssind.«
Læs også om amerikansk valgretorik: »Split og vind«
Læs også om politisk kommunikation drevet af tidens toneklang: »Styret af stemningen«
