Meningsmålinger, fokusgrupper, målgruppeanalyser. Professionelle politikere bombarderes med input om, hvad deres vælgere mener. Men ændrer det deres adfærd? En man kynisk anlagt, vil man nok sige, at selvfølgelig gør de det: Politik handler om at lodde folkestemningen og levere det, vælgerne efterspørger. Den mavefornemmelse bekræftes nu af et studie fra Tyskland: De tyske regeringspolitikere bliver direkte påvirket af meningsmålinger og andre forsøg på at måle, hvad befolkningen synes. Meningsmålingerne farver ikke bare, hvad politikerne taler om i taler og interviews, men får også politikerne til at ændre, hvad de mener politisk. Det er hovedkonklusionen i en undersøgelse, der analyserer meningsmålingers effekt på den politiske retorik i Tyskland, som er udkommet i tidsskriftet American Journal of Political Science.
»Vi viser, at forbundsregeringen tilpasser sin retorik og sine meninger til offentligheden. Med andre ord har den offentlige mening direkte effekt på, hvad forbundsregeringen og forbundskansleren siger i taler, pressekonferencer og interviews,« siger Anselm Hager, adjunkt ved Humboldt-Universität i Berlin. Sammen med Hanno Hilbig, ph.d.-studerende på Harvard University, står han bag den nye undersøgelse.
I en vis forstand bekræfter studiet en åbenlys sandhed, men videnskabeligt har konklusionen før nu ikke kunnet drages så tydeligt. Faktisk har tidligere forskning antydet, at blandt andre de amerikanske præsidenter Bill Clinton og George W. Bush var relativt immune over for, hvad meningsmålinger fortalte dem. Bush syntes ligefrem, at meningsmålinger var »falske og kunstige« og derfor ikke meget bevendte.
Talepapir tilpasses
Meningsmålinger påvirker politikernes retorik og sprogbrug i Tyskland på to måder: De påvirker, hvad politikere taler om, og de påvirker, hvad politikerne mener om politiske emner.
Det første kalder forskerne for meningsmålingernes dagsordensættende kraft.
»Hvis der kommer en meningsmåling, der viser, at migration står højt på vælgernes dagsorden, så finder vi, at regeringen taler mere om migration et par dage efter, de læste målingen,« forklarer Hager om mekanismen.
Den anden effekt handler om, at politikerne substantielt tilpasser sig befolkningens luner.
»Vi kalder det responsivitet, altså at politikerne forsøger at levere det, befolkningen efterspørger,« siger Hager.
De tyske regeringspolitikere forsøger at tilpasse sig midtervælgernes holdninger, som de kommer til udtryk i den seneste meningsmåling, de har fået. Det betyder, at politikerne kan finde på at ændre holdning, så det flugter mere med vælgernes.
Meningsmålingernes effekt er dog ikke kolossal. Det er ikke sådan, at politikerne stopper med at tale om det, de plejede at tale om, eller pludselig vender på en tallerken holdningsmæssigt. Men de forsøger at nærme sig det, de læser om i målingerne.
Trods det forbehold er studiet bemærkelsesværdigt. En enkelt meningsmåling et par dage før en offentlig politisk optræden, som for eksempel en tale, har nemlig reel effekt på indholdet af talen, selvom taler ofte er planlagt længe i forvejen.
»Resultaterne viser, hvor direkte og umiddelbar en indflydelse vælgerne har på regeringen,« siger Hager.
Forskernes konklusioner baserer sig på en stor mængde data fra årene 2009-2013, hvor unionspartierne CDU og CSU med Angela Merkel i spidsen regerede med støttepartiet FDP. Det drejer sig dels om flere tusinde politiske taler, pressemeddelelser og interviews, og dels om 125 meget særlige meningsmålinger.
Meningsmålingerne, forskerne har analyseret, er interne meningsmålinger, som Bundespresseamt (BPA), regeringens egen kommunikationsenhed, har fået lavet. Det er meningsmålinger, der i kondenseret format lander på Angela Merkels skrivebord og senere tilflyder hendes ministre.
En politiker ved navn Malte Spitz fra De Grønne har med to journalister fra nyhedsmagasinet Der Spiegel gjort de ellers hemmelige meningsmålinger offentlige i et forsøg på at få mere åbenhed om Tysklands regeringsarbejde.
Hager og Hilbig har udnyttet aktionen i deres studie. De 125 meningsmålinger, ministrene har fået direkte fra BPA, er alle datomærket. Hager og Hilbig ved altså, hvornår politikerne har læst meningsmålingerne. På den måde har forskerne kunnet finde frem til politiske taler og andre offentlige optrædener, der har ligget lige før og lige efter, politikerne har læst meningsmålingerne. Og derigennem har de kunnet isolere effekten af meningsmålingerne på politikernes retorik og holdninger.
Led eller bliv ledt
Meningsmålingerne påvirker ikke alle politikområder på den samme måde. Forskerne har delt de politiske emner op i »vigtige« og »uvigtige emner«. »Vigtige emner« er det, politikere traditionelt positionerer sig på, altså finanspolitik, indvandringspolitik, socialpolitik. »Uvigtige emner« er det, de ikke bruger så meget krudt på, for eksempel kulturpolitikken.
Meningsmålingerne har mest en dagsordensættende kraft på de vigtige områder, men får ikke politikernes holdninger til at ændre sig så meget.
»Politikerne er klar over, at faren for at virke som en opportunist er størst her,« forklarer Hager.
Det er lige omvendt med de uvigtige emner. Her finder forskerne, at politikernes holdninger oftere påvirkes:
»Det hænger sammen med, at det ikke rigtigt ville batte noget, hvis politikerne bare talte lidt anderledes om et emne, der ikke er så centralt. Det giver mere mening at skifte mening.«
Ifølge Hager findes der groft forsimplet to politikerarketyper: ledertypen og den, der bliver ledt. Lederen har sine meningers mod og ændrer dem ikke lige. Personen vil i stedet forsøge at overbevise befolkningen om, at holdningerne er de rigtige. Den anden type vil hellere prøve at tilfredsstille vælgerne ved at efterkomme deres ønsker. Og undersøgelsen viser, at Merkel og hendes regering i høj grad tilhører den sidste kategori:
»Angela Merkel og hendes kabinet hører efter, hvad befolkningen vil, og så siger de noget, der ligner.«
Og det kan være både godt og skidt. På den ene side er det demokratisk set betryggende at vide, at regeringen har politisk gehør og lytter på, hvad befolkningen vil. På den anden side kan faren være, at politikerne bliver tonedøve over for deres eget politiske ståsted og kun forsøger at se, hvad vej vinden blæser.
